25 år efter Fukuyama – hvad blev der af historiens endeligt?

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

I 1989 blev der naturligvis talt meget om de skelsættende begivenheder som Berlinmurens fald og afslutningen på Den Kolde Krig. Men der blev også talt meget om den mere abstrakte tanke, at selve historien måske var et afsluttet kapitel. I artiklen ”The End of History”, udgivet i det amerikanske magasin The National Interest i sommeren 1989, argumenterede den indtil da ganske ukendte akademiker og embedsmand Francis Fukuyama for, at vi var nået til »endemålet for menneskehedens ideologiske udvikling og til universaliseringen af det vestlige liberale demokrati som den endelige form for menneskeskabt regeren«.

I lyset af de dramatiske begivenheder i 1989 var det ikke overraskende, at artiklens velklingende titel og euforiske argument appellerede bredt og gjorde artiklens forfatter verdensberømt næsten fra den ene dag til den anden. Men 25 år senere er vi atter vidner til dramatiske begivenheder, der gør, at man med rette kan stille spørgsmålet, om Fukuyama havde ret i, at netop de vestlige, liberale idéer kunne antages at være universelle og at udgøre fundamentet ikke blot i nationale politiske og økonomiske styreformer, men også som fundamentet for global orden.

Da Fukuyama erklærede historien for et afsluttet kapitel, havde han ret i, at der ikke længere var et egentligt alternativ til den vestlige liberale orden. Med kollapset af det kommunistiske sovjetstyrede system og dets institutionelle apparat var den vestlige orden og dens institutioner de facto det eneste internationale styringssystem tilbage i manegen.

Antagelsen af, at den liberale orden nu var universel, syntes tilmed at blive understøttet af udviklingen umiddelbart efter enden på Den Kolde Krig. I Europa førte afslutningen af Den Kolde Krig til nye relationer på tværs af de gamle skillelinjer og hurtige tiltag til udvidelse af de vestlige institutioner såsom Nato, EU og Europarådet. På globalt plan blev der også øget mulighed for samarbejde, der ikke før ville have været muligt. Sidstnævnte kom f.eks. til udtryk i Golfkrigen i 1990, hvor en koalition af 34 stater (heriblandt mange ikkevestlige) gik sammen i befrielsen af Kuwait. En lignende udvikling var tydelig i FN, hvor det ellers handlingslammede sikkerhedsråd blev i stand til at tage beslutninger. I 10-året efter Den Kolde Krig kunne FN således påtage sig flere missioner, end det havde været muligt at opnå enighed om i hele dets tidligere eksistens.

Antagelsen om universaliseringen af det vestlige liberale demokrati som den endelige form for menneskeskabt regeren syntes også umiddelbart at blive understøttet. Antallet af demokratiske stater steg markant i årene efter Den Kolde Krig, og udenrigspolitik i både Europa og USA blev langt hen ad vejen et spørgsmål om udbredelse af demokrati og liberale rettigheder. Dette var også tilfældet på det økonomiske område, hvor den såkaldte Washington-konsensus gav sig udslag i en universel opskrift på økonomisk udvikling og transformation – nemlig at stater på vej mod demokratiets lyksaligheder først skulle gennem en smertefuld stabiliserings-, privatiserings- og liberaliseringsproces.

Resultatet var, at det igennem 1990’erne så ud som om Fukuyamas argument ikke var helt tosset.

I bagklogskabens klare skær er det dog tydeligt, at det, der endte i 1989, ikke var historien, men snarere det bipolare internationale system, der havde affødt en ideologisk konfrontation mellem de to supermagter. I det nye, unipolære system fik det ”vindende” liberale idésæt ideelle betingelser for yderligere udbredelse og gav dermed et (omend falsk) indtryk af, at der var tale om en permanent situation, og at det var idésættets liberale indhold og kvalitet, der gjorde det universelt. Dette betød også, at man i Vesten kunne forblive i den tro, at hele det globale system nu kunne styres efter universelle, liberale principper med brug af de vestlige institutioner, der var blevet etableret efter Anden Verdenskrig.

Om end der stadig ikke er et overbevisende alternativ til den eksisterende, liberale verdensorden, er det i dag ikke universalisering, der synes at være trenden, men snarere en markant udfordring af liberale værdier og af legitimiteten af dens etablerede internationale institutioner. Islamisk Stat (IS), Rusland, Kina og sågar demokratier som Brasilien og Indien har til fælles, at de i forskellig grad (og med meget forskellige metoder) afviser universaliteten af den vestlige, liberale verdensorden. Alle har i forskellig grad alternative fortolkninger af, hvordan hjemlige politiske systemer skal indrettes, og hvilke internationale institutioner, der skal oprettes eller prioriteres.

Dertil kommer, at det må konstateres, at liberalismens løfte om frihed, velstand og demokrati langtfra er blevet indfriet i en række lande, hvor befolkningerne ellers var blevet stillet disse goder i udsigt. Desuden er de seneste seks års økonomiske krise og de vestlige politiske systemers manglende evner (eller manglende politisk vilje) til at løse de mange påtrængende problemer næppe et incitament til efterligning. Vesten har dermed mistet noget af sin tiltrækningskraft – eller det, som Joseph Nye kalder »soft power«.

Selvom det ikke kan nægtes, at det vestlige, liberale styringssystem – i internationalt såvel som nationalt regi – er i krise, er det ikke sikkert, at en løsning af krisen vil bringe den liberale model tilbage som universaliseringstrenden. Lige så vel som, at det var forandringer i det internationale system, der gav anledning til liberalismens (midlertidige) universalisering, er det i dag også primært forandringer i det internationale system, der leder til, at vi nu oplever en stigende pluralitet af konkurrerende idésæt. Samtidig er nye magter på vej op i det internationale system, som alle kræver øget indflydelse. Det »unipolære øjeblik« er dermed overstået og er ved at blive erstattet af et nyt internationalt system karakteriseret af sideløbende magtspredning og idémæssig mangfoldighed. Man kan kalde det nye system et polycentrisk internationalt system.

Det siger sig selv, at et polycentrisk internationalt system karakteriseret af forskellige magtcentre med forskellige fortolkninger af, hvordan den hjemlige politik bør organiseres, og hvordan orden i det internationale system opretholdes, ikke på samme tid kan være en universal liberal verdensorden med universalisering af demokrati og liberale værdier. Dette må forventes at være tilfældet, uanset om de vestlige lande formår at løse de påtrængende kriser både i de internationale institutioner og i de hjemlige politiske systemer. Med andre ord er det nødvendigt at gøre op med den udbredte antagelse, at vestlige værdier og politiske styringssystemer har universel appel, og at det kun er et spørgsmål om tid, før ”de andre” opnår samme udviklingsstadie (demokrati og et liberalt værdisæt) som ”os”.

Så hvad kan vi forvente os i fremtiden, og hvilken strategi skal vestlige demokratier følge?

For det første er det nødvendigt at styrke den liberale kerne. Liberal orden kan måske ikke forblive en verdensorden, men med en styrket kerne kan den bestemt blive en af flere forskellige ”ordner”. For at det skal kunne lade sig gøre, er det dog nødvendigt først at få orden i eget hus – både økonomisk og politisk – og at acceptere, at troen på universaliseringen af liberale værdier er ønsketænkning. Vi må anerkende, at andre styringsformer også har validitet, og finde nye måder for samarbejde på tværs af skillelinjer med andre internationale ordner. Sidstnævnte er nødvendigt, uanset at vi måske ikke deler værdier, for der vil altid være problemer, der kun kan løses globalt, og der vil også i fremtiden være behov for globale (ikke bare vestlige) bidrag til globale offentlige goder (f.eks. udviklingshjælp, åbne og stabile handelsruter, finansielle strukturer m.m.).

Opgaven forude bliver ikke let, for globalt samarbejde kan ikke forventes at følge samme mønster, som det har været tilfældet i de seneste syv årtier. Der vil uden tvivl skulle tænkes ud af boksen, og der vil skulle sluges nogle gevaldige værdipolitiske kameler. Historien er absolut ikke slut – men et nyt kapitel er begyndt – vi har bare ikke helt opdaget det endnu.