Tyrkiet hverken stikker eller bekender

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Oktober 2014 er blevet en skammens måned for det internationale samfund. Den syriske by Kobani er ved at falde. En by, der oprindeligt havde 400.000 indbyggere. Inden længe har Islamisk Stat taget magten, og det internationale samfund gør ikke det store. De ser nærmest passive til. Og Islamisk Stat fortsætter. Nu i nærheden af Bagdad.

Kobanis mulige fald er resultatet af den strategi – eller rettere – mangelfulde strategi, som USA og koalitionen har lagt for dagen i kampen mod Islamisk Stat. De tror, at bombardementer fra luften er nok til at klare disse banditter, som snor sig gennem ørkenen på deres knallerter og Toyota pickups. Jihadisterne har delt sig i mange små enheder, blander sig med civilbefolkningen og kan ikke bekæmpes kun fra luften.

Kobani er kurdisk, og det er kurdiske styrker, som i disse timer kæmper for, at byen ikke skal falde i hænderne på bødlerne fra IS. Tyrkiet ligger så tæt på, at tyrkiske styrker er direkte vidne til de kampe, der foregår, og landet er med rette blevet kritiseret for dets kyniske passivitet. Jeg har selv flere gange kritiseret den manglende tyrkiske indblanding, fordi den især går ud over civilbefolkningen.

Ikke engang tyrkiske kurdere har fået lov til at hjælpe deres etniske fæller på den anden side af grænsen. At hele situationen i Mellemøsten er kaotisk, kan ses på de demonstrationer, der foregår i Tyrkiet i øjeblikket mod den tyrkiske regerings passivitet over for IS. For nylig er ikke mindre end 24 kurdere, primært fra kurdiske forstæder, dræbt under voldelige demonstrationer.

Lad mig sige det meget klart. Tyrkiet har et stort medansvar for den nuværende konflikt. Den tyrkiske passivitet har i høj grad været medvirkende årsag til styrkelsen af IS. Landet har blandt andet ladet jihadister komme ind over grænsen til Syrien, man har ladet IS sælge olie på det sorte tyrkiske marked, og man har ladet IS’ sårede jihadister blive behandlet på de tyrkiske privathospitaler.

Der er dog ingen tvivl om, at de seneste måneders vedvarende offensiv fra IS efterhånden er ved at sætte sine politiske spor i Tyrkiet og hos præsident Erdogan. Landet oplever nu selv urolighederne på nærmeste hold, for der går forlydender om, at der nu befinder sig organiserede IS-styrker inde i Tyrkiet.

Men hvad er grunden til denne totale passivitet? Det er der flere forklaringer på.

Tyrkiet står over for et langt mere komplekst forhold til krisen i regionen sammenlignet med resten af Vesten. Foruden IS er landet nødt til også at forholde sig til kurderne (heriblandt specielt PKK og udspringerorganisationen PYD) og den syriske diktator Assad.

Kontroversen mellem Tyrkiet og kurderne har efterhånden stået på gennem mange årtier. Erdogan er bange for, at den massive støtte, som Vesten giver kurderne i denne tid, vil styrke dem så meget, at de kan blive en trussel for tyrkisk enhed. Noget, Erdogan ikke ønsker at se.

Samtidig anser Tyrkiet Assad for at være en skruppelløs diktator, hvilket de fleste jo nok kan blive enige om, men modsat det meste af Vesten og landene i den internationale koalition, anser Tyrkiet Assads regime som en større trussel end IS.

Der er forlydender om, at Erdogan rent politisk gerne ser, at Tyrkiet er med til at ”forme” Mellemøsten i landets interesser både økonomisk og politisk. Det vil en styrket kurdisk gruppe – måske endda et selvstændigt Kurdistan – være en kæp i hjulet for. Det samme vil et styrket IS være, og et styrket Assad-regime vil ligeledes være i vejen for den plan.

Det er derfor, at Tyrkiet og Erdogan i disse dage forsøger at prioritere deres ressourcer op imod både kurderne, IS og Assad. Det er vigtigt, at ingen af dem kommer styrket ud af den internationale koalitions indsats mod IS.

Man må heller ikke underkende det faktum, at IS er sunnimuslimer – ligesom flertallet i Tyrkiet. Det betyder ikke, at Tyrkiet derfor sympatiserer med IS, men fælles for sunnimuslimske IS og Tyrkiet er, at hadet til den shiamuslimske Assad og Assads shiitiske forbundsfæller Iran og Hizbollah, er indædt. Det kan derfor ikke afvises, at Tyrkiet ser en pointe i, at IS reelt set kan være med til at nedkæmpe den syriske diktator.

Indtil for nylig blev den tyrkiske passivitet forklaret med, at 49 af deres diplomater blev holdt fanget af IS. Men de er nu blevet løsladt, så den undskyldning kan ikke længere bruges. I den vestlige verden mener man, den tyrkiske passivitet skyldes, at tyrkerne egentlig er godt tilfredse med det, der foregår. De bryder sig jo hverken om IS eller om PKK og overlader det til dem at slå hinanden ihjel.

Det er meget muligt, at der er noget om snakken, men det er bestemt ikke det budskab, som den tyrkiske præsident Erdogan har solgt til den arabiske verden. Hans argumenter har gjort ham meget populær i Tyrkiet og har vakt genklang i hele Mellemøsten. Ifølge ham vil Tyrkiet gerne ind i kampen mod IS, men de vil have sikkerhed for, hvad der sker efter en eventuel befrielse af byen Kobani.

Det er for kortsigtet blot at befri den by, for IS vil uden tvivl fortsætte deres erobringer andre steder. Erdogan ønsker en international strategi, som omfatter bekæmpelsen og afsættelsen af den syriske diktator Assad. Manden, som er hovedårsagen til hele miseren, og som har brugt kemiske våben mod sin egen befolkning.

Den tyrkiske præsident ønsker, at der samtidig skal foreligge en plan for, hvordan man bedst muligt kan hjælpe den syriske civilbefolkning. Hans forslag er, at der skal oprettes en 40 km bred og 800 km lang sikkerhedszone mellem den tyrkiske og syriske grænse.

Den zone skal udgøre et sikkert sted til de mange syriske flygtninge og skal samtidig være hjemsted for den moderate opposition, men det vil kræve landtropper at forsvare en sådan zone. Men det vil koalitionen og især USA ikke høre tale om.

Jeg mener, at den tyrkiske passivitet bunder i en kombination af de nævnte begrundelser. Ser man situationen med tyrkiske briller, har Tyrkiet en pointe med at efterspørge en langsigtet strategi. Uden indsættelse af landtropper, uden en humanitær frizone og uden afsættelse af Assad vil det ikke være muligt at bremse IS.

Så længe borgerkrigen i Syrien fortsætter, og så længe Syrien er en fejlstat, vil der være uro i området, og grupper som IS vil dukke op igen og igen.

Generelt peger situationen på, at konflikten har udviklet sig til en så kompleks størrelse for Tyrkiet, at landet ikke ved, om det skal stikke eller bekende – og i givet fald hvor og hvor ikke. Resultatet er et passivt Tyrkiet, der træder vande. Det kan det også godt lige nu, men før eller siden må det agere, for ellers drukner landet.