Tiden er ved at løbe ud for en tostatsløsning

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Overfladisk betragtet forekommer det logisk, at de, der virkelig går ind for en israelsk-palæstinensisk fredsaftale, skulle være nervøse over en forsoning mellem de palæstinensiske grupper Fatah og Hamas, når man ret betænker sidstnævntes terrorbaggrund og erklærede modvilje mod at anerkende Israel.

Denne forståelige reaktion – som blev antydet af en talskvinde for den amerikanske regering – burde imidlertid tages op til fornyet overvejelse set i lyset af den vanskelige situation, som den aktuelle ”fredsproces” befinder sig i. Faktisk kunne tilnærmelsen mellem Fatah og Hamas godt være en positiv udvikling i det brydsomme forsøg på at nå frem til en meningsfyldt fred.

Alt med hensyn til Israel-Palæstina er såvel kompliceret som kontroversielt, så lad mig forklare det i nogle enkle udsagn.

Hamas står historisk svagt – og derfor går organisationen med til at forsone sig med Fatah.

Man skal huske på, at Hamas ideologisk, oprindelsesmæssigt og tilhørsmæssigt er en gren af det internationale muslimske broderskab. Da den egyptiske gren af broderskabet, som historisk set er dets udgangspunkt, dannede regering i Egypten efter valget af Mohamed Mursi, var det til stor fordel for Hamas. For første gang i Hamas’ historie var den egyptiske regering på organisationens side.

Hamas afbrød mere eller mindre forbindelsen med Bashar Assads styre i Syrien, fordi det egyptiske broderskab forlangte det, og fordi Hamas havde langt mere at vinde ved at være tæt tilknyttet et Egypten ledet af broderskabet end et syrisk styre, der angreb sunnimuslimske islamister.

Da Mohamed Mursi og broderskabet blev afsat på grund af en kombination af offentlige protester og et militærkup, mistede Hamas sin vigtigste støtte. Med udgangspunkt i Hamas’ svækkelse gik Mahmoud Abbas’ Fatah i forhandling med Israel i håb om at isolere Hamas yderligere. Strategien virkede.

Hamas’ vurdering er nu, at organisationen ikke har andre steder at gå hen, og at den ikke selv kan give indbyggerne i Gaza noget meningsfyldt. Forsoningen er et forsøg på at sikre sig berettigelse og markere sig forud for kommende valg.

Om også Israel havde forhandlet en vellykket fredsaftale med Fatah, der er på Vestbredden, ville aftalen ikke have været meningsfyldt uden Hamas’ i hvert fald stiltiende accept.

Hamas kontrollerer ikke alene Gaza, hvor der bor 1,65 millioner palæstinensere, men har også betydelig støtte på Vestbredden, selv om organisationen ikke varetager styret dér. Det betyder, at Hamas var mere end tilstrækkeligt stærk til at være den, der reelt kunne ødelægge en fredsaftale.

For Israel ville fred med kun en del af det palæstinensiske folk ikke have været fred overhovedet. Kritikere både i og uden for premierminister Benjamin Netanyahus regering havde fat i noget, da de fastholdt, at der ikke var nogen sand partner for fred på palæstinensisk side.

Selv om Mahmoud Abbas var oprigtig, og selv om Fatah måske havde været med, kunne gruppen ikke på troværdig vis påberåbe sig at repræsentere det palæstinensiske folk.

Fredsprocessen er ikke kommet ud af stedet – fordi ingen af parterne har været specielt interesserede i hurtigt at nå en fredsaftale.

Mahmoud Abbas frygtede med god grund, at den berettigelse, han stadig måtte nyde som palæstinensisk leder, ville forsvinde, hvis han indgik en aftale, som Hamas afviste, og at han hurtigt ville miste embedet enten ved et valg eller på anden vis.

Benjamin Netanyahu er ikke kun personligt skeptisk over for muligheden for en tostatsløsning; han lægges også hindringer i vejen af koalitionspartnere, der ikke har tillid til palæstinenserne og ideologisk set afviser muligheden for en aftale om landområder for fred.

Den eneste grund til, at fredsprocessen overhovedet har humpet af sted, er, at præsident Barack Obama holder den i live. For præsident Obama har det vigtigste mål været at fortælle arabiske allierede, at han til forskel fra George W. Bush ikke lukker øjnene for problemet.

Han ved udmærket, at sandsynligheden for et vellykket resultat er lille, men prisen for at ignorere problemet forekommer at være større end prisen for at gøre et forsøg og så lide nederlag i forsøget på at nå en løsning – i det mindste så længe forventningerne er beskedne.

For John Kerry, der endelig har det job, han har ønsket sig i adskillige år, er det at give sig i kast med fred i Mellemøsten indbegrebet af at opføre sig som en udenrigsminister. At rejse frem og tilbage mellem israelere og palæstinensere forekommer dog i det mindste at være produktivt i en verden, hvor USA’s rolle mht. Kina er begrænset, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, giver præsident Obama baghjul.

Selvfølgelig ville John Kerry elske at få en aftale i stand og den nobelfredspris, der følger med. Hans personlige engagement er nok til at få israelerne og palæstinenserne til at foregive at tale sammen – men ikke nok til at få dem til at gå med til noget, de ellers ikke rigtigt ønsker.

Nu, da Hamas formentlig kommer med i regeringen, og der holdes palæstinensiske valg, er der chance for en legitim palæstinensisk regering, der kunne være en troværdig partner i reelle fredsdrøftelser med Israel. Formelt er Hamas stadig imod, men man skal huske på, at Det Muslimske Broderskab i Egypten sagde, da det kortvarigt var ved magten, at det var parat til at respektere Camp David-aftalerne med Israel.

Det er muligt, at Hamas med den rette tilskyndelse og ledelse kunne deltage i en palæstinensisk regering, der virkeliggør en stat.

En palæstinensisk national samlingsregering kunne bringe ofre, som en regering, der ikke spændte over hele det palæstinensiske spektrum, aldrig ville kunne. Fatah-aktivisten Marwan Barghouti, der har siddet fængslet i Israel siden 2002, kunne potentielt blive bindeled mellem de palæstinensiske parter. Ingen betegner et sådant resultat som sandsynligt, men Fatah uden Hamas kan bestemt ikke få en fornuftig aftale i stand.

Forsoningen mellem Hamas og Fatah er positiv for sandsynligheden for en meningsfyldt fred. Man kan ikke indgå fred med en halv befolkning: Hele befolkningen skal være repræsenteret ved bordet. Hvis palæstinenserne kan frembyde en fælles front og vilje til at forhandle, kan det være, at israelerne sætter kurs mod politisk forsoning med udsigt til muligheden for en aftale.

Sandsynligheden for det ser måske nok beskeden ud i øjeblikket, men israelerne har tidligere været i stand til at vælge regeringer med et mandat til at forhandle, når palæstinenserne formåede at ligne seriøse partnere. Vi har formentlig kun omkring 10 år tilbage, hvori en tostatsløsning stadig er mulig. Palæstinensisk forsoning er en forudsætning for fred. Man må håbe, at den varer ved.