Klimaforandringer truer Vietnam

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Ifølge en nylig rapport fra FN’s klimapanel, IPCC, er 95 pct. af forskerne enige om klimaforandringer og den menneskelige indflydelse herpå. I Danmark skrives der ofte om klimaforandringer i pressen, men for den enkelte borger opfattes det ofte ikke som noget, der er tæt på.

Klimaforandringer er dog ikke så langt væk, som vi måske går og tror. Faktisk opsøger mange danskere regelmæssigt de områder i verden, som er mest påvirkede af klimaforandringer. De strande og øer, der er så populære som rejsemål, er blandt de områder, som ventes at blive mest berørt af klimaforandringer, og mange af dem påvirkes allerede i dag negativt.

Tag f.eks. Vietnam, der er et populært rejsemål på grund af sit køkken og sine strande. Det tilpasser sig allerede klimaforandringer. Landets lange kystlinje, der virker som en magnet på turister, gør det særligt sårbart over for konsekvenser af klimaforandringer. Sådanne konsekvenser, som forskere ofte splitter op i ”gradvise forandringer” og ”ekstreme begivenheder”, er en håndgribelig trussel mod Vietnams udvikling.

Gradvise forandringer i Vietnam omfatter forsaltning af floder og øget uforudsigelighed, hvad regntiden angår. Forsaltning er et problem, der bliver mere og mere alvorligt for Vietnams omfattende flodsystemer og de tilliggende områder. I de senere år er der meldt om indtrængning af saltvand i en udstrækning på op til 60 km ind i landet. Det er en trussel mod de virksomheder og landbrug, der ligger langs floderne og har behov for konstant adgang til ferskvand. Somme tider er det også resulteret i forurening af ferskvandsforsyningen, så det også frembyder en udfordring for turismen samt for den enkelte borger og dennes hverdag.

Også på et andet område mærkes de gradvise ændringer: Tidligere kunne man regne med, hvornår regntiden satte ind, men nu er dens begyndelse omgærdet af en vis usikkerhed, og det frembyder en alvorlig risiko for risproduktionen, som er en bærende søjle i Vietnams landbrugsøkonomi og har en væsentlig påvirkning på millioner af vietnamesere. Dertil kommer, at alvorlige oversvømmelser og kraftigt uvejr, som typisk indtraf længere fremme i regntiden, nu somme tider indtræffer tidligere og overrasker de lokale myndigheder og indbyggerne samt fører til større ødelæggelser og tab af menneskeliv.

Ekstreme vejrforhold undergraver også Vietnams socioøkonomiske udvikling. Grundet sin lange kystlinje og lave beliggenhed er Vietnam særligt udsat for oversvømmelse og orkaner. Det er forhold, som ofte fører fysisk og økonomisk ødelæggelse med sig, for slet ikke at tale om menneskelige tab. Alene i det seneste par måneder af 2013 blev det centrale Vietnam ramt af tre tyfoner, som sikkerheds- og udviklingsmæssigt gjorde situationen mere og mere uholdbar for hundredtusinder af mennesker.

Alle disse konsekvenser af klimaforandringer er led i en bred global tendens, men ødelægger bestemte lokalområder. Det virker destabiliserende på småbønders indtægt og undergraver deres mulighed for at investere i næste års produktion – for slet ikke at tale om uddannelse, sundhedsvæsen og andre vigtige faktorer for folks trivsel og udvikling. Det truer erhvervslivet, infrastrukturen og udenlandske investeringer. Det vurderes, at konsekvenserne bliver alvorligere og kommer til at indtræffe hyppigere på grund af klimaforandringer.

Der er dog mange aspekter ved klimaforandringer. For eksempel kan både myndigheder og berørte borgere skride ind for at foretage tilpasning til hver af de konsekvenser, der er nævnt ovenfor.

I Vietnam har staten lavet et udkast til en tilpasningspolitik. Da konsekvenserne af klimaforandringer er lokale, har provinsmyndighederne fået ansvaret for at udarbejde handlingsplaner. Embedsmænd på distrikts- og kommuneniveau støtter planlægningsprocessen ved at afdække behov og vigtige opgaver i deres område.

Andre tiltag fra embedsmænd på lokalt niveau siger noget om den virkelighed, som gør sig gældende i henseende til aktuelle, håndgribelige klimaforandringer. Gennem de seneste 15 år er der sket en mærkbar forbedring af indsatsen over for og forebyggelsen af katastrofer, efter at adskillige tyfoner og oversvømmelser har vist, at det har været nødvendigt at tage sådanne skridt. Infrastrukturtiltag som dæmninger og diger, der beskytter mod oversvømmelser og stormflod, har høj prioritet i den kommunale, distrikts- og provinsmæssige planlægningsproces, mens dæmninger også har stor værdi i forbindelse med at bremse saltindtrængning i floder.

Dertil kommer, at embedsmænd på distriktsniveau støtter klimatilpasningsaktiviteter på mere ad hoc-basis, f.eks. ved at effektivisere genbosætning af borgere, der bliver ramt af oversvømmelser. Selv når embedsmænd på distrikts- eller kommuneniveau ikke nødvendigvis forstår klimaforandringer, gør de deres bedste for at tackle de håndgribelige udfordringer, som de medfører.

Lokale bønder, som måske er dem, der er mest berørte af klimaforandringer, reagerer også. Nogle er gået over til udsædssorter, der udvikler sig hurtigt, for bedre at kunne høste, før den første kraftige nedbør falder. Andre har udvidet deres indtægtskilder og kastet sig over andre indtægtsgivende aktiviteter som manuelt arbejde i tilgift til eller i stedet for landbrugsproduktion. Mange af dem i områder, der er hårdt ramte af forsaltning, har helt opgivet at dyrke landbrug og ernærer sig i stedet ved at opdrætte fisk og skaldyr (krabber og rejer) i saltvand.

Hvad Vietnam angår, står det klart, at folk tilpasser sig bedst muligt til omstændighederne, der er blevet mere udfordrende på grund af klimaændringer.

På globalt plan møder klimatilpasningstiltag dog betydelige udfordringer. En sådan udfordring er f.eks. det, som er i fokus for selve den humanitære hjælp og udviklingsbistanden.

En nylig FN-rapport lader formode, at fokus for humanitær hjælp og udviklingsbistand næsten kun er på det reaktive snarere end det forebyggelsesmæssige område. Denne reaktive situation frembyder ingen løsninger, men indskrænker sig til kostbare, midlertidige foranstaltninger. Der er behov for en ny model for udviklingsplanlægning, som indarbejder klimahensyn i lokale planlægningsprocesser.

Som klimatilpasning i Vietnam har vist, ligger løsningen på det lokale plan. Det er dér, at specifikke konsekvenser mærkes, og handlinger, der modsvarer dem, skal iværksættes. Udviklingsbistand og humanitær hjælp bør derfor fokusere på at opbygge lokal kapacitet med henblik på snarere at forebygge end at reagere på konsekvenser af klimaforandringer. Dette kunne f.eks. omfatte formidling af viden om fremskrevne konsekvenser af klimaforandringer som led i opbygning af en lokal infrastruktur, der tager højde for fremtidige forandringer, i stedet for at bevilge penge senere til at opgradere eller genopbygge en utilstrækkelig infrastruktur.

Hvad klimatilpasning angår, er det lokalområdet, der står i centrum. Hvis de lokale myndigheder ikke har den fornødne kapacitet eller støtte til at indarbejde klimatilpasning i deres planlægning, vil bestræbelser på at tackle klimaforandringer konstant være mindst et skridt bagefter. I en verden, hvor de ødelæggende konsekvenser af klimaforandringer allerede mærkes, har vi ikke råd til at sakke yderligere bagud.