Obamas passivitet har konsekvenser

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Der er mange grunde til, at USA’s præsident, Barack Obama, ikke vil inddrages i Syrien-situationen. Og når jeg siger inddrages, taler jeg ikke om at yde humanitær bistand eller deltage i Genève-processen. Jeg taler om, hvad der er nok så vigtigt: At militarisere USA’s rolle ved enten at støtte oppositionen med avanceret militærudstyr eller ved direkte at anvende amerikansk militærmagt – eller begge dele.

Dertil kommer, at det i nogen tid har stået klart, at præsidentens ikke-indblandingspolitik i Syrien-spørgsmålet ikke fører nogen vegne – hvis der med ”fører nogen vegne” menes at presse præsident Bashar al-Assad til at opgive magten og bringe borgerkrigen i Syrien til ophør. Den amerikanske udenrigsminister John Kerrys udtalelser om politikkens begrænsninger, fortsatte humanitære rædsler, det mislykkede fredsforsøg i Genève og Syriens nølen i spørgsmålet om kemiske våben er blot en yderligere bekræftelse af, at USA intet ændrer ved intet at foretage sig.

Det er dog mere end sandsynligt, at en reel ændring i USA’s Syrien-strategi ikke ligger lige for. Hvad det angår, har Barack Obama været forbløffende klar i mælet. Faktisk er det, når man læser The New Yorker-redaktør David Remnicks interview med præsidenten i selvsamme magasin, velgørende at være vidne til en sådan ærlighed og klarhed – uanset om man er enig i den førte politik eller ej:

»Det er det, der er sket, der piner mig. Det er ikke min beslutning om ikke at kaste mig ud i en ny mellemøstkrig, der piner mig. Det er meget vanskeligt at forestille sig et scenarie, hvor vort engagement i Syrien ville have givet et bedre resultat, når vi lige undtager amerikansk vilje til at gøre en indsats, der i omfang og rækkevidde svarer til den amerikanske indsats i Irak. Det er ønsketænkning, når jeg hører folk sige, at hvis vi blot på en eller anden måde havde finansieret og bevæbnet oppositionen noget tidligere, at så ville Bashar al-Assad på en eller anden måde være væk nu, og vi ville stå med en fredelig overgangsløsning.«

Der er dog én grund til præsidentens forsigtighed, som han næsten aldrig kommer ind på – og det er måske en af de mest afgørende. Ikke overraskende har den at gøre med Barack Obamas vigtigste udenrigspolitiske mål i Mellemøsten: en atomaftale med Iran.

Bortset fra et nyt al-Qaeda-angreb på USA er Iran-spørgsmålet det eneste udenrigspolitiske anliggende, der har potentiale nok til at ødelægge Barack Obamas sidste år som præsident.

Hvis diplomatiet slår fejl, og Iran tager skridt til at skabe det fornødne grundlag for at kunne fremstille våben eller endog kommer tæt på at kunne fremstille våben, der kan fremføres, vokser risikoen for, at tre meget ubehagelige ting sker: For det første at Barack Obama får skyld for at være den leder, i hvis embedsperiode mullaherne anskaffede atombomben, for det andet at Israel angriber Iran, og for det tredje at USA bliver nødt til at gøre det samme eller bliver trukket ind i krigen mellem Israel og Iran. Det første scenarie vil give Barack Obama et eftermæle som en svag og udmanøvreret præsident. De to andre scenarier vil varsle ilde – og medføre risiko for faldende kurser, stigende oliepriser, angreb på de amerikanske styrker i Afghanistan og terror ved stedfortræder.

Præsident Obamas vigtigste mål i Mellemøsten er derfor at undgå et opgør med Iran, hvis det overhovedet er muligt. Og hvis jeg læser ham rigtigt, mener han også, at det måske kunne have det plus at bidrage til at stabilisere regionen.

Hvor passer Syrien så ind i alt dette?

For at amerikanerne kan komme videre i henseende til Iran, bliver de lidt forenklet sagt nødt til at tale med iranerne – ikke skyde på dem i Syrien eller andre steder. Det sidste, Barack Obama har brug for eller råd til lige nu, er direkte militær indgriben i Syrien, der ville føre til stedfortræderkrig, dræbe enheder fra den iranske revolutionsgarde, der hjælper Bashar al-Assads styrker, eller overbevise Iran om, at formålet med USA’s politik er at lægge et USA-støttet sunnimuslimsk greb om Syriens shiamuslimske styre.

Kritikere af præsidentens Iran- og Syrien-politik vil have ham til at stile efter disse mål. Som de ser det, vil Iran, dersom USA styrter Bashar al-Assad, blive underlagt flere begrænsninger og udgøre en mindre trussel, og det vil sænke sit atomvåbenambitionsniveau.

Det er et interessant synspunkt – og ret beset en markant strategi. Det bunder tillige i den antagelse, at Syrien ikke har afgørende iransk interesse, og at støtte til sunnimuslimerne vil gøre Iran nervøs og mere føjelig. Men selv om Syrien ikke er så vigtigt for Iran som Irak, er det stadig meget vigtigt. Mullaherne har ikke rigtigt den store adgang til Libanon eller shiamuslimske allierede, hvis der ikke er et venligt styre i Damaskus. Den anden antagelse er langt mere usikker. Man kunne argumentere for, at en inddæmningspolitik rent faktisk kunne fremskynde iranske atomambitioner, i takt med at den sunnimuslimsk-amerikanske løkke strammes.

Kan jeg bevise, at Obamas Syrien-politik er offer for hans Iran-politik? Nej. Men Iran er utvivlsomt en vigtig faktor i hans forsigtige tilgang til den fortsatte borgerkrig. Faktisk er det naivt at antyde, at Barack Obamas Iran-kalkulation ikke spillede en rolle i hans modvilje mod at anvende magt i Syrien, da krigsskyerne i september i fjor trak sammen på grund af Bashar al-Assads brug af kemiske våben. På det tidspunkt var en hemmelig amerikansk-iransk forhandlingskanal allerede en kendsgerning.

Det kan ikke overraske, at præsidenten ikke har lyst til at vedkende sig Iran udtrykkeligt i sin Syrien-politik. Hvis han gjorde det, ville det se ud, som om han ofrede moralske, humanitære mål til gengæld for et mere ufølsomt, strategisk formål og forsonede sig med Iran, mens mullaherne hjælper Bashar al-Assad med at begå uhyrligheder. Det ville kun irritere hans kritikere endnu mere. Kendsgerningen er selvfølgelig, at USA’s Syrien-politik er amoralsk, men ikke nødvendigvis umoralsk. Vi tager andre hensyn i betragtning for at kunne træffe en afgørelse – nej, hvor overraskende.

Det store spørgsmål er nu, om Barack Obama efter at have truffet sine politiske valg faktisk kan nå de to mål, som han har sat sig i Mellemøsten: At få Bashar al-Assad til forhandlingsbordet, hvor han kan blive overbevist om, at han skal træde tilbage, og at bremse Irans atomambitioner.

Ud fra mine år i bl.a. det amerikanske udenrigsministerium og den verden, vi lever i, tvivler jeg stærkt på, at Barack Obama får held med sit forehavende. Nu om dage forekommer en diplomatisk heltedåd af den art ikke mulig. Jeg håber, at Iran-sagen ender godt. Ellers vil Barack Obamas kritikere klandre ham for at have fejlet i to mellemøstlande – og verden vil stå tilbage med en masse mullaher, der er bevæbnet med atombomber, og et syrisk styre, der fortsætter med at begå uhyrligheder og trodse både amerikanske og internationale sanktioner.