Vesten lærer af Kina i Afrika

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Efter i årevis at have kritiseret Kinas indsats i Afrika er Danmark og andre vestlige lande begyndt at skele til Kinas tilgang til det afrikanske kontinent. Med den nylige udnævnelse af Mogens Jensen til handels- og udviklingsminister er det første gang, at de to poster er blevet samlet i én. Handels- og investeringsinteresser begynder at overskygge den mangeårige vægt på menneskerettigheder og demokrati i dansk udviklingspolitik.

Der er nogle helt klare kinesiske træk ved den nye struktur i Danmark. I Kina er det det store og indflydelsesrige handelsministerium, der står for kinesisk udviklingspolitik via sin afdeling for udlandsbistand.

Formålet med Kinas Afrika-politik er at koble landets stærke sider som infrastrukturudvikling sammen med de afrikanske samarbejdspartneres stærke sider, eksempelvis inden for naturressourcer, så der opnås en win-winsituation.

Det er ikke længe siden, at Kinas engagement i Afrika blev negativt omtalt i Europa og USA. Kina blev kritiseret for sit politiske og økonomiske samarbejde med styret i Sudan og Zimbabwe. Kinesiske virksomheder blev kritiseret voldsomt for de sociale og miljømæssige konsekvenser, som deres udnyttelse af Afrikas naturressourcer havde.

I den kategori er Kina dog ikke alene. Private investeringer, som europæiske og amerikanske olie- og mineselskaber foretager i misliebige afrikanske lande, bl.a. Ækvatorialguinea, harmonerer fremdeles dårligt med de enkelte landes fremme af menneskerettigheder og demokrati.

Vestlige lande forsøger sig mere og mere med Kinas win-winopskrift i Afrika på et tidspunkt i lyset af stagnerende økonomier og kritiske vælgere på hjemmefronten. Selv socialt progressive donorlande, bl.a. Holland, har genoplivet en gammel udviklingspolitik og stræber i stadig større udstrækning efter nye kommercielle muligheder i Afrika, der rækker ud over bistand og velgørenhed.

Samtidig med at vestlige lande retter blikket østpå mod Kina for at få sat gang i deres handel med og investeringer i Afrika, retter Kina blikket vestpå for at lære, hvordan det kan forbedre det udviklingsmæssige resultat af sin bistand og ligeledes gøre bistanden mere bæredygtig.

For at forstå den ændring, der er indtruffet i Kinas tilgang til sit Afrika-engagement, er det vigtigt at huske på realiteterne bag Kinas forhold til Afrika. De er i hastig forandring. I næsten 50 år var Kinas samarbejde med Afrika hovedsagelig politisk og bygget op omkring en fælles historisk erfaring med kolonisering.

Historien er stadig vigtig for den politiske dialog, men handel og investeringer er de seneste 10 år begyndt at dominere Kina-Afrika-forholdet. Kina overhalede USA som Afrikas største samhandelspartner i 2009. Samhandelen voksede fra 10 mia. dollars i 2000 til 210 mia. dollars i fjor. Kinesiske virksomheder er også betydelige investorer i Afrika, især inden for naturressourcer og infrastruktur.

Konflikt og manglende stabilitet har imidlertid været en trussel mod denne blomstrende økonomiske forbindelse de senere år. Kinesiske virksomheder kommer i stigende grad ud for politiske og sikkerhedsmæssige risici. Derfor afpasser kinesisk diplomati sin indsats, så den ikke blot går ud på at fremme økonomiske interesser, men også værner om Kinas handel og investeringer i Afrika.

Det kinesiske udenrigsministerium får en stadig større rolle i at mægle i konflikter i Afrika og bidrage til fred og sikkerhed, hvor afrikanske lande måtte ønske det. Da det kom til konflikt i Sydsudan i december i fjor, og hundredvis af kinesiske oliearbejdere blev evakueret fra landet, var Kinas særlige udsending i Afrika, Zhong Jianhua, hurtig til at støtte regionale bestræbelser på at få en våbenhvile i stand mellem de stridende parter.

Debat i Kina og kritik fra afrikansk side har desuden fået Kinas politiske ledelse til at tage sin udviklingspolitik op til revision. Den kinesiske regering vil undgå episoder som forvisningen i fjor af tusindvis af illegale kinesiske minearbejdere i Ghana.

Kina håber, at forbedringen af det sociale aspekt i landets udviklingsbistand til Afrika kan fjerne de knaster, der måtte være i det økonomiske engagement. Kina øger sin støtte til uddannelse, udveksling og forskningssamarbejde i Afrika. Kina vil også gerne forbedre sine resultater inden for kapacitetsopbygning, som er et yndet udtryk blandt vestlige donorlande, især inden for landbrug og vedvarende energi.

Der er tillige voksende debat i politiske kredse i Kina om at udarbejde strategipapirer om fattigdomsreduktion og prioritering af lavindkomstlande. Dette er alt sammen noget, som vestlige donorlande har godt kendskab til.

Harmonien mellem udviklingstiltag fra vestlige lande og Kina er måske overraskende og bekymringsvækkende for mange i Europa og USA, der fastholder et kritisk syn på Kinas aktiviteter i Afrika. De står ikke alene med deres tvivl. Mange kinesiske eksperter og embedsmænd betragter Vestens engagement i Afrika med stor skepsis.

Rent faktisk kan de to parter måske nyde godt af øget interessesammenfald og samarbejde. Vestlige donorlande kan lære af Kinas økonomiske engagement i Afrika, mens Kina kan lære af de mange erfaringer, som vestlige lande har med at yde bistand.

Der er dog en iboende risiko ved et sådant samarbejde: at man glemmer afrikanerne. Vestlige landes voksende erhvervsvenlige tilgang til udvikling opfylder måske nok politiske mål på hjemmefronten, men det er ikke nogen nem opgave at vise, at kommercielle investeringer kan bidrage til at fremme udviklingen i Afrika.

Samtidig er Kina lydhør over for afrikansk bekymring om, hvorvidt Kina går over i ”den vestlige lejr”. Kina ønsker ikke at ødelægge sin position som Afrikas alternative udviklingssamarbejdspartner i kraft af sit syd-syd-samarbejde.

Afrikanske lande øjner ikke mange muligheder for at opnå en win-win-situation; de foretrækker en mere direkte bilateral forbindelse til Kina og har ikke lyst til at spolere deres nuværende forhandlingsposition.

Det bliver svært at få afrikanske lande til at tro på vestligt samarbejde med Kina. Afrika skal inddrages tidligt og ikke tjene som et laboratorium for vestlige og kinesiske interesser. Vestlige lande og Kina har måske nok på det seneste fundet fælles fodslag, men når det kommer til stykket, er det afrikanerne, der sidder med konsekvenserne. Det er dem, der skal have et afgørende ord at skulle have sagt.

Luke Patey er aktuel med bogen”The New Kings of Crude: China, India and the Global Struggle for Oil in Sudan and South Sudan”. Han er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, hvor han specielt beskæftiger sig med naturressourcer og udvikling.

Zhang Chun er seniorforsker og vicedirektør ved Center for Vestasiatiske og Afrikanske Studier under den kinesiske tænketank Shanghai Institutes for International Studies.