Den klimapolitiske fælde

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

ROM

Den nuværende tilgang til bekæmpelse af klimaforandringer er meget dyrere end de fordele, den giver. Desværre fører dårlige politiske valg ofte til et endnu ringere resultat.

Tag EU’s 2020-politik, der har til mål inden 2020 at opnå en 20 pct. reduktion af CO2-udledningen i forhold til 1990-niveauet. Det er vigtigt at se nøje på denne politik, ikke blot fordi EU fører verdens mest omfattende og ambitiøse klimapolitik, men også fordi andre landes klimapolitik lider af tilsvarende mangler.

Den mest omkostningseffektive måde at opnå målet på 20 pct. på ville være at drive et enkelt EU-kulstofmarked, hvilket i 2020 ville koste omkring 530 mia. kr. om året, men fordelene for hele verden vil være meget mindre. Faktisk anslår den eneste fagligt evaluerede oversigt over EU’s klimapolitik, at den kan forebygge klimarelaterede skader for omkring 55 mia. kr. om året. Så for hver krone brugt står EU til at afværge globale skader for omkring 10 øre.

Dette betyder ikke, at klimaforandring ikke er vigtig, det betyder blot, at EU’s klimapolitik ikke er smart. I løbet af dette århundrede vil den ideelle EU-politik koste mere end 40.000 mia. kr., men den vil reducere temperaturstigningen med bare 0,05 grader og gøre vandstanden ni ubetydelige millimeter lavere. Efter at have brugt alle de penge vil vi ikke engang være i stand til at se forskel.

Fortalere for EU’s politik argumenterer ofte for, at vi skal gøre det alligevel, fordi der er risiko for, at den globale opvarmning vil være langt mere alvorlig end forventet på nuværende tidspunkt, men selv om dette argument er gyldigt i princippet, viser økonomiske modeller, at denne risiko kun har en moderat effekt på selv den bedste politik. Desuden har fraværet af en væsentlig temperaturstigning de seneste 10-17 år gjort dårligere-end-forventede resultater yderst usandsynlige.

Den egentlige risiko ligger i, at dårlige politiske valg kan gøre klimapolitik værre, end den behøver at være. EU gennemførte ikke bare et enkelt kulstofmarked for at opfylde sit mål for CO2-emissioner. EU gjorde en dårlig handel meget dyrere gennem et væld af delvist modstridende politikker.

For eksempel krævede EU, at vedvarende energi som vind og sol skal udgøre 20 pct. af energiforsyningen i 2020, selvom det på ingen måde er den billigste måde at reducere emissionerne på. Faktisk skærer det ingen ekstra CO2 at sætte en vindmølle op, fordi der allerede er kvoter for de samlede emissioner i henhold til EU-ordningen for kulstofhandel. Det betyder blot, at når Danmark installerer en vindmølle, bliver det billigere at brænde kul i Portugal eller Polen.

Når man tager sådanne dårlige politikker i betragtning og tager gennemsnittet af alle makroøkonomiske modeller, er EU tilbøjelig til at betale omkring 1550 mia. kr. om året for at afværge 55 mia. kr. i skader. Med andre ord tredobler EU’s dårlige klimapolitik omkostningerne, og det forhindrer kun 3 øre af klimaskader per krone brugt.

Det bliver værre, fordi disse modeller går ud fra, at EU bruger den billigste vedvarende energi for at opfylde kravene, men de fleste EU-lande giver højere tilskud til de dyreste former for vedvarende energi.

For eksempel koster det sandsynligvis omkring 195 kr. at skære 1 ton CO2 med landvindmøller i Tyskland, så man undgår omkring 14 øre af klimaskade pr. krone. Men havvindmøller koster omkring 830 kr. pr. ton CO2, så man slipper blot tre øre af klimaskade billigere pr. krone.

Biobrændstoffer er endnu mindre effektive og koster over 1660 kr. pr. undgået ton CO2, samtidig med at det gør lidt over 1 øre gavn pr. krone. Sol er den ringeste investering, idet det koster mere end 4400 kr. pr. ton CO2 for at gøre mindre end 1 øre gavn pr. krone brugt.

Disse priser er ikke enestående for Europa. Kina betaler 210 kr. pr. ton CO2, de undgår med vindkraft for eksempel, mens USA betaler omkring 3300 kr. for at skære 1 ton CO2 med biobrændsler.

Når EU beslutter at skære sine egne emissioner, er der desuden en del af reduktionen, der simpelthen dukker op andetsteds. Hvis det koster mere at lave et produkt i EU på grund af højere energiomkostninger, vil produktet sandsynligvis blive lavet et andet sted, hvor energi er billigere, og derefter importeres til EU.

Faktisk viser nye undersøgelser, at 38 pct. af EU’s kulstofnedskæringer siver andre steder hen, hvilket betyder, at den europæiske klimapolitik undgår mindre end 2 øre af klimaskader pr. krone. Fra 1990 til 2008 skar EU sine emissioner med ca. 270 mio. tons CO2, men det viser sig, at stigningen i importen fra Kina alene indebar en næsten lige så stor mængde ekstra emissioner uden for EU. EU havde stort set sendt en del af sin udledning til udlandet.

Endelig er de negative virkninger af dårlig klimapolitik ikke kun økonomiske. Biobrændstoffer, som EU alene betaler mere end 55 mia. kr. for årligt nu for at gøre mindre end 1 øre gavn for hver krone brugt, optager også marker, der ellers ville have produceret mad.

Det betyder, at produktionen af fødevarer flytter sig andetsteds hen, ofte til landbrugsjord, der er skabt ved at nedskære skove, hvilket frigiver mere CO2 og skader biodiversiteten. Det driver også fødevarepriserne op, hvilket indtil videre har tvunget mindst 30 mio. fattige mennesker ud i hungersnød med yderligere 40-130 mio., der forventes at sulte i 2020.

Vi har brug for en smartere fremgangsmåde til at bekæmpe klimaforandringer. I stedet for at sætte vores lid til at skære et par tons utroligt dyrt CO2 nu, er vi nødt til at investere i forskning og udvikling med henblik på at innovere omkostningerne på grøn energi ned i det lange løb, så alle vil skifte.

Foreløbig er vores klimapolitik ringe – og vores politikere finder konsekvent måder til at gøre den endnu ringere på. Det kan godt være, at det behager landmænd og andre interessegrupper, men generelt kører det simpelthen omkostningerne op og reducerer de allerede minimale fordele.