Trekantsdramaet i Asien

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Diaoyu på kinesisk eller Senkaku-øgruppen på japansk udgøres af nogle små og ubeboede øer mellem Japan og Kina. Området indeholder en del naturrigdomme, som både Japan og Kina udnytter. Før 1895 gjorde ingen lande officielt krav på øgruppen, der blev erklæret japansk i 1895 efter den japansk-kinesiske krig.

Efter Anden Verdenskrig fik amerikanerne kontrol med øgruppen, og den blev i 1971 overdraget til Japan under kinesiske protester. Kina fastholder sin ret til området med henvisning til optegnelser fra Ming-dynastiet i år 1372, hvor øerne blev opdaget af kinesiske sømænd. Begge lande står stejlt på deres opfattelse og accepterer ikke modpartens argumenter. Det har flere gange ført til konflikt.

I 2006 indledte Kina en gasudvinding i området efter flere års forberedelse. Dette førte til japanske protester, og Kina sendte flere krigsskibe til området. Kort tid efter blev der dog indgået en midlertidig fælles forskningsaftale. I 2010 førte en kollision mellem en kinesisk fiskerbåd og to japanske orlogsskibe til en diplomatisk konflikt. Fiskerne blev anholdt, hvorefter Kina sendte sine fiskerimyndigheder til området.

Da fiskerne blev løsladt en uge senere, genoptog landene deres normale diplomatiske forbindelser. Kineserne har efterfølgende forbudt egne fiskere adgang til området for ikke at ødelægge forhandlinger om fiskerirettigheder. Episoderne er bevis på, at Kina vil gå relativt langt for at forsvare sine interesser med militære midler, men vidner samtidig om, at Kina er til at handle med, hvis landet kan opnå økonomisk gevinst.

Når Kina er tilbageholdende med at udfordre Japan militært, skyldes det, at Kina ikke har kapacitet til permanent at have militær magt i området. Den kinesiske flåde er forholdsvis svag og kan ikke understøtte en besættelse af øerne eller et forsvar af havområdet, hvis det ikke understøttes af fly fra fastlandet. Endvidere har Japan og USA et militært samarbejde, hvor USA stiller en sikkerhedsgaranti for Japan.

I tilfælde af en konflikt om øerne kan USA blive trukket ind i striden, hvilket Kina ikke ønsker. Det betyder, at Japan kan balancere Kina til trods for, at Japans egen sikkerhedspolitik er restriktionsbelagt ifølge landets forfatning.

Kinas økonomiske fremgang har øget Beijings dominans i regionen, hvilket har ændret magtbalancen i Det Østkinesiske Hav. Kina øgede i 2012 sine forsvarsudgifter med ca. 18 pct. og har anskaffet sig et hangarskib, der på sigt kan give viden om magtdemonstration længere fra Kinas kyster end hidtil. Den udvikling har ført til en ny amerikansk sikkerhedsstrategi, hvor USA’s fokus er skiftet fra Europa til Asien.

Det ændrede amerikanske fokus kan imidlertid føre til, at Japan føler sig isoleret, da Kinas øgede økonomiske dominans binder USA i en gensidig økonomisk afhængighed til Kina. Det stiller USA over for en udfordring: Hvordan vil USA reagere på en øget kinesisk dominans i Det Østkinesiske Hav, hvis Kina samtidigt truer med at ramme amerikansk økonomi i tilfælde af amerikansk indblanding? Hvis USA skulle nedtone støtten til Japan, vil det sandsynligvis få Japan til at opruste for at kunne forsvare egne interesser i regionen.

Omvendt kan Kina opfatte USA’s strategiskifte som et bevis på, at USA forsøger at inddæmme Kina gennem sikkerhedsstrategisk samarbejde med andre lande i regionen og hermed puste til latente konflikter. Kina kan søge at imødegå en inddæmning ved at bilægge stridigheder med andre lande. Det kan ske ved hjælp af militært og diplomatisk pres, herunder især økonomiske virkemidler. Det vil give Kina diplomatisk prestige og samtidig mindske USA’s indflydelse i regionen.

Den ændrede amerikanske sikkerhedsstrategi er dog så ny, at det er vanskeligt at se, om strategien bidrager til at bevare eller øge amerikansk dominans i Asien, og om Kina er i stand til at udfordre dette.

Den gensidige usikkerhed om modpartens hensigter gør det problematisk at finde en fredelig løsning for Kina og Japan. Politikere i begge lande kan føle sig tvunget til at forkaste forhandlingsvejen, da de står med en partner, der opfattes som utroværdig, og i stedet arbejde på at fastholde ejerskab over øerne med militær magt.

I sådan en situation vil Kina forsøge at presse Japan økonomisk og isolere landet for at teste USA’s reelle villighed til at blande sig. Skulle Kina lykkes med at isolere Japan, så kan Tokyo se sig nødsaget til at gøre sin udenrigspolitik mindre afhængig af USA ved en forfatningsændring og en oprustning, så Japans væbnede styrker kan få en mere aktiv rolle.

Begge forhold fører til et øget konfliktniveau, der skader landenes økonomi. De er derfor ikke ønskværdige for nogen af parterne på nuværende tidspunkt.

Der er så mange usikkerheder i dette magtspil, at både Japan og Kina kan tabe mere, end de kan vinde, og derfor foretrækker landene at være afventende og se tiden an. Fremtiden må vise, om Kina er i stand til at bilægge sine territoriale stridigheder i regionen og dermed optræde med myndighed over for omverdenen.

Så længe Kina står stejlt på sine territoriale krav, tvinges Japan til at søge ind under USA’s sikkerhedsparaply. Japan har derfor ikke et incitament til at finde en permanent løsning, men lykkes det Kina at bilægge de fleste af sine territoriale tvister, svækkes USA’s indflydelse, og Japan vil stå mere isoleret. Det kan tvinge Japan til forhandlingsbordet.

På lang sigt vil det være Kinas håb at kunne stå militært og økonomisk dominerende i regionen og kræve sin ret til øerne. Med støtte fra USA håber Japan at tilfredsstille Kina med økonomiske aftaler uden at give køb på japansk suverænitet over øerne.

Resultatet er, at både Kina og Japan ønsker at holde konflikten på laveste niveau. Kina ønsker ikke amerikansk indblanding, og Japan vil ikke lades i stikken af USA. Hvis det skal lykkes, så må Kina og Japan anerkende, at de er uenige om øernes tilhørsforhold og begynde derfra. En permanent løsning er først mulig, når de to lande begraver deres gensidige mistro og accepterer et kompromis.