Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Hvad vil Iran?

Irans atomprogram handler ikke kun om behovet for at skaffe sig alternative energikilder. Det handler også om national identitet, krav om respekt og værdighed og Irans plads i verden, siger landets nyvalgte præsident.

Artiklens øverste billede
For Iran handler atomenergiprogrammet bl.a. om, hvem iranerne er som en nation. Her ses Bushehr-atomkraftværket uden for Bushehr i den sydlige del af landet. Arkivfoto: Majid Asgaripour/Mehr News Agency/AP

For tre måneder siden fik jeg et bredt folkeligt mandat til mit valgprogram, “Forsigtighed og håb”. Iranerne sluttede op bag min holdning til indenrigs- og udenrigspolitiske anliggender, fordi de følte, at en sådan tilgang skulle have været præsenteret for længst. Jeg vil helhjertet indfri mit løfte til de iranske borgere, herunder mit løfte om at gå ind i en konstruktiv dialog med omverdenen.

Jeg opfordrer indtrængende mine samarbejdspartnere til at gribe den mulighed, som det nylige valg i Iran frembød.

Verden har forandret sig. International politik er ikke længere et nulsumsspil, men et område med flere dimensioner, hvor samarbejde og konkurrence ofte finder sted på samme tid. Blodfejder hører fortiden til. Verdens ledere forventes at lede ved at omsætte trusler til muligheder.

Det internationale samfund står over for mange udfordringer i denne nye verden – terrorisme, ekstremisme, militær indblanding udefra, narkohandel, cyberkriminalitet og kulturovergreb; alt sammen inden for et system, der har lagt særlig vægt på hård magt og tvang.

For at kunne løse de problemer, vi står over for, bliver vi nødt til at være opmærksomme på, hvor komplekse de er. Her kommer min definition på en konstruktiv dialog ind i billedet. I en verden, hvor global politik ikke længere er et nulsumsspil, strider det – eller det burde det gøre – mod sund fornuft at forfølge egne interesser uden at tage højde for andres.

En konstruktiv holdning til diplomati betyder ikke, at man skal give afkald på egne rettigheder. Det betyder, at man på lige fod og i gensidig respekt skal samarbejde med sin modpart om at tackle forhold af fælles interesse og nå fælles mål. Med andre ord er en win-win-situation ikke blot en fordel, men også mulig. Nulsumsspil og koldkrigsmentalitet gør alle til tabere.

Ofte bliver enegang sørgeligt nok ved med at overskygge konstruktive holdninger. Sikkerhed tilstræbes med andres usikkerhed til følge, hvilket får katastrofale konsekvenser. Mere end et årti og to krige efter 11. september bliver al-Qaeda og andre militante ekstremister ved med at forvolde ødelæggelse.

Syrien – en perle i civilisationen – er blevet genstand for fortvivlende vold, herunder angreb med kemiske våben, som vi fordømmer på det kraftigste. Dagligt er der snesevis af mennesker, der mister livet på grund af vold i Irak nu 10 år efter den amerikansk ledede invasion. Afghanistan oplever lignende blodsudgydelser.

Det er klart, at den ensidige holdning, der forherliger tvang og avler vold, ikke kan løse de problemer, vi alle står over for, såsom terrorisme og ekstremisme. Jeg siger alle, fordi ingen er immun over for vold, der er næret af ekstremisme, selv om den hærger på tusindvis af kilometers afstand. For 12 år siden vågnede amerikanerne op til den virkelighed.

Min holdning til udenrigspolitik går ud på at forsøge at løse problemerne ved at tackle den underliggende årsag til dem. Vi bliver nødt til at samarbejde for at få fjernet den skadelige konkurrence og indblanding, der nærer vold og øger afstanden mellem os. Vi bør også være opmærksomme på spørgsmålet om identitet som hovedincitament til spændingerne i og uden for Mellemøsten.

De forfærdelige kampe i Irak, Afghanistan og Syrien stemmer ikke overens med disse landes identiteter og deres roller i vor region og verden som sådan. Identitetsspørgsmålet gælder også Irans fredelige atomenergiprogram.

For os handler det at beherske atombrændselscyklussen og producere kernekraft lige så meget om at sprede vore energiressourcer, som det handler om, hvem iranerne er som en nation, vores krav om værdighed og respekt og plads i verden. Forstår man ikke den rolle, som identitet spiller, vil mange af de problemer, som vi står over for, ikke blive løst.

Jeg vil tage vore fælles udfordringer op ved hjælp af en toleddet løsningsmodel.

For det første bliver vi nødt til i fællesskab at arbejde konstruktivt frem mod en national dialog, uanset om det er i Syrien eller Bahrain. Vi skal have skabt en atmosfære, som gør det muligt for folk i regionen selv at bestemme over deres skæbne. Som et led heri bebuder jeg hermed, at den iranske regering er parat til at være med til at formidle en dialog mellem den syriske regering og oppositionen.

For det andet skal vi tackle den uretfærdighed og konkurrence, der bærer ved til volden og spændingerne. Et oprigtigt ønske om at samarbejde med naboer og andre lande for at nå frem til og sikre en win-win-løsning er et centralt punkt i mit tilsagn om konstruktiv dialog.

Vi og vores internationale samarbejdspartnere har brugt masser af tid – måske alt for megen tid – på at drøfte, hvad vi ikke ønsker, i stedet for hvad vi ønsker. Det er ikke noget, der kun gælder Irans internationale forhold. I en situation, hvor en stor del af udenrigspolitikken er en direkte funktion af indenrigspolitikken, er det for mange verdensledere nemt at fokusere på, hvad man ikke vil, og på den måde finde en nem løsning på vanskelighederne. Det kræver mere mod at give udtryk for, hvad man virkelig ønsker.

Efter 10 års diskussion står det klart, hvad de forskellige parter ikke ønsker i henseende til Irans atomspørgsmål. Sådan er det også med holdningen til Syrien.

En sådan holdning kan være nyttig, hvis formålet er at forsøge at forhindre en rolig konflikt i at eskalere. Men vi bliver nødt til at sigte højere, hvis vi vil undgå et dødvande – det være sig vedrørende Syrien, Irans atomprogram eller dets forhold til USA. I stedet for at fokusere på, hvordan vi forhindrer noget i at blive værre, bliver vi nødt til at tænke over – og tale om – hvordan vi kan forbedre tingene.

Det forudsætter, at vi hver især viser mod til at sige, hvad vi ønsker – klart, koncist og oprigtigt – og følger det op med den politiske vilje til at sætte handling bag ordene. Det er kernen i min holdning til en konstruktiv dialog.

Jeg opfordrer indtrængende mine samarbejdspartnere til at gribe den mulighed, som det nylige valg i Iran frembød. Jeg opfordrer indtrængende til at få mest muligt ud af det mandat, som det iranske folk gav mig til at indlede en forsigtig dialog, og reagere oprigtigt på den iranske regerings bestræbelser på at gå ind i en konstruktiv dialog.

Først og fremmest opfordrer jeg dem indtrængende til at se fremad og udvise det fornødne mod til at fortælle mig, hvad de kan se – om ikke i deres eget lands interesse, så af hensyn til deres eftermæle og vore børn og kommende generationer.

Hassan Rouhani blev valgt til præsident i Iran i juni i år og tiltrådte i august. Han har læst til præst i Qom og har læst jura ved universitetet i Teheran og ved Glasgow Caledonian University. ©The Washington Post

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.