Sådan bliver der plads til Taliban i Afghanistan

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Taliban går ind i Afghanistan-krigens slutspil fra en vis styrkeposition og der er generel enighed om, at den afghanske regering er nødsaget til at forhandle med dem og andre oprørsgrupper for at undgå en tilstand af total borgerkrig efter tilbagetrækningen af de sidste internationale styrker i 2014.

Samtidig er der tegn på, at et pragmatisk segment af Talibans ledelse anerkender, at de i lyset af de ændrede sociale forhold i Afghanistan ikke vil kunne føre samme politik som i 1990’erne. De har gjort det forståeligt, at de er villige til at indgå kompromiser for at række ud til FN, såsom at samarbejde om at sikre pigers skolegang og forhindre, at afghansk territorium bliver brugt af terrorgrupper (læs: al-Qaeda) til at true fremmede stater.

To af den internationale koalitions mærkesager. Men hvilke konsekvenser vil det få for Afghanistan, hvis Taliban får politisk indflydelse til at arbejde for et mere konservativt samfund? Hvilke kompromiser bør man gå med til? Og vil disse være acceptable for det afghanske samfund som helhed og for kvinder især?

Det centrale omdrejningspunkt for et forlig og en våbenhvile vil sandsynligvis være sikringen af civile rettigheder, sharias rolle i forfatningen og magtdeling:

Udnævnelse af ledende Taliban-folk til administrative stillinger lokalt og på regeringsplan som del af et forlig vil bidrage til politiseringen af Taliban. Det vil også bidrage til en justering af den etniske balance i det politiske system. Ubalancen blev skabt, da det internationale samfund først og fremmest inddrog de ikkepashtunske etniske grupper i Bonn-processen. Det er årsag til, at mange pashtunere ikke har følt sig politisk repræsenteret.

Talibans mulige inddragelse vil være til være pashtunernes fordel på magtens vægtskål, og det har skabt mistro blandt landets øvrige etniske grupper over for forhandlingsprocessen. Især den shiitiske hazaraminoritet frygter, at denne udvikling vil svække dens position i en sådan grad, at den igen kan blive offer for forfølgelse af Taliban. Risikoen for øget ulighed og konflikt kan føre til en føderalt inspireret magtdeling. Det vil institutionalisere den administrative magt, som Taliban allerede udøver på lokalt plan i de pashtunske områder af Afghanistan.

Selvom det altid nævnes som en betingelse for fredsforhandlinger, at Taliban accepterer den afghanske forfatning, udgør kravet også en blokering. Taliban ser den nuværende forfatning som manipuleret af vestlige magter og derfor som uislamisk, og de opfatter en accept af den som ensbetydende med overgivelse. Det lader dog ikke til, at der er større uenighed om substansen i forfatningen, end at parterne burde kunne nå frem til et kompromis, hvor sharia gives en større formel rolle, uden at det får institutionelle konsekvenser.

Taliban vil sandsynligvis fokusere på implementering af sharia ved at give religiøse lærde en større rolle i statsanliggender, slå ned på korruption og indføre strengere håndhævelse af visse love. Det vil få opbakning blandt store dele af befolkningen og det internationale samfund, hvis det sker med moderation.

Bred opbakning er afgørende, da ethvert initiativ vil blive set som illegitimt, hvis ikke det betragtes som værende i overensstemmelse med de etniske mindretals og andre gruppers interesser. Ellers kan det provokere en konflikt.

Taliban er en bevægelse, der fungerer som et netværk, og derfor skal man være forsigtig i forhandlinger, sådan at man undgår, at bevægelsen går i opløsning, og dermed forhindrer en aftale. Der er allerede tegn på, at dialogen med USA og den afghanske regering har delt Taliban i en politisk fløj, som er for forhandlinger, og en militær fløj, som især består af lokale militsledere, der føler sig forrådt, når deres ledere drikker te med fjenden, mens de selv kæmper og dør på slagmarken.

Det er derfor vigtigt, at den politiske fløj får noget ud af forhandlingerne, som kan overbevise den militære fløj om deres legitimitet og på sigt få dem til at nedlægge våbnene.

Det internationale samfund frygter, at risikoen for en optrapning af konflikten vil betyde, at civile rettigheder vil blive ofret i en forhandlingssituation. Selvom Talibans ideologi og værdier ofte præsenteres som en væsentlig årsag til, at en forhandlet løsning vil marginalisere segmenter af befolkningen, er virkeligheden mere kompleks.

Den afghanske regering tæller folk, der er ligeså fundamentalistiske som Taliban, for ikke at nævne krigsforbrydere som general Dostum. I betragtning af, at den afghanske regering ikke er særligt velfungerende eller repræsentativ, kan en aftale, som uddelegerer beføjelser lokalt og engagerer de vigtigste ideologiske og politiske bevægelser i at genopbygge landet, være en acceptabel mulighed.

Et utilfredsstillende forhandlingsresultat skal også holdes op mod, at alternativet kan blive en udvidelse af Talibans territorium og en ny borgerkrig. Det kan blive endnu mere skadeligt for civile rettigheder og kvinders og pigers situation.

Situationen er kompleks, og der hersker fjendskab og mistro mellem mange af de involverede parter. Derfor bør national forsoning indebære en langsigtet indsats med henblik på at opbygge bedre relationer og tillid i et fragmenteret samfund. Det vil fremme konfliktløsning på alle niveauer. Processen bør omfatte en bred vifte af etniske, sociale og politiske interessegrupper i stedet for at se forsoning som en forhandlingsproces med den afghanske regering på den ene side og Taliban på den anden.

USA og Pakistan vil forsøge at præge forhandlingerne, men det er afgørende, at en forsoningsproces skaber mulighed for, at afghanerne selv kan løse de underliggende årsager til konflikten og justere de ubalancer, som kan medføre en fortsat borgerkrig.

Det er ikke nogen let eller smertefri proces at indlemme Taliban i afghansk politik og give dem øget indflydelse, men det er endnu sværere at forestille sig et fredeligt Afghanistan uden en politisk løsning, der repræsenterer og inkluderer hele befolkningen.