Et amerikansk destruktionsselskab

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

United Fruit Co. i Guatemala. Aramco i Saudi-Arabien. Blackwater i Irak. Vi kender nogle få private amerikanske virksomheder, som på afgørende vis har været med til at forme amerikansk udenrigspolitik. En af de første og, skulle det vise sig, mest indflydelsesrige er imidlertid også den mindst kendte.

I december 1892 kom en gruppe amerikanske forretningsfolk med skib til Den Dominikanske Republik. Tidligere samme år havde gruppen oprettet firmaet San Domingo Improvement Co. og købt hele den caribiske republiks gæld til udlandet af et europæisk finansieringsselskab. Nu kom forretningsfolkene til landet for at løse en yderst vanskelig opgave – at indgå en aftale med dets frygtindgydende diktator, Ulises Heureaux.

Umiddelbart så situationen ikke for god ud. På papiret kontrollerede firmaet landets toldboder, som var kilde til næsten alle den dominikanske regerings indtægter og tjente som sikkerhed for gælden, men finansministeren lod amerikanerne vide, at hans regering betragtede deres overtagelse af udlandsgælden som »ugyldig«.

Efter de første møder med Ulises Heureaux skrev firmaets advokat Frederick William Holls med forbløffelse, at den dominikanske præsident, »en kulsort neger«, var »et af de mest bemærkelsesværdige mennesker, jeg nogen sinde har truffet.« Ulises Heureaux var kommet til magten gennem »en række grusomme massakrer og revolutioner«, men regerede nu »med en særdeles oplyst målbevidsthed.«

Hvad angår de hårde forhandlinger om firmaets kontrakter, konstaterede Frederick William Holls fuld af undren, at end ikke en »førsteklasses New York-advokat« kunne have »gennemskuet vore planer og givet os flere problemer, end denne bemærkelsesværdige mand gjorde.« Det varede ikke længe, før Ulises Heureaux betragtede Improvement Co. som et nyttigt redskab til brug for at låne penge og holde sig ved magten.

Det, som firmaet beskæftigede sig med, havde for en overfladisk betragtning ikke noget at gøre med amerikansk udenrigspolitik, men firmaets administrerende direktør, Smith M. Weed, var et fremtrædende medlem af det demokratiske parti fra New York med forbindelser hele vejen op til Det Hvide Hus.

Smith M. Weed og hans partnere havde konsulteret Udenrigsministeriet, før de overtog den dominikanske udlandsgæld. Efter et møde i Washington meddelte firmaets advokat glad, at »regeringen nu vil støtte vort firmas krav aktivt og hurtigt.«

Selve Improvement Co.s navn signalerede vilje til fremskridt, som på det tidspunkt i Latinamerika betød produktion af afgrøder med eksport for øje. I fællesskab færdiggjorde firmaet og Ulises Heureaux en jernbane, der gjorde det muligt for dele af landets centrale egne at eksportere landbrugsvarer, men prisen var høj (en stor del af pengene fandt vej til Ulises Heureaux’ lommer).

Firmaet pressede desuden diktatoren til at indføre guldfod i landet – sølvprisen faldt hurtigt i 1890’erne og mindskede firmaets indtægter.

Det mest problematiske var, at Ulises Heureaux ændrede græsningslovene, så svineavlere skulle begrænse mulighederne for, at deres dyr kunne løbe frit rundt. Dyrene trængte ind på sukker- og kakaoplantager og ødelagde dem.

Loven var klart til fordel for jordbesiddere – både lokale og udenlandske – mens den var til ulempe for bønder, der ikke ejede jord. De gjorde følgelig oprør. Ulises Heureaux stillede loven i bero og afværgede oprøret.

I 1897 stod det klart, at det ikke var lykkedes gennem ægte modernisering at ændre landets økonomi, og Ulises Heureaux og de amerikanske finansfolk greb til snyd for at klare situationen.

Dominikanske obligationer, der var udstedt, efter at Improvement Co.’s var kommet til landet, var blevet solgt over hele Europa, men da landet ikke kunne overholde sine rentebetalingsforpligtelser i 1897, dannede grupper af vrede obligationsejere pressionsgrupper i bl.a. Bruxelles, Paris og London.

For at forhindre de svækkede obligationer i at tabe al værdi, gjorde Improvement Co. sit yderste for at holde Ulises Heureaux ved magten – diktatoren havde forsikret sine amerikanske finansallierede om, at han ville »sikre, at ingen politisk uro ødelagde den tillid, som fred giver udenlandske obligationsejere. «

Ulises Heureaux havde brug for penge for at kunne blive ved magten, men alle muligheder for at få nye lån var udtømte, både indenlands og i udlandet. Han havde imidlertid stadig ét kort på hånden. Improvement Co. ejede Den Dominikanske Republiks nationalbank, som havde eneret på at udstede penge.

Snart oversvømmede værdiløse pengesedler landet fulgt af ”sølv”-mønter af tvivlsom værdi. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over for den dominikanske befolkning, der havde måttet døje så længe. I juli 1899 blev Ulises Heureaux dræbt af sønnen til en forretningsmand, som han havde henrettet nogle år tidligere.

Ulises Heureaux var væk, men firmaet var der stadig. Nu kunne dominikanerne imidlertid ytre sig frit. En amerikansk flådeofficer bemærkede, at lokalbefolkningen omtalte firmaet »som det amerikanske destruktionsselskab«.

Selv amerikanske sukkerplantageejere på øen klagede over, at deres landsmænd var kommet til landet »blot for at udøve finansvirksomhed for pengenes skyld og øge statsgælden«. Firmaets underdirektør blev tvunget til at erkende, at »befolkningen ville blive glad for at slippe for os«.

Ikke desto mindre stod repræsentanter for USA last og brast med Improvement Co. og pressede den nye dominikanske regering til at betale firmaet 4,5 mio. dollars for aktiver, som firmaet ejede – jernbanen, nationalbanken og en stor stak obligationer. Beløbet repræsenterede næsten en årsindtægt for det forarmede land.

I årevis holdt USA fast i tanken om, at firmaets greb om dominikansk økonomi tjente amerikanske interesser i Caribien. I 1904 stod det imidlertid klart, at firmaet skabte flere problemer, end det løste. Landet var bankerot og i en tilstand af omtrent konstant revolution. Betalingerne til Improvement Co. affødte protester fra europæiske regeringer, hvis befolkning havde krav, som dominikanerne ignorerede for at kunne betale det amerikanske firma.

I begyndelsen af 1905 havde præsident Theodore Roosevelt fået nok. Han skubbede Improvement Co. ud og satte amerikanske embedsmænd i spidsen for de dominikanske toldboder. Amerikanske kreditorer ville få deres penge via den nye amerikanske forvaltning, der stod bag det dominikanske toldvæsen, og det samme ville europæerne, og en privat virksomhed skulle ikke længere tage sig af amerikansk udenrigspolitik.

Roosevelts indgriben var med til at foranledige en tilføjelse til Monroe-doktrinen, den såkaldte Roosevelt Corollary, der forpligtede USA til at gribe ind overalt, hvor »uregelmæssigheder eller magtesløshed« forhindrede latinamerikanske lande i at opfylde deres internationale forpligtelser.

Kun de færreste amerikanere vidste dengang – og heller ikke siden – at en amerikansk finansvirksomheds tvivlsomme handlinger havde affødt en skelsættende begivenhed i amerikansk udenrigspolitik.