Indien vælger ikke side, men interesser
Indien overtager ved årsskiftet formandskabet for Briks, der ofte beskrives som et modstykke til Vestens dominans i globale anliggender. Indien har traditionelt ikke ønsket, at Briks udvikler sig til en anti-vestlig blok. Men i dag spørger mange, om indisk udenrigspolitik er under forandring i skyggen af Trump?
Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.
Som for så mange andre lande, har det forgangne år også budt på en geopolitisk rutsjebanetur for Indien. Den indiske regering syntes selv, at man kom godt fra start med Trump, men hvedebrødsdagene blev korte. Uenigheder om, hvem der kunne tage æren for afslutningen på den korte krig mellem Indien og Pakistan i foråret, forsurede forholdet. Hertil kom den indiske import af russisk olie samt stridigheder på handelsområdet, hvor Indiens høje toldsatser gjorde landet til en skydeskive i Trumps toldkrig.
Hvor Indien i starten af året havde håbet på en hurtig frihandelsaftale med USA stod landet efter sommerferien tilbage med nogle af de højeste amerikanske toldsatser. To gange 25 procents straftold, hvor man fra amerikansk side begrundede halvdelen med importen af russisk olie.
Den indiske regering var overrasket, men forsøgte at holde hovedet koldt. Premierminister Modi tog efterfølgende til Kina for at deltage i SCO-topmødet sammen med Xi Jinping og Vladimir Putin og signalerede dermed også udenrigspolitisk uafhængighed. Senest har Putin aflagt statsbesøg i Indien under stor pomp og pragt. Nogle iagttagere har udlagt det som en indisk tilnærmelse til Rusland og Kina på bekostning af relationerne til særligt USA. Virkeligheden er mere kompliceret.
Indien kan ikke på den lange bane leve med den høje amerikanske straftold. Ganske vist har den indiske økonomi på den korte bane klaret sig overraskende godt, hvilket blandt andet skyldes, at tjenesteydelser og farmaceutiske produkter er undtaget, ligesom eksporterhvervet betyder mindre for Indien end for mange andre asiatiske lande.
Det mindsker det indenrigspolitiske pres på regeringen, ligesom det styrker forhandlingspositionen over for USA. Den indiske regering synes indstillet på at komme Trump i møde, men man ønsker ikke en aftale for enhver pris. Inderne er dygtige forhandlere og tager sig tid til at forhandle en acceptabel aftale på plads, der ikke fremstår som et knæfald for USA.
Den indiske olieimport fra Rusland har tilsyneladende været stærkt aftagende efter indførelsen af nye amerikanske sanktioner mod russiske olieproducenter, med et fald på 38 pct. i oktober. Samtidig er Indiens forhold til Rusland mindre tæt, end det umiddelbart kunne se ud. Relationen peger mere bagud end fremad.
Fraregnes olieimporten er det økonomiske samkvem mellem de to lande begrænset, og Indien har de senere år reduceret sine våbenindkøb fra Rusland markant.
Der blev heller ikke annonceret nye ordrer under Putins statsbesøg, som i det hele taget var kendetegnet ved manglen på konkret indhold. Besøget tjente i stedet symbolske formål, hvor man fra indisk side ønskede at demonstrere sin udenrigspolitiske handlefrihed.
New Delhi er heller ikke ved at vende sig mod Kina, som forbliver Indiens primære strategiske udfordring. Ganske vist ønsker man fra indisk side at stabilisere relationen til Kina efter et stort sammenstød i grænseområdet i 2020, som sendte forholdet i kulkælderen, men der er grænser for, hvor langt tøbruddet rækker.
Mistilliden består på det sikkerhedspolitiske område, og handelspolitisk er Indien bekymret for at blive oversvømmet af kinesiske varer, der risikerer at udkonkurrere indiske virksomheder. Det er også i det lys, at man skal se den indiske relation til Rusland. Indien ønsker ikke, at Kina og Rusland skubbes i armene på hinanden.
Selvom der åbenlyst er slået skår i New Delhis tillid til Washington, er USA ikke til at komme udenom hverken økonomisk og sikkerhedspolitisk. Forholdet mellem USA og Indien har altid været kompliceret med både op- og nedture, men har de seneste årtier vokset sig tættere.
Det taler for, at også den nuværende krise blot er et bump på vejen, om end et større af slagsen. Indien har fortsat brug for amerikansk teknologi og investeringer og vil arbejde hårdt for at lande en handelsaftale. Tilsvarende har Indien brug for USA til at balancere Kina på det sikkerhedspolitiske område, hvorfor det militære samarbejde mellem de to lande må forventes at fortsætte.
Indien har også fået øjnene op for EU, selvom forholdet til Europa traditionelt opfattes som en række af bilaterale relationer med de enkelte medlemsstater. Men forholdet til EU er blevet styrket i de senere år. Det blev understreget af EU-Kommissærkollegiets første fælles rejse til Indien i starten af året, hvor kommissionsformand Von der Leyen og mere end 20 EU-kommissærer deltog.
Samtidig er der sat turbo på forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem EU og Indien, og det er håbet, at en aftale kan annonceres i begyndelsen af det nye år i forbindelse med et EU-Indien topmøde i New Delhi.
Selvom retorikken kan give indtryk af noget andet, er Indien ikke slået ind på en anti-vestlig kurs. Snarere tværtimod. Indien har altid ført en selvstændig udenrigspolitisk linje, hvor man med udgangspunkt i egne nationale interesser engagerer sig med alle uden at indgå i faste alliancer. Denne udenrigspolitiske doktrin, som inderne kalder »multialignment«, er dog ikke blevet nemmere i en stadig mere polariseret verden, som håndteringen af Putins besøg også illustrerer.
Hvad betyder det så for Briks-formandskabet? Indien kommer næppe til at understøtte de kræfter, som ønsker at bruge sammenslutningen til at skabe en anti-vestlig alliance. For Indien kan Briks dog være nyttigt som et forum, hvor man kan demonstrere sin udenrigspolitiske uafhængighed og positionere sig som talsmand for det globale syd.