93 pct. af Kenyas strøm er grøn. Men landet mangler mere strøm
Kenyas nye præsident har ført an i et stilskifte i afrikansk klimapolitik. Præsident Ruto fokuserer på mulighederne i den grønne omstilling for kontinentet og er parat til at droppe offerkortet.
Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.
Jeg ankom til Kenya som ambassadør sent i august sidste år. En dag efter at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen afsluttede et kort og effektivt besøg i landet. Og en uge inden det første globale klimatopmøde i Afrika. Jeg nåede akkurat at aflevere mine akkreditiver til præsident Ruto, inden topmødet gik i gang. Det indbefattede bl.a. et ualmindeligt fast håndtryk fra præsidenten, der lovpriste 60 års samarbejde med Danmark.
Og så var ambassaden ellers klar til endnu et ministerbesøg; Dan Jørgensen var også til dette topmøde forudset en vigtig rolle. Sammen med ministerkollegaer, en lang række stats- og regeringschefer, virksomheder fra Danmark og resten af verden, FN, filantropiske fonde og de multilaterale banker skulle Afrikas rolle i klimakampen højere op på dagsordenen.
Heldigvis var topmødet en succes. Alene det faktum, at topmødet blev holdt her på kontinentet, var et vigtigt skridt på vejen mod COP28. For verden har brug for et grønt Afrika for at løse klimakrisen.
Siden tiltrædelsen i august 2022 har det været ambitionen for Kenyas præsident Ruto at blive talsmand for Afrika i den globale klimapolitik. Med topmødet i Nairobi lykkedes missionen.
Det lykkedes også Ruto at bruge topmødet til at tage vigtige sværdslag med andre afrikanske ledere om udfasningen af fossile brændsler. Et emne, der blev spillet direkte videre til COP28-forhandlingerne, hvor omstillingen fra fossile brændsler for første gang er nævnt i slutteksten.
Ruto ses i stigende grad som Afrikas grønne leder. Præsidenten har besøgt USA, Japan, Kina, Frankrig og Tyskland, ligesom en række statsledere har været i Nairobi. Fra dansk side har vi fået en allieret, der både stiller krav til store udledere i Vesten og til lande som Kina og Indien.
Præsident Ruto har på kort tid ført an i et afrikansk stilskifte i klimadebatten. Med større fokus på Afrika som mulighedernes kontinent for grøn udvikling. Og mindre fokus på Afrika som offer for klimaforandringerne.
Rutos besked til verden er lige så enkel, som den er svær: Kenya og andre afrikanske lande har uanede grønne ressourcer og vil være en del af det globale, grønne produktionsmarked med tilhørende eksport og arbejdspladser. Antallet af unge mennesker under 25 år nærmer sig en milliard i Afrika. I 2050 forventes der at bo i alt 2,4 milliarder mennesker på kontinentet. Det er en milliard flere end i dag, så man får i den grad brug for nye industrier og arbejdspladser.
Der er bare ét stort problem. Energien er for dyr. Man mangler groft sagt billige penge, som kan sikre en udbygning af grøn energi til en pris, der kan betales af den almindelige borger i Kenya og resten af Afrika. Uden billig energi kan man ikke bygge fundamentet for en konkurrencedygtig produktionsindustri.
Derfor var bedre og mere klimafinansiering også et klart budskab til topmødet i Nairobi. Og efterfølgende på COP28. Ifølge Det Internationale Energiagentur skal verden fra 2030 investere op mod 4,5 billioner kr. om året i rene energiløsninger for at holde de globale temperaturstigninger under 1,5 grader. Det er et svimlende tal, som vi ikke klarer med skattekroner alene. Det er derfor en fælles dansk-kenyansk prioritet at finde nye finansieringskilder, som kan sætte skub i den grønne omstilling.
Når man ankommer til Kenya, bliver man imponeret over landets grønne omstilling. I 2022 var 93 pct. af strømforbruget grønt.
Men samtidig er Kenya også en udkrystallisering af den udfordring, vi står over for. Danmark har mere end dobbelt så meget installeret strøm som Kenya. Til gengæld bor der næsten 10 gange så mange mennesker i Kenya. Overalt i Nairobi hænger strømledningerne løst, og strømpælene står skævt. Strømmen ryger ofte i regnvejr, fordi pælene vælter, eller ledninger falder ned.
25 pct. af befolkningen har stadig ikke adgang til strøm – en fuldstændig basal ydelse, hvis man vil løfte folk ud af fattigdom. Og Kenya er endda foran mange af sine naboer. På tværs af Afrika mangler 43 pct. af befolkningen stadig adgang til strøm.
Når det behov skal dækkes, skal det ske med grøn energi, hvis vi skal løse klimakrisen. Og derfor arbejder Danmark og Kenya tæt sammen på energi- og klimaområdet.
Rutos stærke internationale profil styrer ham ikke fri af hjemlige udfordringer. Den politiske debat er sylespids, selvom næste valg først ligger i 2027. Dyb mistillid fra oppositionen, en splittet befolkning og en trængt økonomi udfordrer Rutos narrativ om Kenya som ”open for business”. Den almindelige kenyaner er presset på økonomien, og der mangler job.
Flere klimainvesteringer er en del af løsningen, men kan ikke gøre det alene. Ruto bliver nødt til at levere et godt forretningsklima. Rammer han balancen i sine nationale prioriteter, vil hans internationale engagement komme Kenya til gavn. Eksempelvis kom Ursula von der Leyen til Nairobi lige inden jul. I hånden havde hun en ny økonomisk partnerskabsaftale mellem EU og Kenya, som Ruto kan tage en god del af æren for, og som bør gøre Kenya endnu mere interessant for dansk erhvervsliv.
Så selvom ude er godt, er hjemme stadig svært. Og præsident Ruto har en stor opgave foran sig i at levere resultater og økonomisk fremgang til sine kenyanske medborgere.