Det nye blå-gule Sverige kigger mod Danmark
Sverige overtog ved årsskiftet formandskabet i EU. På den indenrigspolitiske bane fik landet ny regering efter forhandlinger, der var lige så lange som de danske – og forsvaret af Sverige mod fjendtlig aktivitet fylder fortsat meget nu, hvor det traditionelt neutrale land står med det ene ben i Nato.
Det svenske flag vajer solidarisk side om side med det ukrainske, og det har nu fået følgeskab af endnu et blå-gult flag, for Sverige overtog den 1. januar formandskabet i EU. Den svenske statsminister, Ulf Kristersson, indledte præsentationen af Sveriges EU-formandskab i det næste halve år ved at fremhæve netop denne blå-gule konstellation. Den internationale orden er under opbrud, de demokratiske værdier er under pres, og der er krig i Europa. At sikre EU’s enighed, støtte til Ukraine og sammenhold over for Rusland bliver det næste halve år den helt centrale opgave for Sverige.
Også de blå-gule farver i Ulf Kristerssons egen regeringskoalition kommer til at præge 2023. I svensk politik er netop denne farvekombination faktisk usædvanlig. Alle svenske partier vægrede sig ved at samarbejde med Sverigedemokraterne – også de borgerlige, som partiet nu er i koalition med – indtil Kristendemokraternes partileder, Ebba Busch, i 2019 inviterede partileder Jimmie Åkesson til en indledende frokostsnak over en gang svenske köttbullar.
Jeg var godt klar over, at det ikke var Emil fra Lønnebergs Sverige, som ventede min familie og mig. Men nyhedsbilledet og den svenske valgkamp blev alligevel noget af en oplevelse.
I sommer udkom en bog med titlen ”Det svenske eksperiment – mellem foregangsland og skræmmebillede”, skrevet af journalist Johan Varning Bendtsen. Jeg fik bogen kort før min afrejse til Stockholm som Danmarks ambassadør, og jeg tog den med i sommerhuset, så jeg kunne dykke ned i de forandringer, som sker i det svenske samfund i disse år.
Jeg var godt klar over, at det ikke var Emil fra Lønnebergs Sverige, som ventede min familie og mig. Men nyhedsbilledet og den svenske valgkamp blev alligevel noget af en oplevelse. Først og fremmest er der de hyppige rapporter om bandeskyderier og integrationsproblemer. Sverige har alene i 2022 rundet 60 skuddrab – de fleste banderelaterede.
20 pct. af indbyggerne i Sverige er ikke født her. For det andet tales der næsten uventet positivt om Danmark, uden malurt i bægeret. Begge sider af det politiske spektrum har talt for såkaldte danske løsninger, navnlig på rets- og udlændingeområderne, f.eks. strafskærpelse for bandekriminalitet, opholdsforbud og håndtering af unge kriminelle samt også »stimulering af tilbagevandring« af personer, som ikke er blevet integreret i det svenske samfund. Der er behov for »danske straffe for svenske forbrydelser«, sagde Ulf Kristersson i sommerens valgkamp.
Sverige fik i oktober efter 37 dages forhandlinger en blå-gul regeringskoalition bestående af Ulf Kristerssons parti, Moderaterne, og de to mindre partier Kristendemokraterne og Liberalerne, støttet af koalitionspartneren Sverigedemokraterne. Dette parti, der hermed kom (næsten) ind fra kulden, var blevet Rigsdagens næststørste med godt 20 pct. af vælgernes opbakning, akkurat større end Moderaterne og kun mindre end Socialdemokraterne, der fik 30 pct.
Jimmie Åkessons parti fik ikke lov at deltage i regeringen med ministre, men gennem et fælles 60-siders regeringsgrundlag indgået på slottet Tidö sikrede han sit parti anerkendelse samt indflydelse på migration, kriminalitet, sundhed, energi, skole og økonomi. Der er oprettet ”samordningskanslier” med direkte deltagelse af Sverigedemokraternes politiske tjenestemænd.
Mens det i regeringsgrundlaget ligefrem er slået fast, at man skal tale respektfuldt om hinandens partiledere, og selv om koalitionen udadtil fremstår velkoordineret, spekulerer kommentatorerne over, hvorvidt den kan holde helt til næste rigsdagsvalg, navnlig da Liberalerne fortsat har delte meninger om det at arbejde sammen med Sverigedemokraterne. Tidligere statsminister Magdalena Andersson, Socialdemokraternes partileder, har understreget, at hun står med døren åben.
Jeg oplever, at den svenske interesse for Danmark og danske løsninger omfatter ikke alene rets- og udlændingepolitik, men mange af de områder, som er fastslået i det svenske regeringsgrundlag. Mens de svenske ministre gør det klart, at kernekraft skal prioriteres igen i Sverige, er der også ønske om samarbejde om vind, sol og Power-to-X. På sundhedsområdet mærker vi på den danske ambassade en bevågenhed også fra de svenske regioner og kommuner om den stærke danske life science-sektor, ligesom der er efterspørgsel på danske erfaringer i byplanlægning og digitalisering. Efterspørgslen er ikke begrænset til Stockholm. Det sydlige Sverige, herunder Øresundsregionen, er naturligt relevant set fra et dansk perspektiv.
Mens bandekriminalitet ofte beskrives som Sveriges største indre samfundsproblem, er Sverige ligesom Danmark også udfordret udefra. Ruslands invasion af Ukraine medførte en gentænkning af de vestlige landes forsvars- og sikkerhedspolitik. I maj førte det til Sveriges (og Finlands) opgivelse af den traditionelle alliancefrihed med ansøgningen om medlemskab af Nato, som på rekordtid blev imødekommet af Nato-landene i juni.
Kun Tyrkiet og Ungarn mangler endnu at ratificere tiltrædelsesprotokollen. Mens man i Stockholm venter på, at Natos blå flag kan fuldende den nævnte symbolske række af blå-gule faner, viser vi fra dansk side vores støtte på alle tænkelige måder. Ambassadens julereception holdt vi på den danske fregat ”Absalon”, der havde lagt til kaj midt i Stockholm. Et imponerende syn, men med juletræ i hangaren og dansk hygge i en kombination af ”hard and soft power”.
Sverige forbereder sig på at håndtere trusler indefra og udefra. Det er lige nu blevet Danmark, der ses som et foregangsland, og vi fra ambassaden er klar til at levere danske løsninger, også i det nye blå-gule år.