Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Myanmar er i dyb krise et år efter militærkup

Myanmar er på rekordtid ved at miste de sociale og økonomiske fremskridt, som landet har opnået gennem de seneste 10 års delvise demokratiske åbning. Der er hårdt brug for øget humanitær hjælp, og den kan kun sikres, hvis bl.a. FN kommer mere på banen og samarbejder med lokale organisationer.

Artiklens øverste billede
Befolkningen i Myanmar demonstrerer – mere og mere voldeligt – over, at militæret for et år siden afsatte Aung San Suu Kyis civile regering og selv overtog landet. Foto: AFP

Det er et år siden, at Myanmars militær afsatte Aung San Suu Kyis civile regering. Militærets ledelse troede tydeligvis, at den kunne tage kontrol med et snuptag, men kuppet udløste massive, men fredelige, folkelige protester, som militæret efter få uger valgte at slå hårdt ned på. De fredelige gadedemonstrationer, strejker og boykot af militæret fortsætter stadig, men modstanden er blevet mere og mere voldelig. Myanmar befinder sig nu i en dyb konflikt, der har revet landet fra hinanden politisk, økonomisk og socialt. Lokale borgerkrige har udviklet sig over store dele af landet og vil sammen med det økonomiske kollaps øge flygtningestrømmen til nabolandene. Millioner af burmesere er på vej tilbage i absolut fattigdom, og konturerne af en fejlslagen stat tegner sig. Vesten ser i stigende grad på, mens Kina står med nøglerne til en løsning af krisen.

Mens militærets brutale forsøg på at nedkæmpe befolkningen fortsætter ufortrødent, står generalerne over for en voksende opposition. Imidlertid er oppositionen ikke samlet, hverken organisatorisk eller i forhold til de politiske mål. Den består i dag af en lang række grupperinger, der går på tværs af religiøse, etniske og lokale tilhørsforhold, og som indbefatter både strejkebevægelser, politiske partier, civilsamfundsorganisationer og offentligt ansatte, der har tilsluttet sig den civile ulydighedsbevægelse (CDM) i protest mod at arbejde under militæret.

Ved at fastholde det stærke fokus på Asean er det lykkedes Kina at holde FN ude af konflikten på landjorden og samtidig styrke Xi Jinpings mantra om, at »Asien er for asiater«.

Hertil kommer de etniske væbnede organisationer, der i årtier har kæmpet for lokal autonomi, og som nu til en vis grad samarbejder med de lokale selvforsvarsgrupper (People’s Defence Forces), der er opstået i kølvandet på kuppet. Mange selvforsvarsgrupper er lokalt baseret, mens andre består af unge fra byerne, der har mistet troen på den fredelige modstand og den internationale hjælp. De har især søgt ly i områder langs Thailands og Kinas grænser, der kontrolleres af to af de ældste etniske væbnede organisationer. De unge har modtaget våbentræning, og en del er vendt tilbage til byerne, hvor de gennemfører daglige bombesprængninger og angreb på personer med tilknytning til militæret. Der er med andre ord tale om en mangfoldig opposition, men med forskellige interesser og baggrund.

Skyggeregeringen, National Unity Government (NUG), som medlemmer af Aung San Suu Kyis parti, NLD, dannede i maj sidste år, har forsøgt at sætte sig i spidsen for oppositionen. Det har den blandt andet gjort ved at udpege aktivister og repræsentanter fra etniske mindretal som ministre og ved at mobilisere modstanden om en fælles politisk vision om et føderalt demokrati. Der er ingen tvivl om, at NUG har stor opbakning, men skyggeregeringen har endnu ikke fået etableret en overordnet koordinering af modstanden mod militæret.

Det, der binder oppositionen sammen, er vreden over militærets ubeskrivelige vold og ønsket om endegyldigt at få militæret fjernet fra politik. De største etniske hære forfølger deres egne interesser og har hverken sympati for militæret eller oppositionen. De udnytter, at militæret er spændt hårdt for til at erobre nye territorier. Myanmars lange historie med etniske splittelser og mistillid gør det derfor svært at forestille sig en samlet front mod militæret. Det internationale samfund bør ikke desto mindre forsøge at støtte de bestræbelser, der bliver gjort for at samle oppositionen.

Myanmars økonomi er det seneste år skrumpet med op mod 20 pct. Landet er på rekordtid ved at miste de sociale og økonomiske fremskridt, som det møjsommeligt har opnået gennem de seneste 10 års delvise demokratiske åbning, hvor 8-9 mio. blev løftet ud af absolut fattigdom. Der udspiller sig lige nu en humanitær krise. Millioner er afhængige af fødevarehjælp, de internt fordrevne udgør op mod en halv million mennesker, og coronakrisen har kostet hundredtusinder livet. Der er hårdt brug for øget humanitær hjælp. Den kan kun sikres, hvis FN og enkeltlande kommer mere på banen og samarbejder med lokale organisationer.

Siden kuppet har militæret og private forretningsfolk knyttet til militæret kompenseret for den økonomiske krise ved at øge aktiviteterne i den uformelle økonomi. Der har blandt andet været en betydelig stigning i produktion og eksport af opium, sjældne jordarter, teaktræ og metamfetamin. Det betyder, at militærjuntaen er mindre ramt af den økonomiske krise, end de officielle tal kunne indikere. Samtidig har de vestlige sanktioner ikke for alvor ramt militærets største indtægtskilder i den formelle økonomi, nemlig minedrift og olie- og gasindustrien. Franske Total og amerikanske Chevron har netop meldt ud, at de trækker sig fra Myanmar, inden evt. sanktioner kom på banen, men deres plads vil utvivlsomt hurtigt blive overtaget af kinesiske og russiske selskaber.

Det internationale samfund har haft svært ved at spille en rolle i at løse konflikten, og som tiden går, overtager Kina mere og mere styringen. EU, USA, FN og en lang række vestlige lande har på det kraftigste fordømt kuppet og volden mod civile, men det har ikke ændret militærets kurs, og FN har ikke leveret hverken på landjorden eller i forhold til en forhandlingsløsning.

Kina har sammen med Vesten overladt mæglerrollen i konflikten til Sammenslutningen af Sydøstasiatiske lande (Asean). Ved at fastholde det stærke fokus på Asean er det lykkedes Kina at holde FN ude af konflikten på landjorden og samtidig styrke Xi Jinpings mantra om, at »Asien er for asiater«. Indtil videre har Asean ikke bidraget til konkrete fremskridt, men tværtimod givet militærjuntaen mere tid til at fortsætte brutaliteten. Samtidig holder Kina i lyset af den uafklarede situation alle døre åbne og har kontakter til alle parter i konflikten.

Den internationale interesse for konflikten i Myanmar er faldet kraftigt på grund af opblussen af andre internationale konflikter, såsom Afghanistan og Ukraine. Imens eskalerer volden og konfliktniveauet. Udfaldet af konflikten i Myanmar afhænger i første omgang af udviklingen i styrkeforholdet mellem militæret og den brede folkelige modstand. På nuværende tidspunkt tyder intet på, at militæret kan få fuld kontrol over situationen, eller at civilbefolkningen er ved at give op. Der er heller intet, der tyder på intern splittelse i militærets top, selv om et stigende antal soldater og politifolk deserterer. Myanmar kan derfor stå over for en langvarig konflikt med regional ustabilitet til følge.

Vil Vesten spille en rolle i løsningen af konflikten, er det vigtigt at koordinere med de asiatiske lande, der vil kunne spille en rolle, hvis militæret på et tidspunkt får brug for en stige til at kravle ned fra træet, eller hvis der skulle opstå sprækker internt i militæret. Det gælder især Japan og Indien, som er stærkt bekymrede over de regionale konsekvenser af den kinesiske fremmarch i Sydøstasien. Men også enkelte Asean-lande som Singapore og Indonesien vil kunne spille en rolle. Det er samtidigt vigtigt at arbejde mere intensivt på at få FN på banen som et alternativ eller komplementært til Asean – både på landjorden i Myanmar og i en mæglerrolle. Sker det ikke, vil konflikten med tiden blive løst på Kinas præmisser. Det vil ikke blot betyde et tilbageslag for de prodemokratiske kræfter i landet, men også resultere i en ændret sikkerhedspolitisk situation i regionen, da det vil give Kina adgang til både udskibnings- og flådehavn i Det Indiske Ocean.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.