Kan en handelsaftale brænde op i Amazonas?

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Handelspolitikken er et centralt hjørne af EU. Over de seneste 15 år har der været sat ekstra meget fart på at lave aftaler med store dele af verden. Men det er også aftaler, som i stigende grad møder modstand, og nu fra en ny og kraftig side. Nemlig klimaforkæmperne, som har godt fat i vælgerne over hele Europa.

Mercosur-aftalen er den nyeste og blev indgået i juni i år. Den er blevet kaldt en aftale om cows-for-cars, fordi aftalen giver bilproducenter i EU mulighed for at sælge deres biler til de latinamerikanske lande, mens de får mulighed for at sælge oksekød til EU.

Sød musik i de handelsivriges øre, alt imens klimaforkæmperne rynker panderne i bekymring.

I juni opfordrede over 340 organisationer f.eks. EU til at stoppe forhandlingerne, netop af hensyn til klimaet. Det er en kendt sag, at der i Brasilien bliver fældet meget regnskov for at gøre plads til landbrug, herunder særligt produktion af oksekød, og derfor er man naturligvis bekymrede for, om aftalen vil betyde endnu mere regnskovsfældning. En debat, der er blevet endnu mere kraftfuld i forbindelse med de voldsomme brande, der hærger Amazonas.

Da selv Frankrigs præsident Macron løftede øjenbrynene og truede med at blokere en aftale, endte man med at skrive Paris-aftalen ind i handelsaftalen. Dog ikke på en måde, hvor handelsaftalen bliver annulleret, hvis parterne ikke følger Paris-aftalen. Og det var netop kimen til striden i forbindelse med G7-topmødet, hvor Macron hævdede, at han var blevet snydt af Brasiliens præsidents påståede intentioner om at følge Paris-aftalen.

Det er på ingen måde nyt, at EU’s mange handelsaftaler bliver udsat for kritik, ej heller med et klimaperspektiv. Og rundtomkring i andre EU-lande har der tidligere været protester med hundredtusindvis af deltagere.

Men det er nyt, at bekymringerne når helt op til den franske præsident, og det er nyt at have så slagkraftig en mobilisering, som klimabevægelsen har.

Derfor er spørgsmålet også, om EU’s handelspolitik kan overleve. En handelspolitik, som har understøttet og udbygget globaliseringen, fordi man hele tiden har haft som mål at øge handlen og væksten. Men når det ikke længere er det vigtigste, begynder fundamentet måske at smuldre.

Ser vi på tidligere kampe, så gik bølgerne også højt, da Ceta, handelsaftalen med Canada, skulle vedtages. Et af Belgiens parlamenter satte sig imod, og samtidig lagde de folkelige bevægelser et solidt pres på de folkevalgte i EU-Parlamentet.

Da vi skulle stemme, blev vi mødt af en kæmpe menneskekæde foran parlamentet, og resultatet var ikke givet på forhånd. Men handelsaftalens forkæmpere kunne ånde lettet op, Ceta gled igennem og kunne træde i kraft kort tid efter. Det etablerede system havde sejret, nu kunne arbejdet fortsætte lidt endnu uden problemer.

Med Ceta handlede argumenterne særligt om demokrati, forbrugerbeskyttelse og arbejdsmarkedet. Klassiske, men vigtige emner i globaliseringsdebatten. Men med den kraftige debat om klimaet, ser vi altså en bevægelse over det meste af Europa, der kan få mange magthavere til at ryste i bukserne.

Måske var det netop dét fokus, der skulle til, før EU’s handelspolitik for alvor begynder at få problemer.