Når videnskaben forsvarer lovbrud

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Verdens ledere mødes i september til FN’s to uger lange klimakonference i New York. FN’s generalsekretærs særlige udsending for klimatopmødet, Luis Alfonso de Alba, har på forhånd krævet, at deltagerne går længere i deres politik end bare at søge at afbøde konsekvenserne af klimaforandring.

Landene skal i stedet sigte mod en fuldstændig transformation af deres økonomier i tråd med de bæredygtige udviklingsmål. Imidlertid peger alt på, at regeringerne har svært ved at bevæge sig væk fra ”politics as usual”.

Hvad kan borgerne gøre, hvis deres regeringer ikke tager ansvar for en fælles menneskelig fremtid? Mange udtrykker deres desperation på sociale medier, men for nogle er det ikke nok.

Grupper af mennesker overalt i verden tyr til noget, som både er mere radikalt end Facebook-opråb – og som har en noget længere forhistorie: civil ulydighed.

Denne politiske aktionsform går tilbage til den amerikanske essayist Henry David Thoreau (og længere endnu), som i et essay af samme navn tilskyndede borgere til at bryde loven ved at kaste grus i maskineriet, når de blev konfronteret med stater, der agerede urimeligt.

Det bedste eksempel på den nye – grønne – civile ulydighed er bevægelsen kaldet Extinction Rebellion (Oprør mod udryddelse). Bevægelsen, som opfordrer til ikkevoldelig civil ulydighed, opstod i Storbritannien, hvor 6.000 mennesker sidste november gennemførte en fredelig protest, der lammede trafikken i det centrale London.

På rekordtid har bevægelsen bredt sig til hele kloden, blandt andet USA, Indien, Australien, Brasilien og Danmark – i alt 49 lande. Det er en verdensomspændende reaktion på den globale krise.

Civil ulydighed har været grundlaget for nogle af historiens vigtigste vendepunkter. Thoreau selv brugte det mod slaveriet; Gandhi mod englændernes koloniherredømme i Indien; Martin Luther King i kampen mod diskriminationen. Men ’maskineriet’ er i dag helt forskelligt fra 1849, det år hvor Thoreau skrev sit essay.

Dakota Access Pipeline-protester i USA, den tyske barrikade af adgangsvejen til en kulmine i januar og herhjemme bevægelsen ”Jyder mod overflødige motorveje” peger på, at den nye frontlinje i den grønne civile ulydighedsbevægelse er den vigtigste infrastruktur af kulstofintensiv kapitalisme.

Den 16. august i år trådte denne nye bevægelse første gang frem i Danmark. Den dag organiserede den lokale afdeling af Extiction Rebellion sin første store aktion: en 24 timers barrikade af Holmens Bro i København. Med den type aktioner vil bevægelsen presse den danske regering til hurtigst muligt at gennemføre de forandringer, FN kræver.

En af bevægelsens danske talspersoner, som foretrak at forblive anonym, forklarede:

»Politikerne er overbeviste om, at klimaforandringerne truer fred og stabilitet i verden, men så længe det drejer sig om fjerntliggende steder, er det usandsynligt, at vestlige regeringer vil komme under stort pres fra deres vælgere for at tvinge forandringer igennem. Ved at forårsage offentlige, fredelige forstyrrelser herhjemme, forsøger vi at forvandle ustabilitet til et værktøj for at gennemtvinge ændring.«

En anden demonstrant, selv videnskabelig medarbejder hos et dansk universitet, tilføjede: »Vi er nødt til at erklære en klimanødsituation. Fortælle offentligheden, at dette er en eksistentiel trussel. Dette handler ikke kun om miljøet, men om alt.«

Demonstrationen virkede alligevel meget afslappet: Solen skinnede, og et par hundrede – for det meste unge – idealister blev ledsaget af nogle forældre, der uddelte hjemmebagte cookies. Deltagelsen var intet sammenlignet med klimamarchen, hvor tusinder dukkede op for at få et glimt af den karismatiske Greta Thunberg.

Til trods for den beskedne størrelse står bevægelsen ikke alene. 174 danske forskere underskrev et støttebrev, der gentager en bredere appel fra førende globale forskere om at handle radikalt som sidste udvej.

I 2012, for eksempel, forårsagede klimaforsker Brad Werner et stort postyr med sin præsentation på et prestigefyldt møde i the American Geophysical Union, med titlen ”Is Earth F ** ked?”. Pointen var, at han som geofysiker indsatte ulydighed af den slags, Thoreau foreslog, som en meningsfuld faktor i modeller af ”jord-menneskelige systemer”, der bestemmer fremtiden for arter på Jorden.

Og Werner er ikke alene. Flere og flere topklimaforskere går endnu et skridt videre, og nogle af dem bliver nu regelmæssigt arresteret under demonstrationer. Det er uklart, om Extinction Rebellion er starten på et ”arabisk forår” for klimaet, men det er sikkert, at den civile ulydighed i stigende grad vil være en del af mødet mellem klimavidenskab og samfundet.