»Når man ikke har magt, savner man den. Når man har den, bliver den væk mellem fingrene«

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

BERLIN

Der har jo lige været folkemøde på Bornholm, og et af de varme emner, forstår man, var magt. DR’s aftenprogram ”Deadline” havde ligefrem en hel udsendelse fra havnen i Allinge, hvor en fagforeningskvinde, en investeringschef, en tidligere minister og en nuværende adm. direktør skulle forholde sig til emnet. Der blev sagt en del kloge ting, men påfaldende var det, at ingen blot antydede, at magt kunne være alle tiders. Egentlig, hed det, havde man den ikke. Man var afhængig af andre, der var love og regler, og det var man glad for, lød det i sommernatten.

Så megen ydmyghed gør næsten ondt. Mest bemærkelsesværdigt, i hvert fald fra denne post, var en slags sideløbende diskussion om, hvem det er, der bestemmer. Egentlig var det ikke en diskussion, for en magtudredning påviser, at det overvejende er hvide mænd fra Nordsjælland. Som om det ikke er nok, er de også medlemmer af Danmarks Jurist- og Økonomforbund (Djøf). Og deres børn har langt større muligheder for at lande på samfundets øvre hylder end andre med forældre uden videregående uddannelse.

Nu er det altid smukt, når mennesker, som kommer fra beskedne kår, arbejder sig frem og op. Det må også været et pejlemærke i et demokrati, i hvor stort omfang den sociale arv kan brydes. Men at fremstille djøfere som lurvede personager, der rager til sig på andres bekostning, er måske at gøre for meget ud af det. Man mindes kritikken af det såkaldte ekspertvælde for snart en snes år siden; som om man kan vide for meget, som om man skal satse på halvdårlige kirurger og som om en amatørøkonom bør være direktør for Nationalbanken.

Det er godt med erfaringer fra livets skyggesider, men gør det folk til bedre ledere? Winston Churchill kom fra en af Storbritanniens mest privilegerede familier, elskede champagne og store cigarer og rejste ingen steder uden sin personlige tjener. Adolf Hitlers far var en lille tolder, selv var han falleret kunstmaler uden uddannelse, og han levede asketisk. Det ville være perverst at spørge, hvem man helst ville regeres af, men man får det indtryk, at beskedne forhold ikke i sig selv borger for kvalitet. Churchills søn var i øvrigt lidt af en drukkenbolt, og Hitlers søster en gang husholderske for jødiske studerende. Siger det noget? Nej, ikke det fjerneste.

Materialet for sammenlignelige studier er nærmest uendeligt, og de fleste andre eksempler er mindre dramatiske. De går også begge veje. Willy Brandt, en af Tysklands store forbundskanslere, havde på grund af krigen og en flygtningetilværelse i Skandinavien ingen formel uddannelse. Hans forgænger Kurt Georg Kiesinger, jurist og kendt som en skønånd, var en parentes som regeringschef. I Danmark var den tidligere arbejdsmand Anker Jørgensen en succes som folkelig statsminister uden imponerende, økonomiske kvalifikationer. Hos forgængeren Jens Otto Krag, søn af en tobakshandler, var det omvendt.

På havnen i Allinge blev det nævnt, at der i jantelovens hjemland måske er en særlig blufærdighed over for magtbegrebet. Det kan være, selv om der, siden Aksel Sandemose genopfandt ordet i 1930’erne, er sket en del. Socialdemokraten Per Hækkerup, der navnlig var aktiv i 1960’erne, havde ingen berøringsangst. Viljen til magt, sagde han, er forudsætningen for at være politiker. I Den Store Danske Encyklopædi fylder kapitlet om magt seks sider. Det spiller, hedder det, »som begreb en væsentlig rolle i politik og økonomi, politisk filosofi, etik, politologi, sociologi og psykologi og bruges i daglig tale også i mange andre sammenhænge.« Sociologen Max Weber, nævnes det senere, definerede magt som »evnen til at sætte sin vilje igennem og nå sine mål, selv om man møder modstand«. Hvilket vel begge er ædruelige betragtninger.

Det korte af det lange er, at hverken fagforeningskvinden, investeringschefen, den tidligere minister eller den nuværende direktør ville være, hvor de var, hvis ikke de ville magten. Og at vi andre, med mere beskedne hverv og tildels uden studentereksamen, ikke nødvendigvis har den drivkraft. Der skal sågar være djøfere, som er glade for at sidde ved et skrivebord uden at have alverdens indflydelse.

Den nu afdøde udenrigsminister Niels Helveg Petersen havde en vis indbygget forsigtighed i sine udtalelser, men gjorde sig tanker om sin position. »Når man ikke har magt, savner man den. Når man har den, bliver den væk mellem fingrene. Jo tættere man er på den, jo mere synes den at forsvinde. Faktisk,« sagde han, »er politisk magt det farligste euforiserende stof.«

Men han søgte den, som mange andre. Det er der ikke noget i vejen med. Tænk, hvis de ikke gjorde.