Vil fællesnævner for populisterne give bonus ved valget?

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Den europæiske valgkamp er allerede i gang. I sidste uge var de konservatives europæiske spidskandidat Manfred Weber på valgturné i Danmark. Han er formand for den konservative EPP-gruppe i Europa-Parlamentet og Angela Merkels kandidat til formand for EU-Kommissionen.

Spillet om magten i Europa er dermed i gang. Der skal bl.a. vælges ny formand for EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet.

Mange frygter en negativ indflydelse på denne magtkamp fra de populistiske partier og bevægelser på højrefløjen – som Salvinis Lega i Italien, Marine Le Pens parti i Frankrig, tyske Alternative für Deutschland (AfD), det polske regeringsparti PIS, Ungarns Orbán, ja, såmænd Dansk Folkeparti og mange flere.

De har en ideologi til fælles, hvor det grænseløse er hovedfjenden: grænseløse penge og grænseløse menneskestrømme underbygget af det ansigtsløse og kulturløse bureaukrati i Bruxelles.

Ideologien illustreres bedst af den tale, som Marine Le Pens niece, Marion Maréchal, holdt for de amerikanske konservative sidste år, gengivet i Weekendavisen. Naturligvis var EU det store uhyre, men hun understregede også den direkte forbindelse mellem det enkelte menneske, familien, ens fødested, ens sprog, religion og fædrelandet.

Den store fællesnævner er indvandring. Både flygtninge og migranter fra Mellemøsten og Afrika og arbejdskraft fra resten af Europa. Det hele opfattes som en trussel – mod lokal kultur, national identitet og arbejdspladser.

Religionen er også en vigtig faktor. Viktor Orbán taler åbent om at erstatte det liberale demokrati med et “kristent demokrati”. Traditionelle familieformer hyldes. Det afspejles i modviljen mod homoseksuelles rettigheder.

Igen ses EU som hovedfjenden, der spreder og forsvarer den ødelæggende individualisme, feminismen og ikke mindst normløsheden – især i Polen og Ungarn er det den stor anstødssten.

Vil disse partier forenet i samme ideologi også kunne finde sammen i en stor gruppe i Europa-Parlamentet og måske blive den andenstørste gruppe og en vigtig spiller i valget af nye europæiske ledere og i de kommende års politik? Det er nok tvivlsomt.

Nogle vil helt ud af EU som tyske AfD. Hovedparten vil blive i EU – der er for mange fordele forbundet med EU-medlemskab, ikke mindst pengemæssigt – men ændre EU indefra.

Politisk er der også store modsætninger. Matteo Salvini bejler til polakkerne for at danne en fælles gruppe i Europa-Parlamentet.

I dag sidder de i to forskellige politiske grupper. Men de to partier er rygende uenige om forholdet til Rusland. Salvini ønsker tætte relationer til Rusland, som Italien historisk altid har haft, hvorimod Polen i sagens natur ser Rusland som den meget farlige nabo.

Vil fællesnævneren for populisterne – immigrationen – give bonus til valget til Europa-Parlamentet? Viktor Orbán vil forsøge at gøre valget til en folkeafstemning om immigration. Det vil næppe lykkes. Immigration er stadig en bekymring for de europæiske vælgere, men ikke topprioritet, da antallet af illegale immigranter er faldet drastisk.

Ingen af de store regeringsbærende partier i EU’s medlemslande går ind for åbne grænser. Der er derimod enighed om en stærk beskyttelse af de ydre grænser som »vaccine mod epidemien med at rejse indre mure i EU«, som en fransk tænker udtrykker det.

Vælgerne i mange lande er mere optaget af klima og miljø som i Danmark. I de central- og østeuropæiske lande er det kampen mod korruptionen, der nok vil afgøre valget. Valget af den liberale kvindelige præsident i Slovakiet, som gik til valg på at bekæmpe korruption og råddenskaben i administrationen, er det første tegn på denne mulige positive vælgerændring.

Prognoserne for valget til Europa-Parlamentet i Danmark tyder på en halvering af DF’s mandater fra fire til to. Det kan naturligvis skyldes Messerschmidt – både hans pengesager, og at han ikke er kandidat – men også DF’s politik. De proeuropæiske partier som Socialdemokratiet, Venstre og De Radikale spås et godt valg. Så måske er verden alligevel ikke helt af lave.