Hvorfor er Ungarn medlem af EU, når nu det er så forfærdeligt?

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

BERLIN

Det ville være synd at sige, at Viktor Orban, den ungarske regeringschef, er fast i troen. Han har været liberal, han har været tilhænger af EU, han har gjort grin med kirken. Nu er han erklæret illiberal, han banker løs på unionen, og han er mere religiøs end mange præster.

Mange, der kender ham, siger, han ikke rigtig tror på noget, ud over magten. Hvis han skulle føre valgkamp i New York, ville han være flink ved jøder, har en tidligere minister fortalt; men han skal jo vinde i Ungarn, der har stærke, antisemitiske strømninger, og så beskylder han George Soros, en jødisk rigmand, for alverdens ulykker: migrantstrømme, Amnesty International og Transparency International (der begge angiveligt er løgnagtige og i lommen på ham), kristendommens undergang og alt muligt andet.

Orban holdt i weekenden sin årlige tale til nationen, få dage efter Donald Trump i USA, og uden at forklejne den amerikanske præsident må man medgive, at der var mere krudt i førstnævnte end i sidstnævnte. EU, mente han, var ansvarlig for alle de katastrofer, som Soros måske ikke kan lastes alene for.

»Det nye internationales højborg hedder Bruxelles, og dets middel er indvandring,« sagde han; valget til Europa-Parlamentet i maj er »det endelige slag«.

Man kunne jo spørge, hvorfor Ungarn er medlem af EU, når nu det er så forfærdeligt. Svaret er nok, at milliarder fra de øvrige lande fortsætter med at rulle mod Budapest, og at mange ungarere er tilhængere af unionen, trods alt.

Men noget synes under forandring. Orbans stemme bliver stadig mere skinger, hans talsmands anklager mod alskens internationale organisationer for at være i Soros’ lommer i stigende grad absurde. Orban har indtil for nylig været, hvad man kunne kalde en pragmatisk populist.

Hvis han af EU fik at vide, at han gik for langt i forhold til unionens værdier om retsstat, ytringsfrihed og god regeringsførelse, rettede han ind. De polske magthavere, der ser Orban som et idol, virkede mere uforsonlige. Nu lader det til, at rollerne byttes om. Forskere fra The German Marshall Fund påpeger, at Polen de seneste måneder har lyttet til europæisk og anden kritik.

En planlagt tvangspensionering af dommere er skrinlagt. En lov, der kunne straffe historikere med et uautoriseret syn på Polens rolle under Anden Verdenskrig, er skrottet. Et projekt, der skulle koncentrere medierne hos regeringspartiet PiS, er opgivet.

Imens strammer Orbans parti Fidesz grebet i Ungarn. Et europæisk universitet – finansieret af Soros – har sammen med en ikkeregeringsorganisation måttet forlade landet; de er nu i Wien og Berlin. Videnskabernes Akademi er kommet under regeringens kontrol. Partiets og Orban-familiens økonomiske transaktioner virker stadig mere tvivlsomme.

Ungarn er nu nr. 64 ud af 180 lande i Transparency Internationals liste over følt korruption – langt efter Botswana, Georgien og Namibia. Som sagt: Transparency er ifølge regeringen i lommen på Soros. Der er dog ikke fremlagt beviser eller argumenter.

EU er åbenbart i vildrede med, hvordan man skal forholde sig. Det Konservative Folkeparti er ligesom det tyske CDU i samme gruppe som Fidesz i Europa-Parlamentet. Der er ikke skruet ned for pengestrømmen. Orban har formentlig også set et besøg fra USA’s udenrigsminister Mike Pompeo tidligere på ugen som en fjer i hatten. Pompeo var optaget af bl.a. Ungarns nære bånd til Rusland, men har tilsyneladende holdt sig tilbage med kritik på menneskeretsområdet.

En af Pompeos forgængere, Madeleine Albright, er mere direkte. Hun har netop udsendt en advarende bog om fascisme. Hun mener, at både Ungarn og Polen foruden f.eks. Tyrkiet og Filippinerne kan være på vej mod denne statsform.

Fascisme er et lidt uklart begreb, den yderste venstrefløj bruger det ofte mod folk, man er uenige med, men der er nogle klare principper – fastlagt af Mussolini i Italien for 100 år siden: en fast statsmagt, samfundsdisciplin og offentlig lydighedspligt, altså at man skal gøre, som man får besked på. Man kunne tilføje, at modstandere skal betragtes som fjender eller idioter.

»Fascisme er ikke en ideologi,« sagde Albright i et interview i Financial Times i weekenden, »det er en proces«.

Det kan jo være, det er den proces, Orban er i gang med. Freedom House, en amerikansk tænketank for menneskerettigheder, siger i en ny rapport, at Ungarn ikke længere er et frit land. Det skyldes bl.a. fortsatte anslag mod medier og demokrati, hedder det.

Det mærkelige er, at Orban måske ikke havde brug for at være så hård. Hans økonomiske politik er ganske succesrig. Han er også karismatisk. Måske vil han bare være på den sikre side og er i virkeligheden lidt af en bangebuks.