Derfor går salget af gule veste strygende i Israel, men ikke i Egypten

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

BERLIN

Det har været et mærkeligt år, og ikke blot på grund af Trump, Rusland, Italien og naturligvis brexit, der undertiden ligner søslangen fra Loch Ness – alle taler om den, men ingen har endnu set den.

Der er nogle andre ting, knapt så dramatiske på overfladen, som har det med at drukne i nyhedsstrømmen. Lad os se på et par stykker. I denne uge er det 40 år siden, Kina skrinlagde de mest brutale og idiotiske forehavender fra Mao-tiden. Kommunistpartiet lagde sin såkaldte kulturrevolution, der kostede skønsmæssigt 400.000 mennesker livet, bag sig.

Helt kunne man ikke få den til at forsvinde, millioner af kinesere er blevet torteret, sendt i opdragelses- eller arbejdslejre og på anden måde ydmyget. Den slags opløses ikke i den blå luft. Men folk fik travlt med at højne deres egen levestandard, de var flittige og indfaldsrige, da man gav dem lov, og så tænker man måske ikke så meget på tidligere rædsler.

Nationalmuseet i Beijing har netop åbnet en udstilling i anledning af reformerne, der også åbnede landet mod resten af verden. Ifølge Frankfurter Allgemeine Zeitung er det et noget besynderligt projekt. Arkitekten bag reformerne, Deng Xiaoping, dukker kun op to gange i en billedpræsentation, og f.eks. ses den nuværende leder, Xi Jinping, 12 gange.

Det kan overraske, fordi Xi kun har været ved magten de seneste seks år og intet har med reformerne at gøre, ud over at han har videreført dem, samtidig med at undertrykkelsesapparatet er blevet styrket.

Xi har åbenbart ladt sig inspirere af Mao, der drev personkulten ud i det absurde; der er billeder af ham alle vegne. Han er ikke den eneste, som lærte af Mao på pr-området. Rumæniens mangeårige leder Nicolae Ceausescu overførte principperne til hjemlandet efter et besøg i 1971.

Det hindrede ikke, at han blev henrettet i forbindelse med revolutionen i Rumænien 18 år efter. Der var gået noget galt. Da Ceausescu var i Kina, var Mao-modellen allerede kørt fast, og Den Store Rorgænger, som han kaldtes, døde fem år senere

Men hvorfor vender persondyrkelsen så tilbage? Kina-eksperten Frank Pieke siger til avisen, at Xi »må fremvise sin magt så overdrevet, fordi han føler sig usikker«. Pieke taler mest om rivaler inden for partiet, men det kunne da også være interessant at høre, hvad den brede befolkning mener. Den er Xi nok lige så usikker over for, for ellers ville han vel have holdt frie valg for længst.

Også Egyptens præsident Sisi ser ud til at have grund til bekymring. Han er bange for gule veste, De ved, dem, som franskmænd i den sidste måned har brugt, når de ville protestere mod alskens ting. Det er nu forbudt at købe eller sælge gule veste i Egypten uden særlig tilladelse.

Otteåret for demonstrationerne på Tahrir-pladsen i Cairo, der indledte Det Arabiske Forår, står for døren. Der er ikke noget tilbage af det forår, nærmest tværtimod. Sisi har genoprettet og forfinet politistaten, og det sidste, han har brug for, ud over at terrorangrebene vender tilbage, er utilfredse egyptere i gule veste.

I Israel går salget af gule veste derimod strygende. Her demonstrerede hundreder af mennesker op mod weekenden mod stigende leveomkostninger, boligmangel og andre genvordigheder. Israelere lader sig gerne inspirere. Under Det Arabiske Forår blev der opslået en teltlejr i Tel Aviv, hvor man også demonstrerede mod regeringen.

Nu kan man anfægte en del omkring Israel – besættelser og bosættelser, hårdhændet behandling af palæstinensere og en muligvis korrupt regeringschef. Men det er et demokrati og en retsstat. Det er i modsætning til Kina og Egypten helt i orden at kritisere magthaverne.

Det betyder, at gule veste er, om ikke velkomne, så dog lovlige. Premierminister Benjamin Netanyahu ville være til grin, hvis han forbød dem. Der er også grænser for, hvor mange gange hans portrætter kan vises rundt omkring, selv om han er den mest afholdte regeringschef siden statens grundlægger Ben-Gurion.

Mange protester i et demokrati løber ud i sandet, og tingene er ikke altid så klare, som de virker. En kommentator i Financial Times påpeger, at 20.000 mennesker deltog i en klimademonstration i Paris for snart et par uger siden. De gule veste, der også var på gaden, tiltrak kun halvt så mange, om end der også var nogle af dem, som marcherede for klimaet.

På samme måde gør kommentatoren Simon Kuper opmærksom på, at det er en myte, at den amerikanske præsident repræsenterer globaliseringstabere, mens Hillary Clinton, der tabte valget (men fik flest stemmer) i 2016, repræsenterer dem, der er ved muffen. Præsidentens vælgere havde en højere gennemsnitsindkomst end Clintons. Og 90 pct. stemte også republikansk ved forrige valg. Hov, nu kom vi alligevel til at strejfe Trump. Glædelig højtid.