Hvis vi vil indføre permanent grænsekontrol, kan vi få vores eget brexit-kaos

Det nuværende kaos i Storbritannien omkring brexit illustrerer klart risikoen ved at sætte en politisk proces i gang uden på forhånd at gøre sig klart, hvor den kan ende. Det er tydeligt, at briterne totalt har undervurderet, hvor meget de er blevet bundet sammen med de øvrige EU-lande gennem 45 års medlemskab, og hvor mange problemer opbruddet skaber.

Forhåbentlig kan de britiske erfaringer tilskynde til, at man grundigt undersøger konsekvenserne af væsentlige ændringer i Danmarks forhold til EU, før man begiver sig ud på en sådan vej, herunder når EU-kapitlet skal formuleres i regeringsprogrammet efter et kommende valg. Det gælder for eksempel forslag om permanent grænsekontrol, som nogle partier har som målsætning.

Danmark har i de seneste år haft midlertidig grænsekontrol til Tyskland på basis af en EU-godkendelse. Der sættes i stigende grad spørgsmålstegn ved, om kontrollens effekt står mål med de betydelige ressourcer, som politi og hjemmeværn har måttet mobilisere, og som går ud over varetagelsen af andre opgaver.

Ifølge et nyligt notat fra Tænketanken Europa (”Scenarier for fremtidens Schengen”) er politiets responstider steget markant, mens grænsekontrollen har stået på, og der er sket et tocifret fald i sigtelsesprocenten for grov kriminalitet, hærværk og og tyveri.

Samtidigt er alle fagfolk enige i, at det en illusion at tro, at grænsekontrollen udgør et effektivt værn mod illegal indvandring, terror og anden kriminalitet.

Uanset dette viser meningsundersøgelser, at der er bred folkelig opbakning til fortsat grænsekontrol, og at generne ved kontrollen alt i alt opfattes som begrænsede. Der er trods alt tale om stikprøver, og der gennemføres ikke kontrol i havne eller lufthavne.

Skulle Danmark imidlertid på egen hånd beslutte at indføre permanent grænsekontrol, ender vi i en helt anden boldgade. Det ville betyde en de facto-udtræden af Schengen-samarbejdet, og de øvrige Schengen-lande vil næppe have andet valg end at svare igen ved at behandle Danmark som et ikke-Schengen-land.

Danmarks grænse til Tyskland og til Sverige ville hermed blive til ydre Schengen-grænser. De to nabolande må indføre alle de kontrolforanstaltninger, der anvendes over for tredjelande, og som er blevet kraftigt styrket over de senere år (med Danmark som stærk fortaler).

Dette omfatter systematisk grænsekontrol, også i havne og i lufthavne.

Enhver grænsegænger vil skulle have have sit pas kontrolleret og tjekket i Schengens database over mistænkelige personer.

Den svenske grænsekontrol i 2016-17 gjorde livet besværligt for mange danskere på vej til og fra arbejde. Dette er for intet at regne i forhold til konsekvenserne af en udtræden af Schengen.

Visionen om et økonomisk og befolkningsmæssigt sammenhængende Østersø-område ville afgå ved døden på samme måde som det tætte samarbejdet på tværs af grænsen i Sønderjylland.

Hertil kommer afbrydelsen af Danmarks deltagelse i det omfattende politisamarbejde, der er opbygget i tilknytning til Schengen. Europol-aftalen med EU, der blev indgået sidste år, vil falde bort, og politiets adgang til andre registre vil blive begrænset – alt sammen til skade for bekæmpelse af den grænseoverskridende kriminalitet.

Danmark ville ikke længere kunne være en del af Dublin-konventionen, der hindrer asylshopping. Danmark risikerer hermed at blive et attraktivt asylland, hvor flygtninge, der har fået afslag på ansøgning i andre EU-lande, kan søge hen for at prøve lykken endnu engang.

For dem, som vi gerne vil se i Danmark – som turister og forretningsfolk – bliver livet til gengæld mere besværligt. Et Schengen-visum vil ikke længere gælde i Danmark. Man skal søge om et særligt dansk visum for at komme på besøg.

Lad os ikke – som briterne – begive os ud på en chancesejlads, der kan ende et helt andet sted end forudset.