Annonce

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

John McCain og Dansk Sprognævn

Den afdøde senator var en stor atlantiker – og nej, det betyder ikke, at USA skal styre det hele, uanset hvad en dansk sproginstitution måtte mene.

Arkivfoto: Scott Applewhite/AP

Michael Kuttner, Berlin-korrespondent på Jyllands-Posten.

Der er sagt meget godt og rigtigt om John McCain, senatoren fra Arizona, der døde i weekenden. Han blev 81 år, hans sidste tid var præget af grusom sygdom, og ja, han var en stor mand. Han blev ikke knækket under krigsfangenskab i Vietnam, han var en ferm politisk håndværker, han kunne være en hård banan, men han kunne også være morsom.

Naturligvis, havde man nær sagt, slog han også nogle skæverter. Da han var præsidentkandidat i 2008, valgte han den kulørte Sarah Palin som sin makker, og han gik til det sidste ind for våbenforsyninger til Ukraine, hvilket under de nuværende forhold næppe ville mindske spændingerne på de kanter.

McCains bortgang markerer imidlertid også noget andet. Han var formentlig den sidste betydningsfulde atlantiker i det republikanske parti. Det kan være, at der er nogle skabsatlantikere her og der, men i fri luft og på talerstolene var han vel den eneste, der var tilbage. Alene ordet er så umoderne, at det ikke optræder i Retskrivningsordbogen. I Dansk Sprognævns fortegnelse over nye ord siden 1955 er en atlantiker en »person som er tilhænger af en politik styret fra USA«.

Det sidste lyder som noget fra en studiekreds i Danmarks Kommunistiske Parti i 1970'erne, så lad os komme med en mere ædruelig udlægning. En atlantiker er en nordamerikaner eller europæer, som sætter samarbejdet mellem de to kontinenter højt. Det drejer sig om fælles værdier – demokrati, retsstat, ytringsfrihed, markedsøkonomi og forsvarssamarbejde.

Historisk kan begrebet føres tilbage til et atlantisk charta forfattet af USA's præsident Franklin D. Roosevelt og Storbritanniens premierminister Winston Churchill under Anden Verdenskrig.

Mc Cain var altså atlantiker, og det var helt almindeligt hos Republikanerne – og Demokraterne – indtil for nylig. Faktisk foretrak mangen en europæisk diplomat en republikaner som præsident, fordi han i modsætning til strømninger i det demokratiske parti gik ind for frihandel og Nato-alliancen. Eisenhower, Nixon, Reagan og Bush (især den første) – alle gik ind for det transatlantiske samarbejde. McCain havde i Senatet følge af kloge folk som Richard Lugar.

De er væk nu, og det er ikke præsident Trumps skyld alt sammen. Det er i et vist omfang et generationsspørgsmål. Amerikanske præsidenter til og med den ældre Bush havde deltaget i Anden Verdenskrig, mange politikere havde - som deres mandlige vælgere - aftjent deres værnepligt, ofte stationeret i Europa.

De havde været uden for USA. For en snes år siden - værnepligten var for længst ophævet - havde kun et mindretal af Kongressens medlemmer et pas.

Men Trump har ikke gjort sagen bedre. Han retter det retoriske og handelsmæssige skyts mod Europa (ud over resten af verden). Briterne er ved at vågne op til en tilværelse helt alene, efter brexit og med et uberegneligt USA. I Tyskland søger regeringen alternative partnerskaber uden at skele for meget til, hvor appetitlige regimerne er. I Frankrig har præsident Macron opdaget, at hans indledende – og ikke ukloge – bearbejdning af sin amerikanske kollega ikke har haft videre virkning.

McCain var så at sige den sidste mohikaner hos Republikanerne, og han mente det samme i dag, som han mente i går. Den afgørende forskel mellem ham og Trump var imidlertid ikke deres holdninger, som Frankfurter Allgemeine Zeitung skrev i begyndelsen af ugen.

»De stod for forskellige politikertyper. McCain tjente en sag, han forklarede sine meninger med argumenter, som han tog fra virkeligheden, og han agtede sine politiske modstandere. Trump derimod tjener kun sit ego, skælder ud og fornærmer alle, der kritiserer ham, bekymrer sig ikke om kendsgerninger, fordrejer virkeligheden og lyver.«

McCain kunne blive en af dem, hvis kvaliteter man først rigtig vil værdsætte, når han har været borte et stykke tid. Mange nye politikere kommer i disse år – bl.a. ved det tilstundende midtvejsvalg – til Washington og kunne få det indtryk, at Trumps måde at gøre tingene på er den almindelige.

I en rigtig krig er der altid besindige mennesker, som arbejder på, hvordan hverdagen skal se ud efter konflikten. Det var også Roosevelt og Churchill optaget af, selv om der var meget, de ikke var enige om. På samme måde må der være folk på begge sider af Atlanten, som forsøger at redde, hvad der reddes kan, og forbereder en tid efter Trump.

John McCain ville have været oplagt til den tjans i USA, og skønt ingen er uundværlige, er det en skam, at han er væk. Et af hans sidste ønsker var, at Trump ikke skulle deltage i begravelsen. Det er forståeligt, og det er tragisk, men det atlantiske overlever forhåbentligt.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: DR kan »næsten være lige meget«

Morten Uhrskov Jensen
Ordene er Martin Krasniks, og vi må håbe, at vi når dertil, hvor DR lukker og slukker. Men først til lykke med de 20 pct.s besparelser.
Annonce
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her