Er Rusland på længere sigt en potentiel allieret?
Trumps Amerika er ikke nogen troværdig partner. Europa må selv tage ansvaret for vores sikkerhed.
Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.
USA har spillet en hovedrolle i dansk udenrigspolitik siden Anden Verdenskrig. Men vi kan ikke længere forlade os på Trumps USA.
Efter Nato-topmødet er det åbenbart, at Europa må træde ud af USA’s sikkerhedspolitiske skygge. Trumps beskyldninger mod Tyskland og hans mangel på respekt for sine Nato-allierede gør det umuligt at stole på ham. Han kræver voldsomme forøgelser af forsvarsbudgetterne uden strategiske begrundelser.
Trump-administrationen er så utroværdig og upålidelig, at sikkerhedsgarantier og eksisterende aftaler ikke er meget værd.
Men kan Europa stå på sine egne sikkerhedspolitiske ben?
Det er ikke noget simpelt spørgsmål at besvare, men det er vigtigt, at der startes en offentlig diskussion i Danmark og i Europa. Den er allerede i gang mellem europæiske statsledere, som det afspejles i den nye fælles militære interventionsstyrke.
Trump har truet med intervention i Venezuela, Nordkorea og nu Iran.
Europa er interne uenigheder til trods en hovedkraft i international politik. EU’s bnp er det største i verden. EU står for størsteparten af den internationale handel, euroen er blevet en global valuta.
Sikkerhedspolitisk er Europa nu nødt til at frigøre sig fra Trumps USA. De seneste dages Trump-trusler om at udslette Iran understreger, at vi må lægge afstand.
Hvad er truslen mod Europa i dag? Hovedtruslen er Rusland. Indlemmelsen af Krim, invasionen i Ukraine og Georgien og giftgasangreb på civile er eksempler på, at truslen er konkret og aktuel. Europas afhængighed af russisk energi og det store handelssamkvem bliver brugt af kritikere til at sige, at Europa ikke kan håndtere Rusland alene.
Ser man på det militære styrkeforhold mellem Rusland og Europa, kan Europa føle sig tryg. Vores militærudgifter er fem gange større end Ruslands. Der er to atommagter i kredsen. Der er specialtropper med kamperfaring, og EU-landene har i de senere år udbygget transport- og logistikfaciliteter, noget, der tidligere var USA’s prærogativ.
Intimidering og uroskabende oprør igangsat af Rusland over for f.eks. de baltiske lande eller Montenegro kan Europa sagtens selv afskrække. Europas sikkerhedspolitik vil være mere effektiv og troværdig uden at læne sig op ad Trump.
Hvad vil han gøre, hvis sådan noget sker? Vi ved det ikke. Trumps møde med Putin viser, at Europa må sige fra.
Mon ikke det ville være en mere effektiv afskrækkelse af Rusland, at Europa stod for en selvstændig sikkerhedspolitisk afskrækkelse? Og er Rusland ikke på længere sigt en potentiel allieret? På den lange bane har vi begge en fælles interesse i at afbalancere Kina, som har både kapacitet og vilje til at udvide sin magtsfære og udfordre de hidtil dominerende nationer.
De seneste måneders begivenheder i Iran er et eksempel på, at hvis Trump får sin vilje, kan han finde på at afvise aftaler, der er i alles interesse. Iran-aftalen blev opsagt af Trump. Nu har gensidige trusler mellem Trump og Iran nået et farligt niveau.
Det netop overståede topmøde med Putin understreger problemet med Trumps udenrigspolitik . Den ene dag kritiserer han Rusland, og den næste dag er Trump helt enig med Putin. Det går ikke i længden.
Indtil videre har argumentet været, at det, Trump siger, ikke er, hvad USA gør. Men både på handelsområdet og på sikkerhedspolitikken omsætter han nu sine tweets til handlinger.
Europa og specielt Danmark har også aktivt støttet USA’s interventionspolitik i forhold til stater i sammenbrud eller stater, der groft overtræder deres borgeres menneskerettigheder.
Her har USA siden 11 . september anført internationale interventioner i Afghanistan, Irak, Syrien, Libyen m.fl. Men det var dengang. Nu er det blevet tydeligt, at mange af de interventioner har skabt mere krig og uro end fred og demokrati.
Trump har truet med intervention i Venezuela, Nordkorea og nu Iran, men samtidig holder han ”succesfulde” topmøder med Kim Jong-un og Putin.
Hvor mange flere eksempler behøver vi for at lægge afstand til Trumps udenrigs- og sikkerhedspolitik?
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.