Den oversete humanitære krise i Latinamerika

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Venezuela har i årevis være ramt af en fødevarekrise og en så høj inflation (2.600 pct. i 2017), at mange ikke kan betale de få varer, der lejlighedsvist dukker op i butikkerne eller på det sorte marked. En tilsvarende krise i sundhedsvæsenet har medført, at især børn, kronisk syge og gamle dør af almindelige sygdomme, der nemt ville kunne behandles medicinsk.

Samtidig har stigende volds- og kriminalitetsrater gjort landet til et af de farligste i verden. Det Venezuelanske Observatorium for Vold i Samfundet vurderer, at 27.875 mennesker blev myrdet i 2015. Det svarer til 90 mord per 100.000 indbyggere. Mordraten er efterfølgende steget til 92 per 100.000.

Graden af politisk forfølgelse er også intensiveret. Siden regeringen indførte undtagelsestilstand i januar 2016, er demonstrationer blevet mødt med ekstrem vold fra landets sikkerhedsstyrker. Hundredvis af politiske modstandere er fængslet uden rettergang. Der rapporteres om tilfælde af tortur og seksuel vold mod demonstranter og politiske fanger.

I maj 2017 trak Venezuela sig fra Organisationen af Amerikanske Stater og dermed også fra det Interamerikanske Menneskerettighedssystem, hvilket yderligere har forværret beskyttelsesforholdene for ofre for statslige overgreb.

Venezuela er i manges øjne på kanten af at bryde sammen, og nabolandene håber, at et sammenbrud vil være fredeligt og ikkevoldeligt, så de undgår et øget migrations- og flygtningepres.

Som andre lande i regionen har Venezuela i forskellige perioder tiltrukket migranter fra nabolandene – senest under olieboomet i 1970’erne og 1980’erne – ligesom mange fordrevne fra den langvarige væbnede konflikt i Colombia har fundet et sikkert eksil i Venezuela.

Men situationen er vendt. Amnesty International og UNHCR har de seneste to år observeret et stigende antal venezuelanske flygtninge. Mange søger ikke asyl, men følger i stedet de traditionelle regionale migrationsstrømme. For de fleste er det en blanding af økonomiske, sikkerhedsmæssige og politiske forhold, der gør det nødvendigt at forlade landet.

Colombia oplever det største pres. Ifølge regeringen er 312.551 venezuelanere registreret som flygtninge eller regulære migranter i Colombia, mens omkring 450.000 formodes at opholde sig i landet på irregulær vis – nogle i transit. I 2017 søgte 15.600 venezuelanere politisk asyl i Brasilien, men det anslås, at over 70.000 opholder sig i landet.

Flere end 200.000 venezuelanere kom til Ecuador i perioden fra januar til september 2017, mange for at tage videre til Peru, hvor 190.000 venezuelanske migranter er registeret over de sidste to år. Atter andre er taget videre til Chile, som i 2017 husede omkring 100.000. Ca. halvt så mange formodes at opholde sig Argentina. Mindre østater som Trinidad og Tobago eller den Dominikanske Republik husede i 2017 hhv. 40.000 og 20.000 venezuelanske statsborgere. Rejsen til de caribiske øer foregår ofte i mindre og ikke særligt søstærke joller. Flere drukneulykker har allerede fundet sted, en situation, der på mange måder minder om det, der sker på Middelhavet.

Også Europa mærker en stigning i asylansøgere fra Venezuela, ikke mindst i Spanien, Italien og Portugal. Spanien huser aktuelt 70.000 venezuelanere.

Flere lande i regionen har de seneste år reformeret deres flygtninge- og migrationspolitik, herunder gjort det muligt for andre sydamerikanere at få humanitær beskyttelse og adgang til opholds- og arbejdstilladelser. Mens mange byder deres venezuelanske naboer velkommen, er andre, ligesom i Europa, bekymrede for, om venezuelanere tager deres arbejde, fylder for meget i de sociale budgetter eller begår kriminalitet.

Historisk har venezuelanere nydt godt af et særligt grænsevisum til Colombia med tilladelse til syv dages ophold i landet. Efter det vedvarende migrationspres satte Colombia i februar 2018 stop for det midlertidige visum. Panama indførte i oktober 2017 nye visumregler for at imødegå presset. Deportationer af irregulære venezuelanske migranter fra begge lande er efterfølgende steget.

Brasilien fastholder indtil videre en ”humanitær undtagelsestilstand” på grænsen til Venezuela og har etableret opsamlingslejre og felthospitaler langs grænsen. Peru har siden februar 2017 givet tidsbegrænsede opholds- og arbejdstilladelser til venezuelanere. Lignende arrangementer gør sig gældende i Chile og Argentina. Men det bliver de ikke nødvendigvis ved med. Migrationspolitik er politisk sprængstof.

Mange mener, at Chiles tidligere socialistiske præsident Michelle Bachelet tabte magten til højrefløjen ved valget i 2017 efter at have foreslået gennemgribende ændringer af migrationspolitikken: åbne (men kontrollerede) grænser, adgang til sikker migration og mulighed for legalt ophold.