Annonce

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Vejspærringer er afgørende for regering og væbnede grupper

Donorer arbejder på at fjerne de væbnede aktører fra mineområderne – nu er problemet på landevejene.

En chauffør betaler en soldat ved en vejspærring i Sydkivu, Congo. Vejspærringer forekommer overalt i Afrika, hvilket gør det nemt for donorer at slå det hen som afrikansk ”korruption”. Foto: Peer Schouten

Sommeren 2017 et sted i den konfliktramte Nordkivu-provins i det østlige Congo: Mando, lederen af Mai Mai Simba, den ældste oprørsbevægelse i Congo, mødes med statslige repræsentanter og militærfolk til vigtige forhandlinger. Deres mål er at overtale Mando til at ophæve oprørsgruppens besættelse af et indbringende guldmineområde.

Efter at have hørt deres argumenter indvender han: »Jeg har altid beriget jer med indtægterne fra minen – vi har alle nydt godt af den mine.«

Parterne finder snart frem til en pragmatisk løsning: Mando får lov til at sætte vejspærringer op lidt væk fra mineområdet, hvor hans oprørsgruppe kan beskatte ind- og udrejse af området. Det er lidt mindre indbringende end at putte guldet direkte i lommen, men også meget nemmere at håndtere – og at skjule.

Denne løsning betyder, at myndighederne kan udråbe mineområdet til et ”konfliktfrit område” over for vestlige donorer, samtidig med at de imødekommer en lokal magthaver. Og dermed forbliver det første led i den globale råstofforsyningskæde tæt knyttet til finansiering af oprørsgrupper.

Congos ressourcer er et centralt element i det 21. århundredes geopolitik. Produkter fra virksomheder som f.eks. Tesla og Apple afhænger af råstoffer, der findes i særlig store mængder i Congo. For at holde den teknologiske udviklings råstofbehov adskilt fra konflikten er donorerne derfor optaget af at gøre selve mineområderne fri for oprørsgrupper og andre væbnede aktører.

Dermed flyttes elendigheden ud på vejene, hvor parterne i stedet sætter vejspærringer op for at finansiere deres aktiviteter. Mando er på ingen måde enestående.

I en nylig undersøgelse kortlagde jeg og mine forskerkolleger næsten 1.000 vejspærringer i det østlige Congo. Reelt er det svært at finde en vej uden vejspærringer. De drives af en farverig kombination af statslige aktører, oprørere og traditionelle myndigheder, som ulovligt skummer en stor del af overskuddet på varer, og derved mindskes den handlendes mulighed for at få en fortjeneste.

Congos landeveje er en magnet for afpresning, for enhver, der ønsker at tjene penge, skal transportere deres produkter til markederne. Congolesere er derfor altid på farten, og vejspærringer er udbredte, simpelthen fordi de er en nem strategi.

Sammenlignet med røveri eller kontrol af et mineområde er det meget nemmere at sætte sig i vejkanten, spænde en snor ud og vente på, at pengene ruller ind.

I en nylig undersøgelse kortlagde jeg og mine forskerkolleger næsten 1.000 vejspærringer i det østlige Congo. Reelt er det svært at finde en vej uden vejspærringer. De drives af en farverig kombination af statslige aktører, oprørere og traditionelle myndigheder, som ulovligt skummer en stor del af overskuddet på varer, og derved mindskes den handlendes mulighed for at få en fortjeneste.

Vejspærringer er en banal fremgangsmåde: Køretøjet, lastbilen, fodgængeren eller bilen bliver nødt til at stoppe og kan som regel fortsætte efter at have betalt det krævede beløb.

Fremgangsmåden er også banal, fordi vejspærringer forekommer overalt i Afrika, hvilket gør det nemt for donorer at slå det hen som afrikansk ”korruption”. I en borgerkrig som Congos er de ikke desto mindre afgørende. Enhver, der ønsker at gøre krav på magten, kopierer blot denne forretningsmodel.

Congo har i øjeblikket omkring 120 forskellige væbnede grupper, og vejspærringer er centrale for deres overlevelse – især for oprørsledere, der befinder sig i områder uden råstoffer. Her er de gruppernes eneste indtægtskilde.

Vejspærringer er også afgørende for regeringen. Congo er kendt for kun at have 2.000 km anlagte veje. Uden veje er det næsten umuligt for en hær at komme rundt, forsyninger kan ikke komme frem til fjerne udposter, og bureaukraters magt rækker ikke længere end til dørtrinnet af deres kontor. Det betyder også, at regeringens lokale aktører er nødsagede til at skaffe deres lønninger lokalt – gennem vejspærringer.

Som følge heraf beskattes alt og alle, der færdes på vejene. Enhver rejse mellem mark og landsby, og derefter landsby og marked, indebærer gentagne betalinger: soldat, oprører, politibetjent, lokal leder, myndighedsperson, soldat igen, efterretningstjeneste, migrationskontor, vejvedligeholdelse, provinsguvernøren, nationale statslige tjenester, færdselspoliti og soldat igen.

Congos råstoffer er vigtigere end nogensinde, og det samme er dermed også indsatsen for at holde råstofudvindingen adskilt fra konflikten.

I midten af april mødes donorregeringer, virksomheder, FN og OECD med partnere fra Congo for at drøfte initiativer med det formål.

Fokus ligger i høj grad på mineområderne, men hvis vi reelt ønsker at påvirke konflikten, må vi begynde med en erkendelse af, hvordan konfliktfinansiering virker i praksis. Et Congo uden konflikt og fattigdom kræver, at man arbejder hen imod et Congo uden vejspærringer.

Peer Schouten er post.doc. på Diis og forsker bl.a. i infrastrukturens rolle i international politik og statsdannelse.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu

Spionchef: Danmarks nye cybervåben kan lamme fjendens systemer

Danmark skal med et arsenal af nye, hemmelige cybervåben være med helt »ude i den skarpe ende« på Nato-missioner, når de nye våben næste år tages i brug, siger chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, i et interview med Jyllands-Posten. Han erkender, at de nye våben kan medføre civile tab.
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Skammer du dig ikke, Morten Østergaard?

Alex Vanopslagh
Med De Radikales seneste kampagne anklager de tusinder af gode danske virksomheder for bevidst at bryde loven og underbetale kvinder på arbejdsmarkedet. Usmageligt og skamløst.

Kommentar: Skal kriminalforsorgen fungere som ruffer?

Henrik Jensen
Spørgsmålet bærer svaret i sig. Det er vel ikke kun ofrenes efterladtes retsfølelse, der her forhånes. Husk lige, at kriminalforsorgen, det er også os – landets borgere.
Annonce
Djævlens bro fører til fransk Catalonien
Det rødgule catalonske flag vajer både på Pyrenæernes nord- og sydside. Men mens de fleste har hørt om det spanske Catalonien, er det franske Catalonien mindre kendt. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her