Fortællingen om en tostatsløsning kvæler håbet om en fredsløsning

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Den palæstinensiske stat er stendød. Og dog. USA og EU siger, at det palæstinensiske folk vil få deres stat i form af den såkaldte ”tostatsløsning”.

Denne fortælling har kørt længe. Man kan skændes om hvor længe, men den blev vel for alvor levende med Oslo-processens start i 1993. Nogle vil sikkert sige, den går tilbage til FN’s delingsplan fra 1947. Andre vil sige noget helt andet, og alle vil beskylde hinanden for historieforfalskning, manipulation og alt muligt andet slemt.

I kampens hede glemmer vi helt, hvad det hele handler om, nemlig de palæstinensere, der blev tabere, da jøderne med Israel fik deres stat i 1948.

Tostatsløsningen har længe været fortællingen om en fredsløsning i Palæstina-konflikten. Samtidig er betingelserne for en palæstinensisk stat blevet stadig mere urealistiske: For hver dag, der går, bliver Vestbredden, som skulle være en del af en palæstinensisk stat, mindre. Og for hver dag bliver befolkningen i Gaza større og deres livsbetingelser uophørligt forværret – selvom om man næppe skulle tro, det kunne lade sig gøre.

Jeg ved godt, der er mange, der ikke vil have, jeg skriver sådan: at de synes, det er halalflipper-vrøvl og romantisk sværmeri for de palæstinensere, ”der selv er skyld i deres ulykke”. At der er mange, der ikke orker at høre mere om den elendighed. Tavshed og fortrængning er imidlertid ikke lig med løsning.

Derfor fremturer jeg med, at det er et problem, at der som følge af Palæstina-konflikten lever millioner af mennesker, der ikke har statsborgerskab, som ingen rettigheder har, som lever under kummerlige vilkår i Gaza, på Vestbredden, i Libanon og Jordan, og som det internationale samfund i 70 år igen og igen har forsikret om, at de har krav på en løsning og bekræftet det gennem utallige resolutioner, tiltag, forhandlinger osv.

Hvert år beslutter FN’s generalforsamling, at der skal arbejdes for en løsning. Hvert år bevilger det internationale samfund i milliarder af kroner til projektet og anerkender dermed et ansvar for problemet.

Det faktum, at det internationale samfund ikke har formået at løse Palæstina-problemet, får ikke problemet til at forsvinde. Det forsvinder heller ikke ved at sige, at det ikke findes: Uanset om de må kalde sig ”palæstinensiske flygtninge” eller ej, har de fået et løfte fra det internationale samfund om, at de har et krav på en løsning.

I dag er der ingen svar fra det internationale samfund, fra Israel, fra USA, fra EU eller fra Danmark på, hvordan problemet skal løses. At stoppe bevillinger til knap to millioner palæstinensiske statsløse mennesker i Gaza får ikke ansvaret for deres skæbne til at forsvinde.

Og dog: Løsningen er tostatsløsningen. Men hvad går den ud på ud over at være en fortælling, der kan henvises til?

Da den amerikanske præsident Trump i december 2017 erklærede, at USA anerkender, at Jerusalem er Israels hovedstad og udelt hører under israelsk suverænitet, og at USA derfor vil flytte sin ambassade til Jerusalem, mente flere danske medier, at han havde fjernet en bøvlet forhindring i vejen mod en tostatsløsning, for nu var det besværlige Jerusalem ikke længere en del af ligningen.

Ifølge den logik har den russiske præsident Putin løst et problem i Ukraine ved at annektere Krim.

Trump sagde ganske vist, at der stadig kunne forhandles om Jerusalem. Palæstinenserne har imidlertid svært ved at se, hvad der er at forhandle om, når Israel har fuld suverænitet over et udelt Jerusalem.

Den amerikanske ambassade åbner i maj 2018. Åbningen falder sammen med, at Israel kan fejre sin 70 årsdag. I de 70 år er Israel blevet stadig større, og udvidelsen sker hele tiden med de såkaldte bosættelser, Israel etablerer i det, der engang var Østjerusalem, og i det land, der stadig kaldes Vestbredden.

Fortsætter udvidelsen med samme fart, vil Vestbredden ved Israels 100 års jubilæum være helt og aldeles israelsk.

Men hvor vil palæstinenserne være henne?

Israel er netop nu ved at vedtage en lov om, at Israel skal være en jødisk nationalstat, så der er der i hvert fald ikke plads til dem. Medmindre der inden Israels 100 årsdag er etableret en palæstinensisk stat i en tostatsløsning, har de intet sted at være.

USA taler stadig om en palæstinensisk stat, og både Danmark og EU siger, de arbejder for dens oprettelse. Men hvordan skal det kunne lade sig gøre, og hvor skal den være?

Under det, der er blevet betegnet som ”fredsprocessen”, er Vestbredden blevet halveret. Mens fortællingen om tostatsløsningen kører videre, forsvinder Vestbredden i israelsk annektering og dermed det konkrete grundlag for en palæstinensisk stat.

Svaret er således givet: Den palæstinensiske stat er stendød. Spørgsmålet er, hvad der skal ske med den palæstinensiske befolkning, der i dag tæller millioner, og som i 70 år har levet med et løfte om at få en løsning på deres situation. De venter stadig på svar og handling.