Farligt atomvåbenkapløb

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

I starten af februar annoncerede præsident Trump en ny amerikansk atomvåbenstrategi. Hvor Obama forsøgte at nedtrappe afhængigheden af atomvåben, skal brug af atomvåben nu spille en langt mere fremtrædende rolle i den amerikanske militære tænkning. Ikke kun som den absolut sidste altødelæggende mulighed, men også i forhold til det, der kaldes ”ikke-nukleare strategiske angreb” imod infrastrukturen. Med andre ord: De skal også kunne bruges i forhold til cyberangreb. Samtidig planlægger USA at udvikle mindre, taktiske atomvåben, der skal kunne bruges i en begrænset atomkrig i eksempelvis Europa.

Den nye amerikanske strategi er angiveligt et svar på en russisk oprustning, som også har brug af taktiske atomvåben som et kernepunkt. På sin ”tale til nationen” for nylig svarede Putin igen. Han pralede af, at Rusland har udviklet nye avancerede supervåben, som vil være i stand til at gennembryde ethvert missilforsvar. Bl.a. Natos missilforsvarsplaner har været en torn i øjet på russerne. I den russiske optik betyder missilforsvaret – hvis det ellers fungerer – at Vesten bliver usårlig i forhold til russisk gengældelse, hvilket vil tilskynde til militær aggression.

Hele forløbet er i virkeligheden grotesk. Atomvåben er noget djævelskab, som i sidste ende kan udslette menneskeheden. Rationalet ligger i, at man kan gengælde et angreb med en så dødelig effekt for civile, at modparten på forhånd afstår. Under Den Kolde Krig holdt USA og Sovjet hinanden i skak gennem det, der blev kaldt Mutual Assured Destruction (MAD), hvor et angreb fra den ene part med sikkerhed ville blive besvaret med et altødelæggende angreb fra den anden, hvilket begge parter vidste.

Også i dag har USA og Rusland atomvåben nok til at lægge fjendens byer øde, hvis de bliver angrebet. Logikken fra MAD gælder stadig, hvilket hverken små atomvåben eller missilskjoldsplanerne ændrer på.

Problemet er så, at det nye våbenkapløb risikerer at sænke tærsklen for at bruge atomvåben. Under Den Kolde Krig var tærsklen høj. Både USA og Sovjet vidste, at en atomkrig ville betyde gensidig udslettelse, og med den bevidsthed holdt de hinanden i skak. Man bevægede sig på en knivsæg, og det var flere gange ved at gå galt, men krigen kom ikke. Den nuværende udvikling betyder, at tærsklen sænkes.

Både Putin og Trump har en forestilling om, at de kan bruge små atomvåben i en begrænset krig. Putin har en paranoid angst for, at Nato kan tænkes at angribe Rusland militært, og i så fald vil han have muligheden for at svare igen med atomvåben – uden at den amerikanske og russiske civilbefolkning udslettes. Trump har den samme tænkning

Det kan lyde besnærende, men er i virkeligheden livsfarligt. Det er helt usandsynligt, at en atomkrig vil forblive begrænset. Atomvåben har en så ødelæggende effekt på civilbefolkningen, at det vil udløse en atomar reaktion fra modparten, og pludselig er parterne inde i en optrapning, som ikke kan kontrolleres. En lille gnist kan udløse ragnarokket.

Både Putin og Trump handler uansvarligt, og der er al mulig grund til, at en fjernelse af alle atomvåben igen kommer på dagsordenen. Indtil da er det nødvendigt, at ansvarlige lande reagerer. Således som det også var tilfældet, da 122 lande sidste år vedtog en FN-traktat om forbud mod atomvåben. Den er et klart signal fra resten af verden om, at vi ikke vil finde os i en oprustning, der kan udslette os alle.

Den danske regering har argumenteret med, at der er mere perspektiv i at presse på inden for rammerne af den såkaldte ikke-spredningsaftale (NPT). I denne ligger faktisk en forpligtelse for atommagterne til at nedruste, men forhandlingerne herom er gået helt i stå.

I det hele taget står Danmark ikke i et særligt flatterende lys. Hvilket også afspejler sig i, at vi aktivt støtter Natos missilskjold. Som nævnt er missilskjoldet et centralt argument for Putin i forhold til hans oprustning.

Det er helt igennem skidt.