Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Julefreden herskede, men vi har ikke set den sidste ufred

Med Donald Trump har Israel fået tilliden tilbage til USA. Til gengæld har palæstinenserne mistet deres.

Per Stig Møller er fhv. udenrigsminister og folketingsmedlem (K).
Julen fejrede jeg i Jerusalem og kørte i den forbindelse hundreder af kilometer igennem både selve Israel og Vestbredden. Efter præsident Donald Trumps udmelding om Jerusalem som Israels hovedstad og bebudede ambassadeflytning udnævnte Fatah og Hamas en ”vredens dag” med demonstrationer mod Israel og USA.

Palæstinensernes præsident Mahmoud Abbas erklærede, at USA herefter ikke kunne være mægler mellem Israel og Palæstina, som præsident George W. Bush ellers havde været. Han troede faktisk, at han kunne få skabt freden med en tostatsløsning, inden Barack Obama tog over i januar 2009. Det lykkedes imidlertid ikke. Både fordi Israels premierminister Ehud Olmert i efteråret 2008 blev afskediget på grund af korruption, og fordi Hamas i juleugen 2008 startede en ny krig med Israel. Resultatet blev, at Netanyahu i januar 2009 vandt valget over Kadima-partiets fredsforkæmpende spidskandidat Tzipi Livni.

I juni 2009 holdt præsident Obama i Kairo en fremragende, forsonlig tale til araberne, hvorefter han fløj hen over Israel til det stærkt Israel-kritiske Tyrkiet. Denne udenrigspolitiske markering styrkede ikke just Netanyahus tillid til USA, og uden en absolut tiltro til, at USA kommer til hjælp i en alvorlig krisesituation, tør Israel ikke indskibe sig i en fredsaftale med en tostatsløsning. Hvis Hamas med sit ønske om at udslette Israel derefter vandt det palæstinensiske valg, ville Israel ikke vide sig sikkert.

Tilliden til USA har Israel nu fået tilbage med præsident Trump. Til gengæld har præsident Mahmoud Abbas mistet sin tillid til USA som ”ærlig mægler”.

Vreden mod Trump lod sig da også se på pladsen foran fødselskirken i Betlehem, hvor en poster markerede, at hertil skulle vicepræsident Mike Pence i hvert fald ikke komme under sit bebudede besøg i Israel i denne måned, hvor Abbas heller ikke vil se ham. Måske ændrer han mening i lyset af, hvor svage protesterne var, og hvor lidt den arabiske verden lod sig ophidse. I Betlehem passerede vi en kortege af biler med unge mænd og såvel sorte som grønne faner hængende ud ad bilruderne. En af bilerne var for øvrigt en Alfa Romeo. De ses ellers sjældent i demonstrationer, og nogen virkning på byen fik deres kørsel ikke.

Vreden mod Trump lod sig da også se på pladsen foran fødselskirken i Betlehem, hvor en poster markerede, at hertil skulle vicepræsident Mike Pence i hvert fald ikke komme under sit bebudede besøg i Israel i denne måned, hvor Abbas heller ikke vil se ham.

I Jerusalem åndede alt fred og ro. På Vestbredden mødte vi kun kontrolposter på vejene ind til Betlehem og Jerusalem, og de lod bilerne komme rimeligt hurtigt igennem. Kun på vejen ind til Jeriko var der kastet med sten og afbrændt nogle bildæk, som man måtte slalome sig forbi, men derefter var alle tilsyneladende gået hver til sit, og roen genoprettet. Rolige var også alle de palæstinensere, som undervejs og selv på Tempelbjerget i Jerusalem spurgte mig, hvorfra jeg kom, og fik svaret Danmark. Selv den vrede, der havde ramt Danmark på grund af Jyllands-Postens ”Muhammedtegninger”, var fordampet.

Og hvad betyder så det?

For det første at Trump og Netanyahu kan fortsætte deres samarbejde.

For det andet at palæstinenserne ikke går efter en ny Intifada.

For det tredje at troen på en kommende tostatsløsning er svindende. Som en palæstinenser sagde til mig, bliver den aldrig til noget, men til gengæld må Israel nu til at behandle palæstinenserne i Israel og på Vestbredden som ligeværdige medborgere med alt, hvad dertil hører, pointerede han.

Og dét fører til det fjerde: at Israel må vælge mellem et demokratisk Stor-Israel, hvor jøderne med tiden risikerer at komme i mindretal, eller et udemokratisk, hvor palæstinenserne ikke har lige rettigheder.

Og den går, for det femte, ikke i længden. For i længden falder brikkerne i den arabiske verden på den ene eller anden måde på plads, hvorefter det palæstinensiske problem atter vil rykke om på dagsordenen. Kun hvis man til den tid står med et demokratisk Stor-Israel eller en tostatsløsning, vil det ikke blive et stort problem.

Trods julefreden har vi ikke set den sidste ufred endnu.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Social dumping? Det svineri vil vi ikke have her.

Louis Jacobsen
Når man arbejder som underentreprenør for Københavns Kommune, skal der ikke udføres social dumping. Det vil sige, at der skal lønnes efter de landsdækkende overenskomster.

Blog: Afpresning er ikke bare kriminelt, men politisk

Erik Winther Paisley
Det er måske eneste gang, jeg skriver disse ord, men nu må staten hævde sit territorium - og vise banderne, hvem der bestemmer.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her