Kold luft i det høje nord

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

I fredags blev puljerne til sommerens VM-slutrunde i fodbold afgjort ved lodtrækning i Moskva. VM i fodbold er en verdensbegivenhed, og lodtrækningen blev dækket intensivt af journalister fra hele verden.

Men ikke af Øystein Bogen fra norsk TV 2. Han blev erklæret en national sikkerhedstrussel af den russiske sikkerhedstjeneste. Derfor fik han ikke sin presseakkreditering til lodtrækningsceremonien.

Set fra norsk side er dette barnlig russisk chikane. Men det er samtidig kun det seneste af en lang række eksempler på et forværret norsk-russisk forhold. Tidligere i år blev to norske parlamentsmedlemmer nægtet indrejse, da det norske udenrigsudvalg planlagde et besøg i Rusland. Jævnligt bliver civilsamfunds-ngo’er, der arbejder i den norsk-russiske grænseregion, erklæret som ”fremmede agenter” af russiske myndigheder, fordi de samarbejder med norske partnere. At være ”fremmed agent” betyder store bøder samt krav, der begrænser og besværliggør ngo’ernes arbejde.

Det var f.eks. tilfældet for den russiske ngo Aetas, der i Arkhangelsk laver ungdomsarbejde fokuseret på miljø, økologi og klimaforandringer. Endnu et bizart eksempel på, hvad der fra norsk side ses som planlagt russisk chikane, var i 2015, da hundredvis af cyklende syriske og afghanske flygtninge pludselig dukkede op ved den norske grænse til Rusland for at kræve asyl.

Det forværrede forhold gør, at den norske sikkerhedstjeneste – den norske pendant til PET – i sin risikovurdering fra 2017 med navn nævner Rusland som den største spionagetrussel mod Norge. Den trussel handler ifølge sikkerhedstjenesten både om at rekruttere gammeldags agenter i Norge og om cyberspionage. Norsk TV 2 kunne således i februar fortælle, at Arbeiderpartiets parlamentsgruppe var et af målene for et større og succesfuldt russisk hackerangreb.

De norske besværligheder med Rusland er vigtige for andre end nordmænd af to grunde. For det første fordi de viser, at kreativiteten i udøvelsen af russisk blød magt – ”soft power” – er stor. For det andet fordi Danmark risikerer at blive mål for samme slags magtudøvelse.

I den spændte sikkerhedspolitiske situation mellem Nato og Rusland er Rusland den konventionelt militært underlegne.

Norges omfattende investeringer i nyt forsvarsudstyr kombineret med udstationering af amerikanske soldater i Norge understreger dette.

En konkurrence på hård militær magt vil Rusland tabe. Derfor forsøger Rusland med blødere midler at påvirke, presse, skræmme og chikanere Norge og norske beslutningstagere. Det gør Rusland, samtidig med at det norsk-russiske samarbejde på mange områder fortsætter, som om intet var hændt.

Fiskerikvoter, offshoreindustri og maritim eftersøgning og redning er tre eksempler på fortsat pragmatisk russisk-norsk samarbejde.

I bredere arktisk perspektiv bidrager Rusland stadig konstruktivt i Arktisk Råd. Men samtidig presser Rusland Norge på, hvordan den komplicerede norske jurisdiktion over Svalbard forvaltes.

For Danmark er lektien, at vi, sammen med Grønland, risikerer at komme i samme situation. Rusland forfølger snævert sine nationale interesser. Når det, set fra Kreml, kræver samarbejde, så samarbejdes der. Når det, set fra Kreml, kræver afstraffelse, chikane, spionage og afpresning, så vælges de redskaber. I den forbindelse er Norge ikke specielt.

Fra et dansk og generelt småstatsperspektiv er der to ting at gøre ved det. For det første at vise solidaritet med Norge, hvis norske beslutningstagere beder om det. Det nordiske samarbejde er et oplagt redskab til det. Solidaritet er – udover eftergivenhed – den eneste måde, en småstat kan håndtere en stormagt på.

For det andet skal russiske diplomater konstant gøres opmærksomme på, at de russiske efterretnings- og sikkerhedstjenester langsomt, men sikkert er i gang med at underminere Ruslands mulighed for at føre pragmatisk tillidsbaseret udenrigspolitik.