DR står isoleret med sin renhed og anstændighed
DR er suverænt førende på kvalitet, mangfoldighed og ikke mindst pli og dannelse.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg følger med interesse debatten om DR’s størrelse, budgetter og forbrug, lønninger til høj som lav.
Jeg ved ikke, om jeg har overset noget, men jeg begriber ikke helt, hvorfra kritikken opstår, og hvorfor netop nu?
Jeg kan se et mønster, som skræmmer, og som vi almindelige borgere i dette samfund klart bør stå op imod.
Mønsteret består i, at Dansk Folkeparti af forskellige årsager pludselig ser sig arg på et givent tema eller en given institution/ situation, og så kan det tema eller lignende godt begynde at ryste i bukserne, for så helmer DF ikke, før det som et hysterisk barn, der forlanger sin ret, får sin ret, og ingen midler er for store eller små til at hellige sig målet.
Nu er det så DR, som DF har sat sigtekornet på, og jeg mangler ærligt talt stadig en logisk forklaring på, hvori problemet består.
Et hurtigt kig ud over mediebilledet i Danmark fortæller efter min opfattelse, at DR suverænt er førende på kvalitet, mangfoldighed og ikke mindst pli og dannelse. Nuvel, det er en ældre institution, men jeg vil klart påstå, at fornyelsen har indfundet sig, og at det har øget DR’s omfang, gør for mig ingen forskel, så længe der også er alternativer.
Jeg så til min skræk, at man forleden morgen i TV 2 havde taget bl.a. chefredaktør Poul Madsen fra Ekstra Bladet ind som sandhedsvidne om, hvordan man kunne beskære DR og samtidigt forny institutionen. Et af argumenterne var, at formen og tiltalen (sproget) var nedladende og gammeldags. Helt alvorligt har jeg som forbruger ingen ambition om, at DR skal indlade sig på en form og facon, som man kan læse i f.eks. ”Nationen” i Ekstra Bladet.
Jeg kan med gru forestille mig, hvis DR skulle indlade sig på den stilart, som f.eks. Radio24syv har eksponeret. Der findes i min optik næppe ringere radio, end når ”Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm” tordner frem.
Jeg har forsøgt mig og redeligt givet programmet en chance, men alene det faktum, at indholdet forsøges dækkes ind under humor, men rettelig er politisk propaganda, er for mig så forkasteligt, at det ikke tåler nogen sammenligning.
Godt så, jeg lyder sikkert gammeldags, noget, jeg egentligt troede, var en af DF’s dyder, min pointe er blot, at DR rent genremæssigt står ret isoleret med en renhed og anstændighed, som jeg ikke tror, at jeg står alene med ønsket om at bevare.
Og koster det licens, er det fint med mig, det er rettelig en af de skatter, jeg forsat gerne betaler, hvis det betyder, at vi kan fortsætte med DR i den nuværende form.