*

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Løsriv kommunerne fra staten

Decentral udvikling: Reelt kommunalt selvstyre bør genindføres.

Der er brug for en gennemgribende demokratisk reform af det danske samfund, og i særdeleshed af den offentlige sektor i bred forstand. Kort sagt er der et skrigende behov for, at beslutningerne bliver taget så tæt på borgerne som muligt. Magten og beslutningskompetencen skal ligge der, hvor opgaverne udføres. Det burde være oplagt, men sådan er det ikke i dag. Der er gennem de senere år sket en stigende centralisering af magten, sådan at staten i stadig større grad styrer og bestemmer helt ned i de mindste detaljer, hvad der skal ske i det danske samfund. I hvert fald den del af udviklingen, der reguleres af demokratiske organer.

Magten og beslutningskompetencen skal ligge der, hvor opgaverne udføres.

Sagt lidt skarpere: der er brug for at finde tilbage til et egentligt demokratisk system, hvor magten og beslutningskompetencen i forhold til opgaverne følges ad, og ligger der, hvor opgaverne skal føres ud i livet, så tæt på borgerne som muligt. I min vision om et fremtidigt demokratisk samfund skal kommunerne og regionerne under et selv styre deres opgaver og disses finansiering. Det vil indebære, at pengene følger opgaverne.

Stor undersøgelse: Udbredt utilfredshed med kommunalt serviceniveau

Lidt forenklet kan man sige, at skiftende regeringer og det politiske flertal i Folketinget, helt uanset partifarver, har gjort sig til en slags ”overbyråd”, der har prøvet at detailstyre alt i den offentlige sektor. Det indebærer, at mens langt den største del af den offentlige service udføres i kommunalt eller regionalt regi, så styres det af regering, Folketing og centraladministration. Det kommunale selvstyre er som konsekvens heraf blevet udhulet og er i dag en illusion, der kun besynges ved festlige lejligheder. Det kan både ærgre og undre, for det er jo sådan, at ca. 70 pct. af de offentlige udgifter forvaltes af kommunerne og regionerne. Kort sagt kan det beskrives sådan, at ”staten bestemmer, kommunerne og regionerne udfører og borgerne ser passivt til”. Kommunerne og staten har det billedligt talt som katten og musen!

Efter min mening, og med mine 32 års erfaring som byrådsmedlem i en mellemstor, jysk kommune, nemlig Silkeborg, er der brug for et opgør med dette. Der er brug for at etablere eller genindføre et reelt kommunalt selvstyre, hvor beslutningerne træffes lokalt. Og hvordan gør man så det? Der har været talt i overskrifter om det i årevis, men man har så vidt jeg har set aldrig lavet et konkret forslag til, hvordan det skal komme til at se ud, og hvordan det skal blive til virkelighed. Det vil jeg prøve at skitsere her. Men først en kort beskrivelse af udviklingen i den kommunale verden.

De danske kommuner har gennem årene været udsat for flere reformer af både deres størrelse og deres arbejdsområder. Den seneste i 2007 står i et grelt lys, når man ser på den foregående reform i 1970. Før 1970 var der 1325 kommuner og 28 amter i Danmark. Nogle af kommunerne var meget små og ineffektive landkommuner. Derfor satte man i 1962 en reformproces i gang, der skulle skabe stærkere kommuner. Man inddrog alle parter i processen og man ville så vidt muligt lade sammenlægningerne ske frivilligt.

Det kommunale selvstyre er som konsekvens heraf blevet udhulet og er i dag en illusion, der kun besynges ved festlige lejligheder.

Resultatet blev, at antallet af kommuner med virkning fra 1970 blev reduceret til 275 og antallet af amter blev reduceret fra 28 til 16. Reformen medførte flere ting. Fælles for både denne og den senere reform i 2007 blev en langt mindre grad af folkelig medleven i den demokratiske proces. Antallet af folkevalgte kommunalpolitikere blev kraftigt reduceret. Ganske vist blev de fleste kommuner større, men der var stadig 130 af dem, der havde færre end 10.000 indbyggere, enkelte endda langt færre. Yderligere havde 78 kommuner mellem 10.000 og 20.000 indbyggere.

Altså havde 208 af de 275 kommuner fra reformens start i 1970 færre end de 20.000, som al forskning sagde, var en absolut minimumstørrelse. Som modvægt mod dette blev amterne styrket, så de havde en slags storebrorrolle i forhold til kommunerne, samtidig med, at de virkede som en regional sikring mod overdreven statslig styring.

Den seneste kommunalreform med virkning fra 2007 blev sjusket igennem efter en meget overfladisk proces, der kun havde strakt sig over godt et år. Reformen blev udformet af en regeringsnedsat kommission med kun begrænset medvirken af repræsentanter fra den kommunale verden. Og helt uden at inddrage den politiske opposition i Folketinget. Faktisk blev reformen vedtaget med kun en enkelt stemmes flertal af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. Det var ikke særligt flatterende for processen, og heller ikke særlig godt for ejerskabet til reformen, at VK-regeringen og dens støtteparti ikke ønskede at skabe bred opbakning. Nu blev det i stedet en meget ideologisk reform.

Indholdet i reformen i 2007 medførte, at antallet af kommuner blev reduceret fra 271 – Bornholms fem kommuner var i mellemtiden blevet lagt sammen til en enkelt, som samtidig fik amtsbeføjelser – til 98. Og amterne blev helt afskaffet som begreb og erstattet af 5 geografisk meget store regioner, der var under total statslig kontrol. De mistede bl.a. retten til egen skatteopkrævning. Og de mistede også amternes hidtidige rolle som værn mod statslig styring. Dermed var den nutidige rolle og magtfordeling lagt fast: kommunerne er fuldstændig underlagt statsligt overherredømme! Det er den situation, jeg her vil prøve at beskrive en metode til at gøre grundlæggende op med.

Man inddrog alle parter i processen og man ville så vidt muligt lade sammenlægningerne ske frivilligt.

Tokammersystem

For at fremme en decentral udvikling, der flytter magten så tæt på borgerne som muligt, skal man efter min mening indføre et tokammersystem, sådan som man kender det fra andre lande. Et førstekammer, Folketinget, der varetager alle de internationale og nationale anliggender, og et andetkammer, Lokaltinget, der tager sig af alle lokale anliggender. Man skal så at sige ”ryste posen”. Hvis man vil genindføre et reelt kommunalt selvstyre, er det helt afgørende at flytte beslutningerne om kommunale forhold væk fra staten, altså fra regeringen og Folketinget, til kommunerne og de nuværende regioner. Da der naturligvis skal være en form for ensartethed i de tilbud, som den enkelte kommune har til borgerne, på trods af den forskellighed, der naturligt vil opstå, bør der efter min mening etableres det nævnte kommunale parlament.

Efter min mening skal man konsekvent opdele Folketingets nuværende kompetenceområder. Når kommunerne og regionerne som nævnt tilsammen administrerer ca. 70 pct. af den offentlige økonomi, skal beslutningerne om anvendelsen og fordelingen af dem flyttes væk fra staten. Alle spørgsmål, der vedrører kommunerne og de nuværende regioner, skal flyttes fra Folketinget til det nye andetkammer – man kunne kalde det Lokalparlamentet eller for den sags skyld Landstinget. Som konsekvens heraf skal Folketinget fremover forholde sig til de resterende 30 pct., og i øvrigt beskæftige sig med rent nationale anliggender og udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder vores medlemskab af EU, FN, NATO og de øvrige internationale samarbejdsfora.

Der er meget at hente, sagde Løkke i 2005 om kommunalreformen: Så meget var der heller ikke at hente, viser ny forskning

Jeg er helt klar over den kritik, man med rette kunne have overfor det tidligere tokammersystem, som blev afskaffet med den nye grundlov i 1953. Det virkede kun som et forsinkelsessystem, som ikke fremmede eller havde nogen positiv virkning på beslutningerne. Det var to mere eller mindre sammenvoksede og indbyrdes konkurrerende organer. Det siger nok også en del om det, at de to ”parlamenter” holdt deres møder på samme etage i samme bygning, nemlig på Christiansborg, dog i hhv. folketingssalen og landstingssalen. Men det var så også det.

Det nye andetkammer flyttes til et centralt sted i landet – og ministerier flyttes med!

Det er logisk, at der skal ske en udflytning af det lokale parlament. Af praktiske og geografiske årsager og for at symbolisere opdelingen af den politiske og administrative magt. Jeg forestiller mig, at det lokale parlament bliver placeret i Trekantsområdet, altså enten i Fredericia, Kolding eller Vejle. Tæt ved både motorvejssystemet, jernbaneknudepunkt og Billund lufthavn.

Det indebærer også, at en række ministerier skal flytte ud fra København. Ikke på den forvirrende måde, som man har set det de senere år, hvor enkelte styrelser og afdelinger er flyttet rundt i landet for at tilgodese forskellige politikere. Det har kun medført manglende sammenhæng og overblik. Skatteministeriet er et grelt eksempel. Hvis det stod til mig, blev det fremover sådan, at de ministerier, der primært beskæftiger sig med de områder, som hører under det lokale parlament, bliver udflyttet som samlede enheder, men bliver placeret forskellige steder i landet for at fremme netop en decentral udvikling.

Man kunne placere Kulturministeriet i Aarhus, Energiministeriet i Esbjerg, Trafikministeriet kunne ligge i Slagelse, Undervisningsministeriet i Odense, Fiskeri- og Søfartsministeriet i Frederikshavn, Boligministeriet i Næstved, Egnsudviklingsministeriet i Nykøbing Mors, Turistministeriet i Svendborg, Landbrugsministeriet i Herning, Socialministeriet i Aalborg, Miljøministeriet i Silkeborg, Sundhedsministeriet i Kolding, Indenrigsministeriet i Vejle, Forsvarsministeriet i Sønderborg, Ældreministeriet i Kalundborg, Erhvervsministeriet i Helsingør osv. Listen er længere, men modellen er vist tydelig.

Men der er brug for reformen, hvis man ønsker at fremme en decentral udvikling i Danmark, og genindføre kommunalt selvstyre.

Det hele vil ændre begrebet regering, da det vil blive sådan, at nogle ministerier stadig hører under Folketinget, mens andre som skitseret hører under det nye lokale parlament. Logisk set skal ministre udpeges af det parlament, de skal betjene. Og i de tilfælde, hvor der er overlap, skal der udpeges en viceminister. Som eksempel er det helt oplagt, at det lokale parlament udpeger indenrigsministeren, men da der vil være en række områder, hvor der også er nationale interesser, skal Folketinget udpege en viceindenrigsminister. Sådan vil det være for en række andre ministerier.

En lang række forhold og velkendte vaner skal ændres i en sådan model. Det danske samfund vil ændre sig helt grundlæggende i en mere decentral retning. Derfor er der brug for en lang og grundig proces. Det vil tage mindst 4 år at drøfte og beslutte reformen. Og noget tilsvarende at implementere den. Men der er brug for reformen, hvis man ønsker at fremme en decentral udvikling i Danmark, og genindføre kommunalt selvstyre. Derfor skal processen sættes i gang snarest.

Andre reformer i kølvandet

Som konsekvens af den store reform er der efter min mening behov for, at man gentænker de reformer, der fulgte i kølvandet på den seneste kommunalreform. Jeg mener, der er behov for en ny kommunalreform, hvor man retter op på skævhederne i reformen fra 2007, hvor der bl.a. opstod geografisk kæmpestore kommuner uden indre sammenhæng eller naturligt center. Et grelt eksempel er Ringkøbing-Skjern kommune på ca. 1.400 km2. Man skal tilbage til bæredygtige kommuner med naturligt samlingspunkt. Altså skal antallet af kommuner øges fra de nuværende 98 til omkring 130. Samtidig skal man afskaffe det kunstige begreb ”regioner” og genindføre de tidligere amter. Før reformen i 2007 var der 14 amter, foruden at København og Frederiksberg kommuner havde en særstatus. Efter min mening ville det være optimalt med 9 amter i fremtiden. Fem i Jylland, et på Fyn og tre på Sjælland, inkl. Hovedstaden.

Jeg har ønsket at beskrive en model og en udvikling, der retter op på den stigende og lammende centralisering i det offentlige Danmark.

Der er også behov for en ny politi- og retskredsreform, hvor nøgleordet skal være nærhed for borgerne og tilstedeværelse i lokalsamfundene. Og der er brug for en helt ny valglov, der blandt meget andet tager højde for det nye lokalparlament, men som også ser kritisk på de eksisterende storkredse og valgkredse.

Jeg har ønsket at beskrive en model og en udvikling, der retter op på den stigende og lammende centralisering i det offentlige Danmark. Jeg tror, det er helt nødvendigt, at man ikke nøjes med at bande over statens dominans i forhold til udhulingen af det lokale selvstyre, men at man prøver at diskutere konkrete modeller for, hvordan man kan ændre på det. Og dette er så mit foreløbige bidrag, bl.a. med afsæt i min netop udgivne bog ”Hvis det stod til mig”.

Jørn Rye har været medlem af Silkeborg Byråd i 32 år frem til 2013. I en årrække var hans landsformand for SF's kommunalpolitikere. I dag er hans formand for SF i Silkeborg.
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her