Sundhedsplatform – en ny gyser?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I Politiken 6/4 udtrykker en række politikere fra Region Hovedstaden overraskelse over den produktivitetsnedgang, der er sket efter indførslen af det nye elektroniske journalsystem Sundhedsplatformen (SP), der er ved at blive rullet ud på hospitalerne i regionen. Det frygtes, at regionen vil få en indtægtsnedgang på 430 mio. kr. i 2017. Regionsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) citeres for: »Det var forventeligt, at vi ville gå ned i aktivitet, men ikke i det omfang. Problemerne har vist sig større, end vi troede,« og tilføjer, at problemerne »ikke må vare ved«. Den konservative Erik Lund siger, at »… forventningen er, at vi kommer op på niveau igen.«

Der har ellers været rejst meget kritik af SP, der er en tilpasning af det amerikanske system Epic. Hovedtanken i at indføre SP var den fornuftige at erstatte en lang række forskellige it-systemer med ét samlet system. En del af den forventede gevinst i SP skulle høstes ved at lade lægerne overtage en række opgaver fra lægesekretærerne, der så kunne spares på. Man regnede med, at nye ”klikjournaler” ville gøre lægernes arbejde lettere og hurtigere, så de kunne nå de ekstra arbejdsopgaver.

Nu er der snart gået et år, siden SP blev introduceret på Gentofte og Herlev Hospitaler, og selv om vi som personale efterhånden har lært os at bruge SP til rutineopgaverne i dagligdagen, er der stadig mange problemer.

For det første har SP problemer med at kommunikere med systemer uden for SP. Det gælder bl.a. det fælles medicinsystem FMK, som bl.a. bruges til at skrive recepter og til at se, hvilken medicin patienterne får fra deres praktiserende læge, og det gælder, når der fra SP skal sendes bestillinger på f.eks. blodprøver.

For det andet er designet af SP kluntet og kontraintuitivt. En lang række procedurer i systemet er tidskrævende og unødigt omstændelige og bærer præg af, at det oprindelige amerikanske system nok så meget er et faktureringssystem. Hvis man kommer lidt uden for sine rutineopgaver, er det meget svært at gætte, hvordan man skal komme videre, og det uigennemskuelige design gør det tungt og tidskrævende for nye medarbejdere at komme ind i systemet.

Der er varslet en stor systemopdatering om et års tid. Det vil kræve et gigantisk arbejde, men man kan håbe, at det kan løse de to første problemstillinger.

Det tredje store problem i SP er mere grundlæggende. En central antagelse i SP er, at man meningsfuldt kan erstatte de gammeldags journaler med ”klikjournaler”, hvor lægen krydser patientens symptomer af i et færdigt skema ved at klikke på computeren. Det duer måske nok, når man skal lave meget enkle journaler på mange ensartede patienter, men er sygehistorien bare lidt mere kompliceret, bliver det uoverskueligt, utilstrækkeligt og meget langsommeligt. Resultatet er, at lægerne mange steder slet ikke bruger klikjournalerne, men skriver journalen selv på samme måde, som lægesekretærerne gjorde det tidligere. Det tager meget længere tid end at diktere med en diktafon med nedsat produktion til følge.

Man må frygte, at politikernes optimisme er ubegrundet.