Fejlagtig forherligelse af Luther og reformationen
Der er åbenbart ingen grænser for, hvad reformatoren skal stå model til.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I Jyllands-Postens kronik af Lars Hovbakke Sørensen (LHS) 12. april kunne man endnu engang læse om alle de fortræffeligheder og positive konsekvenser for eftertiden, som Luther og reformationen medførte.
Imidlertid tror man knap sine egne øjne, når man kan læse, at kong Christian 3.’s beslaglæggelse (læs: tyveri) af Den Katolske Kirkes jordbesiddelser og ejendomme ved reformationen i 1536 „var med til at skabe forudsætningen for, at kongen på længere sigt også kunne tiltage sig mere politisk magt. Reformationen var således en væsentlig del af forklaringen på, at det godt 100 år senere lykkedes Frederik 3. at få indført både arvekongedømmet (…) og en meget hård og konsekvent enevælde”.
Men samtidig hævder LHS, at „en anden følge af Reformationen er den måde, som de politiske partier udviklede sig på i Danmark i forbindelse med fremvæksten af demokratiet i løbet af 1800- og 1900-tallet”. Med andre ord er Luther og reformationen skyld i både „en meget hård og konsekvent enevælde” samt udviklingen af det danske demokratiske partisystem. Unægtelig noget af en præstation!
At kongen tiltog sig mere magt, end tilfældet var før reformationen, er korrekt blandt andet på baggrund af fængslingen af de katolske biskopper, som alle var medlemmer af rigsrådet, samt på grund af hans tyveri af kirkegodset, som Den Katolske Kirke primært ved donationer gennem århundreder havde fået rådighed over. Men at man – som hævdet af LHS – med reformationen fik skabt et samfund, hvor autoriteter generelt kom til at spille en meget lille rolle, og hvor mennesker var meget lige, er simpelthen noget vrøvl og uden hold i virkeligheden. Tværtimod ødelagdes med reformationen ikke blot en europæisk fælleskultur, men et dogmatisk, fundamentalistisk mørke sænkede sig over de lande, hvor fyrsten tungt og magtfuldt havde taget Luthers lære til sig. I Danmark blev det med trusler om landsforvisning omgående forbudt at praktisere alle andre religiøse fortolkninger end den statsdikterede lutherske lære. Med Christian 4. skærpedes kontrollen med undersåtternes overholdelse af kravene om kun at praktisere den rette lutherske tro, dødsstraf blev praksis, såfremt katolske præster blev antruffet og grebet i at læse messer i kongens riger og lande, og med Christian 6. indførtes tvungen kirkegang, som varede ved til 1845.
For at kontrollen med undersåtterne i lokalområderne kunne fungere, blev de nye statsansatte lutherske præster pålagt opgaven som politispioner og angivere, hvilket tydeligst kom til udtryk i de mange hekseprocesser. Den første heksebrænding i Danmark fandt sted 1540 i Stege - altså fire år efter reformationen – og den sidste fandt sted 4. april 1693 i Nykøbing Falster. Tidsrammen fortæller entydigt, at den gængse protestantiske sejrsfortælling om, at vi med reformationen vendte os fra den formørkede katolske kirke til humanismen, er direkte løgn. Såvel reformatorerne som kongemagten anvendte synonymt begreberne vranglære, kætteri og trolddom, og folk, der blev beskyldt for at udøve trolddom, var derfor også kættere. Da sådanne ikke på nogen måde tolereredes i kongens riger og lande, var det – og det fremgår tydeligt af lovgivningen efter reformationen – kongens opgave i bogstaveligste forstand at befri disse mennesker for deres vranglære og kætteri. Og det gjorde man bedst ved at brænde dem!
Dette kunne imidlertid ikke føres ud i livet, hvis ikke man havde haft loyale statsansatte præster, som i lokalsamfundene fungerede som en velsmurt STASI-maskine, som oven i købet ikke veg tilbage for at anbefale tortur - sågar efter dommen - over for de arme oftest kvinder, inden de blev placeret på bålet. Men det er måske af den grund, at man i 2008 fra officiel dansk side mente, at Luther skulle indskrives i regeringens demokratikanon som grundlag og forbillede for vort moderne demokrati? Eller for den sags skyld, at Hovbakke flyder med strømmen og på direkte løgnagtig vis kolporterer myten om Luther og reformationen som en væsentlig kilde til vores moderne demokrati videre?
Netop Luthers fordring om ubetinget lydighed over for autoriteterne fremgår ellers klokkeklart af de skrifter, som reformatoren har efterladt sig. Ganske vist kan man også her støde på kravet om frihed; men den frihed, Luther plæderede for, var det kristne menneskes frihed fra at gøre gode gerninger som et led i frelsesprocessen. Dette havde og har imidlertid intet med frihed i bred politisk forstand at gøre. Mere korrekt vil det derfor være at fremhæve Luther som den mand, der hyldede autoriterne i form af fyrstens ret til uindskrænket at herske over sine undersåtter og samtidig forvente blind lydighed af disse.
Dette manifesterede sig tydeligt i forbindelse med Bondekrigene i Tyskland, hvor bønderne revolterede mod de elendige forhold, som adelen og fyrsterne bød dem. Efter dannelsen af Det Schmalkaldiske Forbund i 1530, hvor Luther overgav sig helt og holdent til fyrsterne, var hans svar på, hvad disse skulle gøre ved bønderne, helt entydigt: „Slå dem ned som gale hunde!” Et andet sted kan man hos Luther læse om samme problematik: „Således kan det da ske, at den, der på øvrighedens side bliver slået ihjel, er en ret martyr overfor Gud (…) For han handler i lydighed mod det guddommelige ord.” For den moderne læser vil det være nærliggende at sammenligne disse udtalelser med nutidige islamisters udsagn.
At Luther med sin reformation også fik gennemført en adskillelse af kirke og stat og dermed banede vej for, at vi her i det protestantiske Danmark er så dygtige til at holde stat og religion adskilt, er en udbredt påstand, som gang på gang fremføres fra såvel folkekirkelig som politisk side samt af LHS. Men intet er mere forkert. For i middelalderen var kirke og stat to selvstændige størrelser, som ganske vist flere gange stredes om, hvem der var mest magtfuld: sacerdotium eller regnum (den åndelige eller den verdslige magt). I spidsen for den universelle kirke stod paven og i spidsen for den verdslige magt den tysk-romerske kejser eller de enkelte landsfyrster.
Men med Luthers reformation ophørte denne adskillelse, og i de evangelisk-lutherske lande blev kirke og stat forenet med den lokale fyrste som kirkens overhoved. Eller med andre ord blev kirke og stat sovset godt og grundigt ind i hinanden i form af statskirker, således som vi stadig de facto kender det i Danmark. Dronningen er således formelt folkekirkens øverste biskop, og den religiøse statsinstitution styres af folketinget og kirkeministeren. Sidstnævnte bestemmer således også gennem den kongelige autorisation af salmebøger og tekstbøger, hvilke salmer og tekster der må læses under gudstjenesten i folkekirken. Proklamerer en præst, at han ikke tror en dyt på den trosbekendelse, han netop har liret af foran altret, sker der ham angiveligt intet. Men skulle han eller hun nægte at bede for majestæten og hendes hus, er fanden løs i Laksestræde, og så er det ud af lemmen. Er det, hvad man kalder adskillelse af kirke og stat?
Helt galt går det dog for LHS, da han bevæger sig helt ud på overdrevet ved at postulere, at vores uformelle omgangsformer, f.eks. i form af at titulere alle med „du” samt at en underviser på en læreanstalt kan drikke en kop kaffe i kantinen sammen med sine studerende, kan føres tilbage til Luther og reformationen. Der er åbenbart ingen grænser for, hvad reformatoren skal stå model til.
Afslutningsvis kan man endnu engang læse i Hovbakkes kronik, at „i det evangelisk-lutherske Europa har vi ikke samme indgroede respekt for autoriteter” som i det katolske Europa. I den forbindelse burde LHS nok have undersøgt, hvordan tilslutningen til den helt igennem autoritære stat og ideologi fordelte sig i det nazistiske Tyskland. Havde han ulejliget sig dermed, ville han have konstateret, at nazismen fik sin altovervejende opbakning i de protestantiske områder, mens tilslutningen i de katolske egne var markant lavere.
En smule seriøsitet ville være på sin plads!