Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Det er galmandsværk at følge den amerikanske russerforskrækkelse

Vores udenrigspolitik er på gal kurs.

Ole Høyer-Nielsen, Fejøvænget 1, Tilst

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Dansk udenrigspolitik har brug for at være samarbejdsvillig, ikke udøve trusler og boykot.

Danmark støtter ofte frihedsbevægelser i fremmede nationer, og det gør vi som regel sammen med USA. F.eks. for tiden i Syrien og tidligere i flere mellemøstlige og afrikanske lande. Så burde vi også støtte de russiske frihedbevægelser i Ukraine. Vores udenrigsminister er på helt gale veje, når han mener, at Maidan-bevægelsen var en frihedsbevægelse, men det russiske oprør i Østukraine og på Krim ikke er det. Hvis ikke amerikanske CIA og EU havde lavet deres undergravende virksomhed op til Maidan-oprøret og efterfølgende fortsat den russiskfjentlige kampagne, havde der ikke været den uro og opstandelse i Ukraine, som har udløst en mere eller mindre ”kold krig” mellem Vesten og Rusland.

Vores udenrigspolitk burde ikke længere bare følge i sporet af USA, medmindre Trump nu ændrer kurs.

Maidan-opstanden handlede for en stor del om utilfredshed med en ulidelig korruption blandt politikere i Ukraine, og kun til dels om hvorvidt Ukraine skal se mod øst ellervest. Men CIA og EU fik den vendt til at handle om for eller imod Rusland. Man lokkede med mange løfter, bl.a. med mulighed for at blive medlem af EU og Nato.

Når en nation som Ukraine, der i sin tid mere eller mindre blev konstrueret af Sovjet, efter dets selvstændighed behandler andre nationaliteter inden for sine grænser med så stor diskrimination, som tilfældet har været i Østukraine og på Krim, må man regne med modstand og ønske om frihed. Da det kom, valgte USA og EU at fastlåse grænsedragningen omkring Ukraine fra Den Kolde Krigs afslutning og tilskynde til forhåbninger om EU-medlemskab og Nato, som derefter gav næring til de politikere, der var villige til at fortsætte med knægtelse af russiske mindretal i Ukraine. Som modvægt har russerne hævdet, at deres landsmænd i Ukraine skulle have deres rettigheder indfriet, evt. ved udskillelse fra Ukraine. Sådanne bevægelser har både Danmark og EU samt USA støttet i mange lande tidligere, dog langtfra altid med succes. Men altså valgt det modsatte i Ukraine.

Russerforskrækkelse

At forfølge den amerikanske russerforskrækkelse i sådanne anliggender er galmandsværk. Og nu vil man føre sig frem med koldkrigsretorik og handlinger, som kun kan føre til modsvar fra Rusland. Rusland burde i højeste grad være en medspiller for og i Europa, hvad enten man er medlem eller ej af Nato eller EU. Russerne er et europæisk folk, endda en hel del med afsæt i vikingernes indvandring for 1.000 år siden. Russerne har mindst samme potentiale som det øvrige Europa for at udvikle sig til et stort og bedre demokrati, men får ikke muligheden, hvis Vesten konstant spænder ben for initiativerne. Vores udenrigspolitk burde ikke længere bare følge i sporet af USA, medmindre Trump nu ændrer kurs. Danmark har de sidste par årtier været nok med til at skabe elendighed ude i andre nationer. Nu sidst i Syrien.

Der er håb for, at Trumps politik i USA kan få andre tankesæt i spil i vestlige politikere, som kan være med til at acceptere, at ikke alle nationer skal have samme politiske system indsat med magt fra Vesten, men at et samarbejde mellem forskellige systemer og nationer fremmer fred og frihed mere end de såkaldte frihedsoperationer, Vesten ofte sætter i værk. Lad os kræve samarbejde af Vesten og ikke kun stille krav til de andre.