De europæiske Nato-nationer er militært for svage

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er ufatteligt at Nato og et EU, der har råd til at opkøbe for 80 mia. euro værdipapirer om måneden, i princippet blot har set til, mens Syriens præsident med bl.a. Irans og især Ruslands bistand har fået lov til at slagte sin egen befolkning – senest i Aleppo.

Fordømmelser og sanktioner af de involverede samt begrænset våbenhjælp m.m. til moderate oprørsstyrker og humanitær hjælp samt symbolske bidrag fra Europa til koalitionen er tydeligvis helt utilstrækkeligt. Hvordan kan man bære at se på en udvikling, der har så stor betydning for Europas befolkning – mens USA igen leverer over 80 pct. af indsatsen?

Man tillod jo ikke en tilsvarende nedslagtning af civilbefolkningen i Libyen i 2011 – man greb fra europæisk side militært ind. Hvorfor griber koalitionen så ikke ind her ved f.eks. at angribe det syriske luftvåben, når det fortsat angriber civile?

Svaret er, at USA ikke vil være med og de europæiske Nato-nationer militært er for svage og ikke har viljen til en sådan indsats, der jo i givet fald også kunne involvere russiske styrker i Syrien. Af tilsvarende grunde har Rusland fortsat også handlefrihed i Ukraine, som man havde det på Krim.

Ved indsatsen i Libyen var der desværre også kun et meget begrænset antal europæiske nationer herunder Danmark , der aktivt og offensivt bidrog til etableringen og opretholdelsen af den planlagte flyveforbudszone, men uden kraftig støtte fra USA med efterretninger, indledende angreb, våben og anden logistik herunder lufttankning var denne ”europæiske operation” ikke lykkedes.

Flere nationer ville sikkert gerne deltage – men havde ikke længere evnen.

Erkendelsen er vel, at de europæiske nationer siden Murens fald desværre har nedrustet så meget, at de ikke længere selvstændigt magter at gennemføre en operation som den i Libyen. Samtidig betaler USA ca. 70 pct. af Natos omkostninger til vor fælles sikkerhed, mens kun tre af Nato-nationerne i Europa yder de med bl.a. USA aftalte 2 pct. af bruttonationalproduktet (bnp) til forsvaret: England, Estland og Grækenland.

Danmark yder pt. 1,17 pct. af bnp og har i det aktuelle forsvarsforlig, der slutter i år, sparet ca. 15 pct. på forsvaret.

Man har derfor desværre ikke længere de militære kræfter og den politiske vilje i EU og Nato til sådanne store operationer. End ikke reetableringsfasen i Libyen efter flyindsatsen magtede EU at gennemføre, hvilket jo har medvirket til den aktuelle svære flygtningesituation i Middelhavet og Italien.

I lyset af denne europæiske svaghed og russiske aktiviteter er amerikanske styrker igen på vej til Europa, og mindre enheder fra Nato vil også blive placeret i Polen og de tre baltiske lande.

Hvis de igangværende russisk/tyrkisk/iransk-ledede forhandlinger om fred i Syrien, der har splittet Nato, ikke fører til Ruslands ønskede resultater herunder vel en lempelse af sanktionerne i anledning af Ukraine m.m., kunne man frygte, at russisk pression et andet sted i Europa – som f.eks. Baltikum – blev bragt i anvendelse for at fremme denne sag.

Rusland har nemlig lokal militær overlegenhed i Østersø-området, hvortil det også vil være svært og tidskrævende at fremføre store Nato styrker – og igen helt utænkeligt uden USA’s deltagelse. Hvis den nye præsident så i øvrigt vil?

Det rige Europa med 500 millioner indbyggere og en økonomi større end den amerikanske synes således at have deponeret sin sikkerhed – der pt. kan virke problematisk at indløse – hos det stærkt forgældede USA med ca. 280 millioner indbyggere og en ny præsident, mens man har brugt masser af penge på finanskriser, flygtninge og velfærd m.m. og samtidig mistet sin sikkerhedspolitiske handlefrihed. Ufatteligt – uansvarligt og flovt.