Man skal ikke sætte sit lys under en skæppe, hvis ikke skæppen er stor nok

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Her er en lille samling af årets begivenheder set fra min optik. De er selvfølgelig subjektive som så meget andet. Hvad skulle de ellers være.

De værste politiske udtalelser: »Jeg er den bedste udenrigsminister i historien« (Anders Samuelsen). »Jeg er stålfast og urokkelig« (Anders Samuelsen). »Jeg vil ændre verdenshistorien« (Anders Samuelsen). »Jeg kommer til at sidde som udenrigsminister i mange år« (Anders Samuelsen).

Det grandiose politiske sprog er stadig intakt her i slutningen af året. Man skal ikke sætte sit lys under en skæppe, hvis ikke skæppen er stor nok. Samuelsen ligner en blåøjet engel, men fører sig frem som en gud fra Horsens. Morten Østergaard fra Radikale Venstre vil have et nyt nationalt fællesskab, men tror mere på globalisering og internationalisering. Politik og paradokser hænger sammen. Retorik, kalder man det.

Klokkerne kimer

Folkekirken: Biskop i København, Peter Skov-Jakobsen: »Danmark er ikke et kristent land« – hvad er Danmark så? Er vi eskimoer eller inkaindianere? Ingen ved det. Men kirken ligger stadig ude på bakken, og klokkerne kimer.

Biskop i Roskilde, Peter Fischer-Møller: »Den kristne Gud er ikke den eneste Gud« – man er vel tolerant og tror på alt mellem himmel og jord, blot ikke på Kristus, udtaler han stolt og økologisk. Er han muslim?

Biskopper elsker deres egne politiske ståsteder på nær selvfølgelig folkekirken og menighederne. Til gengæld kalder de præster til samtale, hvis ikke præster taler pænt. Tonen, min ven, tonen. Det er biskoppernes nye salme. Giv mig, Gud, en tonetunge. Gad vide, hvor de vil hen? Salmer og sovs? Spaghetti og Gud? Gud og gule ærter? Menighedsrådsvalget 2016 var en advarsel til det næste valg: Her går det skidt.

Ingen engagerer sig

Biskop på Fyn, Tine Lindhardt, mente, at det gik godt, det mener hun altid, skønt det var dybt problematisk blot at samle en lille broget flok til at arbejde for de dybt djøfiserede og topstyrede menighedsråd, hvor provster, biskopper og kedelige kontorchefer bestemmer alt.

Kirken taber på den konto. Ingen engagerer sig. Ateisterne har nu taget roret eller mediet, og dåbstallet er faldende i Odense og København. Biskopperne udtaler: Lad os alle svede. Puhadada. Panik, panik. Her går det godt – send flere menighedsrådsmedlemmer.

Europa gik af

Politik og vejret: Trump overtog USA, og Europa gik af. England sagde nej, og Danmark gik i sort. I Berlin oplevede vi en realitet, der kan ramme os alle. Krig har ingen grænser. Det er en del af risikosamfundet.

Stormen rasede ved juletid og rev intet andet med sig end bekymringer i et forkælet land af forkælede indbyggere. Meteorologerne elsker at forskrække os, så vi begynder at hamstre. Det sidste gør vi alligevel. Vi er grundlæggende ikke grundtvigianere, men grådige.

De døde: David Bowie, Prince, Leonard Cohen og George Michael. Vi savner dem, men vi lever fint uden. Platon og Shakespeare døde også. Blot til orientering. Vi har deres værker.

Ligeglad med nobelpris

Bob Dylan blev væk fra nobelprisoverrækkelsen, fordi han er ligeglad med den slags ting i modsætning til komitéen og alle de andre hipsters.

Han er blot arrogant og måske en grundlæggende dårlig forfatter. Nogen har sammenlignet ham med Søren Kierkegaard. Det er synd for begge.

De bedste bøger: ”Livet og skriften – En bog om H.C. Andersen” af Johan de Mylius; ”Løgstrup, Heidegger og nazismen” af Hans Hauge; ”Manteuffel” af Peter Tudvad; ”Bordets Glæder” fra Modersmål-Selskabet. Der kunne nævnes flere, men det skal jo have en grænse. Start med det odenseanske ikon: Andersen.

Den danske forfatter Jan Sonnergaard døde alt for pludseligt af et hjertestop. Det var ham, der skrev novellesamlingen ”Radiator” til Klaus Rifbjergs store skuffelse. Den solgte over 100.000 eksemplarer og beskrev 1990’ernes kølige og kyniske realisme. Rifbjerg fik ikke ret. Hvem skal nu fortælle os, hvem vi er? Vi, de grådige.