Medier og samfundssind

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Danske Medier, som er hovedorganisation for stort set alle danske medier, udsendte 12/12 en meget mærkelig pressemeddelelse i anledning af nogle annoncørers fravalg af netbloggen Den Korte Avis som annoncemedie. Pressemeddelelsen sluttede med dette citat fra organisationens adm. dir.:

»... demokratisk indstillede mennesker forventer og forlanger normalt, at journalistikken ikke tager hensyn til annoncørerne. Den fuldstændige uafhængighed af den enkelte annoncør opnås ved, at annoncørerne tilsvarende ikke lader sig påvirke af mediets holdning. Derved handler annoncøren på en langt mere samfundsnyttig måde end ved at lade sig påvirke til en politisk bestemt boykot.«

Den første sætning kan enhver erklære sig enig i. God journalistik er uafhængig af enhver interesse, og derfor øger den tilliden til medierne.

Men at bede annoncørerne om at vise samfundssind og opfordre dem til at se helt bort fra mediets profil, når der vælges annoncemedier, ja, det er helt hen i vejret – og mærkeligt at høre fra organisationen, som ikke blot varetager mediernes journalistiske indhold, mens også mediernes kommercielle side som virksomhed.

Annoncering er anprisning af ydelse eller produkt med det formål at sælge mest muligt. Annoncering er rå kapitalisme med henblik på mest muligt profit eller goodwill. Sådan har det været i 150 år, og annoncering har altid været brugt som et våben i straffeaktioner. Annoncer er blevet trukket bort af uransagelige grunde, men ofte også af politiske grunde.

Det er mærkeligt at se, hvordan den aktuelle historie om annonceboykot udvikler sig. Dens substans er jo business as usual. Det eneste nye er, at forbrugerne nu om dage kan råbe op, så det kan høres og ses, hvis de ikke billiger en annonce, dens medieplacering/ikke placering. Og udsigten til en shitstorm får naturligvis en del virksomheder/annoncører til – midlertidigt – at se bort fra, hvor man får mest effektivitet for pengene.

I et liberalt samfund er disse mekanismer børnelærdom. Akkurat som det er vores ideal og ønske som journalister, at journalistikken ikke tager hensyn til annoncørerne.

Men at mene – som Danske Medier gør det – at annoncørerne ikke bør lade sig påvirke af mediets holdning (rigtige medier bør slet ikke have nogen holdning), er dybt naivt og kommercielt absurd.

Annoncøren annoncerer der, hvor han rammer målgruppen bedst, og der, hvor hans produkt tager sig bedst ud. Derfor trækker han naturligvis sin annonce, hvis mediet i sit indhold ikke flugter med målgruppens holdninger. Danske Medier giver udtryk for en naiv tanke, når organisationen opfordrer annoncører til at udvise samfundssind ved ikke at lade sig påvirke af mediernes holdning.

Annoncøren ønsker at betale for anprisning netop der, hvor man føler sig bedst tilpas, altså netop der, hvor ens produkt står sig bedst. Er det ikke indlysende og ganske naturligt? Danske Mediers opfordring til (sine) annoncører om ikke at lade sig styre af politiske vinde af hensyn til mangfoldigheden i medierne er en forbløffende forældet strategi anno 2016.

Har man nogensinde troet, at annoncørerne bekymrer sig om mangfoldigheden i medierne?