Jeg er ikke dansker, men jeg sværger, jeg er altså fin nok

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Dansk Folkeparti, med Martin Henriksen i spidsen, holder stædigt fast i, at man enten er dansker eller ej. Men hvad nu, hvis danskhed er en gråzone?

Jeg er af dansk/engelsk ophav, opvokset i Danmark, har gået i en international folkeskole og på et dansk gymnasium og har boet i London. Jeg føler mig på en og samme tid dansk og engelsk, og på en og samme tid hverken eller, på trods af mit rødbedefarvede danske pas.

Men jeg føler mig ikke udenfor, selv om det er svært for de fleste danskere at udtale mit navn, og jeg til tider må kaste en engelsk glose ind i en sætning, når jeg lige glemmer, hvad ”inclusive” hedder på dansk.

Men det er det, jeg føler mig; inkluderet.

Jeg er en del af det samfund, som omgiver mig, selv om jeg aldrig har set ”Krøniken” eller ”Huset på Christianshavn”. Jeg kan ikke en eneste salme, ej heller kan jeg lide at synge fra højskolesangbogen. Alligevel har jeg gået på højskole.

Jeg er deltagerdemokrat, stemmer ved valget og betaler min skat – og i kraft af min beskæftigelse som journalist interesserer jeg mig ualmindeligt meget for samfund og den offentlige debat, som jeg deltager aktivt i, når jeg har fri.

Spørgsmålet er dog i denne sammenhæng, om jeg er dansk eller ej. Men for mig at se er det spørgsmål fuldstændig ligegyldigt. Er Özlem Cekic dansker, og hvad med Naser Khader? Og hvad med Haifaa Awad, som gennem sit arbejde som læge i Syrien så smukt fremmer den medmenneskelighed, som Danmark er, eller i hvert fald var, kendt for verden over.

I London, hvor min far, hans venner og mange af mine venner er fra, er der en anden tilgang til national identitet – faktisk akkurat den modsatte af Martin Henriksens: nemlig at man er englænder, eller brite, uanset hvor ens forældre er fra. Det vil sige, at man pr. definition er en del af samfundet – og som grundindstilling er ”indfødt” blot ved at vokse op i landet – og det selv om ens forældre så måtte være førstegenerationsindvandrere.

Jeg er med på, at der ligesom i Danmark også er en række problemstillinger forbundet med flygtninge-indvandrer-området i min fars hjemland – forskellen er bare, at de problemer inkluderes i samfundet, at de skal løses internt, og at ansvaret ikke tørres af på borgernes familieophav. For mens indvandring kan stoppes, kan integration aldrig eksporteres – det burde selv DF og Martin Henriksen vide nu.

Det er et forsøg på assimilation, når man vil definere, hvem der er dansk, og hvem der ikke er.

Martin Henriksens danskhedsmantra er et definitionsspørgsmål, som pr. definition er ligegyldigt og kun opildner til splittelse mellem dem, der efter hans hoved er danske, og alle dem, der ikke er. Danskhed er nemlig i virkeligheden kun et pas og måske en adresse. Samfundet er det, som binder os sammen. Ikke et flag og bestemt ikke, hvor ens familie kommer fra.

Mens jeg skriver dette, er jeg dog meget klar over, at jeg er en af dem, der slipper under radaren.

Jeg ser dansk ud, jeg er opvokset i Danmark, jeg taler pærekøbenhavnsk og vil tilmed bruge min karriere på at arbejde for demokratiet. Jeg hedder hverken Muhammad eller Yazdani, men helt dansk, det er jeg ikke.

Alligevel vil jeg slå et slag for alle dem, der føler sig halvt, kvart eller helt udanske og alligevel er deltagende, demokratiske borgere i det danske samfund. For det er det eneste, der betyder noget, og det er det, der gør det danske samfund til Danmark – og til det, vi deler, alle sammen.