Lars Erslev Andersen og Unrwa
Som de fleste venstreorienterede Mellemøsten-debattører er Lars Erslev Andersen optaget af én sag mere end nogen anden, og selv om hans indlæg 24/11 formelt handler både om syriske og palæstinensiske flygtninge, er det i virkeligheden sidstnævnte, hans hjerte banker for.
Som de fleste venstreorienterede Mellemøsten-debattører er Lars Erslev Andersen optaget af én sag mere end nogen anden, og selv om hans indlæg 24/11 formelt handler både om syriske og palæstinensiske flygtninge, er det i virkeligheden sidstnævnte, hans hjerte banker for. De lever under kummerlige kår, skriver han, og gæt hvis skyld det er. Ingen præmier.
Der er nemlig kun én skurk i Erslev Andersens verdensbillede, og det er Israel. Hvilket naturligvis gør de bagvedliggende historiske kendsgerninger ganske irrelevante. Det forhold, at krigen i 1948 skabte lige så mange jødiske flygtninge som arabiske (ca. 75.000), synes Erslev Andersen ikke at have hørt om, og måske interesserer det ham heller ikke. Eller er det snarere det, at han heller ikke synes, at det bør interessere andre?
Unrwa har efterhånden udviklet sig til en selvkørende organisation, der sørger for, at arabernes had holdes evigt i kog.
Han er også tilsyneladende uvidende om – eller ligeglad med – at de allerfleste palæstinensiske ”flygtninge” aldrig har været i det land, deres forældre, bedsteforældre eller oldeforældre flygtede fra. Her får han gedigen støtte fra FN’s datterorganisation Unrwa, der nu opgør disse flygtingeefterkommere til fire millioner. De skal alle som én bosættes i Israel og forvandle landet til (endnu) en muslimsk stat, som der er 56 af i forvejen. Og så er problemet løst.
USA var drivkraften
Og hvad er så Unrwa, når det kommer til stykket? Det er som sagt et datterselskab af FN og kom til verden i 1948-9 efter arabernes mislykkede angreb på Israel. Drivkraften bag dets oprettelse var USA.
Interessant nok er de fleste Unrwa-ansatte palæstinensere, og den tidligere Unrwa-kommissær, danske cand.scient.pol. professor Peter Hansen, indrømmede for nogle år siden, at han også havde Hamas-medlemmer på sin lønningsliste – ildevarslende nok især i undervisningssektoren. Men det mente han ikke, var noget problem, fordi “ikke alle Hamas folk er militante”.
Nej, det er de sikkert ikke, men nogle er, og én af dem var en vis Awad Al-Qiq. Han var kemilærer og rektor for en Unrwa-skole. Og bombemager om natten. Da han blev dræbt i 2008, udråbte Hamas ham til martyr. Var det en overraskelse? Nej.
Unrwa har efterhånden udviklet sig til en selvkørende organisation, der sørger for, at arabernes had holdes evigt i kog (se Jonathan Spyer: ”Unrwa: Barrier to Peace – Scholars for peace in the Middle East”).
Men Erslev Andersen fortæller os, at den arbejder for fred.