Et årti med prøvelser – en æra af muligheder

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vores verden står over for enorme udfordringer. Bugter af mistillid opdeler borgerne fra deres ledere. Ekstremister skubber folk ind i lejre af ”os” og ”dem”. Jorden rammer os med stigende have og rekordhøje temperaturer. 130 millioner mennesker har brug for livreddende hjælp, hvor mange millioner af dem er børn og unge – vores næste generation er allerede i fare.

Alligevel er jeg efter 10 år i embedet overbevist om, at vi har magten til at ende krige, fattigdom og forfølgelse, lukke kløften mellem rig og fattig og virkeliggøre folks rettigheder. Med FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling har vi et nyt manifest for en bedre fremtid. Og med klimaaftalen fra Paris håndterer vi udfordringen, der definerer vores tid.

Alvorlige sikkerhedstrusler

Disse store gevinster er truet af alvorlige sikkerhedstrusler. Væbnede konflikter er blevet mere langvarige og komplicerede. Regeringsfiaskoer har destabiliseret mange samfund. Radikalisering har truet social samhørighed – netop den reaktion, som voldelige ekstremister søger og byder velkommen. De tragiske konsekvenser bliver udstillet brutalt fra Yemen til Libyen og Irak, fra Afghanistan til Sahel og Tchad-søen.

Konflikten i Syrien tager flest menneskeliv og skaber den største ustabilitet, eftersom Syriens regering fortsætter med at bombardere nabolag, og magtfulde protektorer fortsætter med at forsørge krigsmaskinen. Ansvarlighed for grusomme forbrydelser som det nylige angreb på en af FN’s syrisk-arabiske Røde Halvmåne-nødhjælpskonvojer er afgørende.

Jeg fortsætter med at presse alle dem med indflydelse til at få forhandlingerne i gang i retning af en længe ventet politisk overgang. Syriens fremtid bør ikke afhænge af én enkelt mand.

Kritikere fængsles

Alt for mange steder omskriver ledere forfatninger, manipulerer valgene, fængsler deres kritikere og tager andre desperate skridt for at klamre sig til magten. Lederne må forstå, at de vigtige positioner, de besidder, er en afspejling af den tillid, befolkningen har til dem – og altså ikke er ”personlige ejendele”.

Den nyligt vedtagne New York-erklæring om flygtninge og migranter kan hjælpe os til bedre at tage fat på de største tvangsforflytninger af mennesker siden Anden Verdenskrig.

Alt for ofte mødes flygtninge og migranter med had, i særdeleshed muslimer. Verden må tale imod politiske ledere og kandidater, der engagerer sig i den kyniske og farlige politiske matematik, der angiver, at man høster flere stemmer ved at opdele folk og øge frygten.

Målet er en ”50-50-planet”

Når jeg ser tilbage på mine 10 år i embedet, er jeg stolt over, at UN Women blev skabt og er blevet et ledende eksempel inden for ligestilling mellem kønnene og selvstændiggørelse, hvor der sigtes mod en ”50-50-planet”. Jeg er stolt over at kalde mig selv en feminist. Alligevel må vi gøre langt mere for at ende dybtliggende diskrimination og kronisk vold mod kvinder og for at fremme deres deltagelse i beslutningsprocesser.

Jeg har også på det stærkeste forsvaret rettighederne for alle mennesker, uanset etnicitet, religion eller seksuel orientering, samt civilsamfundets – og uafhængige mediers – frihed til at spille deres væsentlige roller.

Fortsat fremgang vil kræve højere niveauer af solidaritet – og yderligere bestræbelser på at styrke fredsoperationer og tilpasse FN til udfordringerne i det 21. århundrede. Medlemsstaterne er endnu ikke blevet enige om, hvordan Sikkerhedsrådet skal reformeres, hvilket udgør en fortsat risiko for rådets effektivitet og legitimitet.

Verden som gidsel

Alt for ofte har jeg oplevet gode idéer og bredt understøttede forslag, der blev blokeret i Sikkerhedsrådet, FN’s generalforsamling og andre organer i søgen efter konsensus. Konsensus bør ikke forveksles med enstemmighed. Dermed ender man med at give nogle få lande eller bare én stat uforholdsmæssig magt, og således holder man verden som gidsel i forhold til vigtige problematikker.

Jeg har besøgt næsten alle FN’s medlemsstater i det seneste årti. Hvad jeg har set – ud over regeringsbygninger og globale vartegn – er menneskers bemærkelsesværdige kraft. En perfekt verden kan være langt forude. Men en rute til en bedre verden, en mere sikker verden og en mere retfærdig verden er i hver og en af os.

Ud fra min erfaring ved jeg, at gennem samarbejde kan vi nå frem til en bedre verden.