Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Husk danske energibehov

Direktør i Energinet.dk, Peder Østermark Andreasen (PØA), skrev en kronik i JP 18/8 om, hvorfor den grønne omstilling udfordrer forsyningssikkerheden – og om hvordan Energinet.dk har mødt udfordringen og sikret strøm i de danske stikkontakter.

Tejs Laustsen Jensen, direktør i Partnerskabet for brint og brændselsceller

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Direktør i Energinet.dk, Peder Østermark Andreasen (PØA), skrev en kronik i JP 18/8 om, hvorfor den grønne omstilling udfordrer forsyningssikkerheden – og om hvordan Energinet.dk har mødt udfordringen og sikret strøm i de danske stikkontakter. Begge pointer er rigtige – og der er grund til at rose PØA og hans medarbejdere for deres imponerende indsats.

Men det kan som bekendt være farligt at tro, at man kan gentage en succes i det uendelige. Og PØA’s visioner for fremtiden er i alt for høj grad præget af vanetænkning om at sende dansk strøm (billigt) til udlandet gennem milliarddyre kabler. Det er kortsigtet og langt fra den bedste brug af energien. I stedet bør vi bruge langt mere af strømmen herhjemme, og det er her – frem for i nye kabler – at der bør investeres.

PØA vil bygge endnu et udlandskabel. Denne gang det såkaldte Viking Link til England. Men PØA skriver ikke, at Viking Link koster 15 mia. kr. – og at de danske elforbrugere hænger på halvdelen af regningen, der er helt uden for Folketingets kontrol, selvom omkostningen langt overgår fx en ny Storstrømsbro. Samtidig vil kablet, da elpriserne er højere i England end herhjemme, betyde større elregninger for de danske forbrugere.

Dertil kommer, som PØA selv nævner, endnu et problem med den dyre og ensidige satsning på udlandskabler: Ethvert land står, særligt når det gælder forsyningssikkerhed, sig selv nærmest. Så der kan med rette også stilles spørgsmålstegn ved, om Viking Link nu vil bidrage så voldsomt til at forbedre den danske forsyningssikkerhed. Alternativet til at sende den grønne strøm billigt til udlandet er her. Strøm kan lagres i storskala ved at konvertere det til brint. En velkendt og velafprøvet teknologi. Herefter kan brinten enten igen laves til strøm, når det ikke blæser, eller indgå som en grøn del af naturgasnettet, hvor det også kan lagres.

Det er så heldigt, at PØA og Energinet.dk også er den nationale gasmyndighed, og at gasnettet og de tilknyttede gaslagre er som skabt til energilagring, så det burde være let at se i den retning. Vi kan med andre ord få rigtig meget lagringskapacitet for de milliarder, PØA i stedet vil bruge på kabler og dermed bruge mere af vores egen grønne strøm. Så det er på tide, at man – både hos Energinet.dk og blandt energipolitikerne – dropper vanetænkning og udlandskabler og i stedet investerer pengene i at lade dansk energi blive brugt af danske forbrugere.