Sognepræst og debattør svigter retfærdigheden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For en gangs skyld må jeg erklære mig skuffet over sognepræst og debattør Sørine Gotfredsen efter artiklen 9/7.

Direkte spurgt om vor kulturelle identitet udtrykte hun sin bekymring om vor ringe viden om kristendommen som grundlag for den folkelige mentalitet: »Hvis ikke vi taler oftere om, hvad kristendommen egentlig er, så vil den mentalitet blive slidt væk eller forgå,« og videre: »Jeg er simpelthen dødbange for, at vi mister grebet om, hvordan tingene er opstået.«

Og videre stort og fint: »Vi er simpelthen mere end rationalitet, fornuft og biologi, vi har en dimension ekstra, fordi vi er villet af Gud og står i forhold til Gud og dermed er forpligtet på hinanden på et niveau, som vi ikke kan sige os selv, men som vi hele tiden skal have at vide (...) gennem kristendommen, gennem kærlighedsbuddet.«

Og så skuffelsen – Sørine Gotfredsen frygter, at denne ekstra åndelige dimension bliver svagere, fordi »vi i for lille grad vægter det, der fodrer mennesket med ånd, kunst, litteratur og det, som vi kalder dannelse.« Det kan da ikke passe, at vor forståelse af, »hvordan tingene er opstået«, skulle være afhængig af stadig højere kulturel dannelse. Gud vèd nok, at der skal ”brød i skabet”, så her gælder kun substans: Guds kærlighed i praksis.

Den vigtigste sætning

Kirken udmønter desværre kærlighedsbudskabet gennem barmhjertigheden, men dette er jo i direkte modstrid med den vigtigste sætning, der nogensinde er udtalt på vor jord: Jesu Bjergprædikens »søg først Guds rige og hans retfærdighed.« Guds kærlighed er således konkretiseret i retfærdighedsbuddet – hvad betydet det? Det betyder, at det er her, ”tingene er opstået”: Jorden og alle dens råstoffer tilhører hele menneskeheden og ikke bare dem, der generation efter generation er kommet først.

Som retsliberalist er jeg vant til afvisning, men politisk handler det om ejendomsret: lejeværdi af jord og fælles eje af råstoffer – eller uretfærdige og tåbelige skatter af det arbejdets sved, hvori vi ”skal æde vort brød”.