Vi er alt for fokuserede på tonen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

”Jeg vil have meget svært ved at støtte en regering, der støtter smykkeloven,” sagde Uffe Elbæk i søndagens udgave af Vi ses hos Clement. En kontant udmelding, der gør det meget svært at forestille sig, at en samlet rød blok vil kunne sidde i en eventuel regering efter det næste folketingsvalg. For hvordan skal man kunne danne flertal, hvis de alternative fra Å ikke vil spille bold på flygtningeområdet? Kort tid senere indrømmede Alternativets formand, at han på trods af sin stærke udmelding alligevel stod ved en tidligere udtalelse om, at Alternativet nok ville komme til at give sig i eventuelle forhandlinger om flygtningepolitikken med en ny, rød statsminister.

Og hvorfor er det så vigtigt? Det er det, fordi alle de mange tusinde danskere, der så søndagens udgave af Clement Kjersgaards talkshow, burde være blevet klogere på Alternativets politik. Alle os, der så det konfliktfyldte interview burde have fået øjnene op for det, der måske kan blive den allerstørste konflikt i rød blok efter næste folketingsvalg, og som i yderste potens kan betyde, at Lars Løkke Rasmussen kan blive siddende som statsminister efter et nyt valg. Og så fandt vi også ud af, at den store konflikt nok aldrig vil komme til at finde sted, fordi Alternativets formand hellere vil gå på kompromis på flygtningeområdet, end han vil lade Lars Løkke snuppe nøglerne til statsministeriet igen.

På trods af dette handler diskussionen på de sociale medier næsten udelukkende om, hvorvidt Kjersgaard gik for hårdt til Uffe Elbæk, og de fleste artikler bragt om emnet i medierne mandag fokuserede i langt højere grad på, om Kjersgaard burde sige undskyld til Elbæk for sin opførsel. Det er til at begynde at græde over.

”Jeg forstår ikke, at der er én eneste folketingspolitiker tilbage i DK, som ønsker at blive interviewet af Clement!? Destruktivt!” tweetede en Dorthe Olsen. Det synspunkt er umiddelbart repræsentativt for en stor del af befolkningens syn på sagen: og det viser tydeligt, at fokusset placeres det forkerte sted. For faktisk er der rigtig, rigtig mange point at hente for politikere, når de bliver interviewet i Kjersgaards program – så længe de får det til at se ud som om, at de bliver angrebet og overfuset af en alt for aggressiv interviewer. Mette Frederiksen havde stor succes med netop det i februar, hvor hun gæstede Vi ses hos Clement for at tale om akkurat det samme emne som Uffe Elbæk gjorde i søndags. Også her blev politikken belyst fra en frisk vinkel. Det var der dog ingen, der opdagede, fordi vi havde for travlt med at fokusere på interviewets aggressive karakter, og på hvorvidt Kjersgaard gik for hårdt til Frederiksen – en win/win situation for S-forkvinden. "Det skal jeg. Nej, det skal du ikke, Mette Frederiksen. Jo, jeg skal"

For når indholdet drukner i tonen, vinder politikerne og deres utallige kommunikationsfolk, for så behøver de ikke tænke helt så meget over, om den førte politik stemmer overens med valgløfter, partiprogrammer, og deres vælgeres ideologiske overbevisninger, som når det politiske indhold er i fokus.

Kjersgaard har ofte udtalt, at politikere og journalister i hans øjne spiller lige så lidt på samme hold som ”politi og røvere”. For at illustrere, hvor slemt det står til her i landet, har justitsminister Søren Pind brugt netop denne udtalelse i sin omtale af Kjersgaard, som han tolkede som, at Kjersgaard opfattede politikere som kriminelle – akkurat det modsatte af det, Kjersgaard forsøgte at illustrere. Kjersgaard har derudover adskillige gange sagt, at han mener, at mediebranchen for 10 år siden burde have lavet en intern aftale om aldrig at bringe en politikers udtalelse, medmindre politikeren omtalte en ændring i sit partis politik.

Live tv-interviewets version af ovenstående? At få politikeren til at svare i den tid, man har, koste hvad det vil. Og i en medievirkelighed, hvor politikere kun stiller op til interviews i programmer som Vi ses hos Clement i en ekstremt lavt procentdel af de gange, de bliver spurgt, bliver det journalistens fornemmeste opgave at få belyst politikken – noget, som det lader til, at store dele af landets nuværende politiske journalister har glemt.

Ligegyldigt hvordan man vender og drejer diskussionen om søndagens interview i talkshowet, må det være tydeligt, at Kjersgaard blot forsøger at udføre pressens job som vagthund for befolkningen – og det i et samfund, hvor der på nuværende tidspunkt er flere presserådgivere, kommunikationsfolk og spindoktorer end journalister.

I sidste ende er det den politiske journalistiks opgave at belyse det politiske indhold, ligegyldigt hvor skinger, vi synes, tonen bliver. Og når befolkningen glemmer det, bliver det for nemt for politikerne ikke at leve op til det, det faktisk er meningen, de skal stå for. Så lader befolkningen sig selv blive narret af udenomssnak og retoriske tricks. Hvis fokus holdes på indholdet, og tonen ignoreres, vil det være langt sværere for magthaverne at tale udenom og nemmere for journalister at belyse det politiske indhold – og det må i sidste ende være det vigtigste.