Alle er ikke lykkelige
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Med fare for at blive slået i hartkorn med de tre sure mænd, som David Trads beskriver i JP 20/3, går jeg alligevel i rette med ham. »Vi er verdens lykkeligste, fordi vi værner om fællesskabets evne til at tage sig af alle. Det er en værdi, som resten af kloden med rette misunder os for. Derfor er vi lykkeligere end andre«, konstaterer han.
Blandt kriterierne for kåringen er bl.a. adgang til velfærd, muligheden for at leve et sundt liv, graden af personlig frihed og hjælp til de allersvageste.
Men det er langtfra sandt, at fællesskabet værner om alle danskere. Mange lever med kronisk sygdom på fattigdomsgrænsen uden adgang til velværd eller mulighed for at leve et sundt liv. Af den simple grund, at de ikke får hjælp, men overlades til sig selv. Det drejer sig om flere hundrede tusind mennesker med hidtil uforklarede og komplekse og kroniske sygdomme som whiplash, kroniske smerter og hjernerystelse.
Hovedparten af disse mennesker er ikke spor lykkelige. De lever under konstant pres. Fra læger, der ikke vil have noget med ”besværlige” patienter, der ikke passer ind i kun ét speciale, at gøre. Fra politikere, der forlanger, at de skal arbejde trods svær sygdom. Fra kommunerne, der ikke kan afklare deres økonomiske situation pga. manglende eller ”forkert” diagnose. Fra omverdenen, der dømmer dem som dovne og ugidelige. De betragtes som andenrangsmennesker. De skubbes ud over kanten og får det værre af det konstante pres. De tilhører samfundets allersvageste.
Hverken læger eller politikere tager ansvar for dem. De behandles ikke, men overlades i egen varetægt. Måske får de tilbudt et kursus i at leve med kroniske smerter, hvilket ikke gør dem raske. Det er simpelthen ikke godt nok. I stedet bør der sættes tidligt ind med tværsektorielle og tværfaglige tilbud, hvis disse mennesker skal have en chance for at blive raske og komme i arbejde.
At tvinge dem på arbejdsmarkedet uden behandlingstilbud er helt ude af proportioner. Hvad tænker man på? Det er mennesker, der i forvejen er triste over, at de ikke længere kan arbejde/kun kan arbejde på nedsat tid, har mistet deres job/ikke længere kan arbejde som selvstændig, ikke kan få den karriere, de har drømt om etc. Det fremgår tydeligt af et spørgeskema, at deres hele liv er ødelagt. Ingen tager sig af det. De er pariaer i det danske samfund.
Hvis Danmark skal leve op til værdigheden om at være verdens lykkeligste, må der gøres noget alvorligt for disse mennesker. Hovedparten af dem tilhører de ulykkeligste. De behøver kvalificeret hjælp og lægelig håndtering af deres fysiske lidelser med politisk opbakning. Ikke først i morgen. Hellere fra i dag. Det kan ikke gå hurtigt nok.