Mange skammer sig i denne tid
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den dygtige filminstruktør Thomas Vinterberg har i Berlin udtalt, at han skammer sig over at være dansker.
Der er mange, der skammer sig i denne tid eller udskammer andre. Det er blevet helt moderne. Mange føler, at de er bedre end andre, ja, de er næsten for gode til denne verden. Denne verden er ond og fordærvelig, men vi, de udvalgte, hører ikke med til denne sataniske og korrupte verden. ”Mørkets kræfter” og ”ondskabens akse”; det er ikke mig, det er de andre.
Sådan taler både de Calvininspirerede kristne, og sådan taler de revolutionære ungdomsoprøreres børn. De tilsyneladende modpoler i debatten ligner hinanden. Karl Marx er ikke uden grund af Eduard Bernstein blevet kaldt en calvinist. Lenin er også blevet sammenlignet med Jean Calvin.
Calvin forlangte et skel mellem mennesker. Der var de gode, og så var der de onde. Der var den onde og fordærvede verden og den frelste verden. Og den frelste verden kom man over i ved en omvendelse eller bevidstgørelse. De frelste kunne ikke andet end overbærende eller flovt se ned på verden og skamme sig over dens umoral.
Et middel til social organisering
Hos Calvin var den moralske intimidering et middel til social organisering og kollektiv kontrol. Kendetegnende for de to parter er en passioneret selvretfærdighed og intolerance. Bag ved denne opfattelse ligger forestillingen om at kende Gud og meningen med det hele.
Det kan være slemt nok, når det drejer sig om religion, men det bliver fatalt, når tanken sekulariseres, og alt bliver til politik.
Den betydningsfulde amerikanske teolog R. Niebuhr havde blik for de socialpsykologiske mekanismer (omtalt i debatbogen ”Hellere levende hund end død løve”).
Så når forfatteren Susan Sontag engang i 1960’erne skammede sig over den hvide race og udtalte, at den hvide race var verdens cancer, var det for Niebuhr udtryk for den gamle puritanske moralismes ukritiske selvretfærdighed.
Uskylds- og renhedsdyrkelse
Niebuhr gik i rette med den højmoralske amerikanske uskylds- og renhedsdyrkelse – ikke bare når amerikanere fremturede i, at de ville være dydens og det godes vogtere i verden, men også når Amerika bekendte sine synder og fordømte sig selv. Niebuhr havde intet imod selvkritik, tværtimod.
Men selvhad hørte med til den nyomvendtes syndsbekendelse. Før var jeg en uren synder, men nu er jeg omvendt og ren. Fortiden var syndens og mørkets tid. I dag har mange set lyset – eller i hvert fald nogle af os.
For vi, der er omvendt, kan ikke andet end skamme os over de andre, de ikkeomvendte, og har derfor ikke andet at sige til dem end:
Fy, fy, skamme sig.