Lomborgs talmagi

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Bjørn Lomborg forsøger her i avisen 18/1 at skyde os en lang række synspunkter i skoene, som ingen nogensinde har haft. Det, vi derimod – med rette – har kritiseret, er hans seneste regnestykke.

Forud for COP21 havde BL debatindlæg i de fleste danske aviser, hvor han advarede imod COP21-aftalen. Påstanden var, at klimapolitikken ville blive rasende dyr og ekstrem ineffektiv. For at underbygge sin pointe henviste BL til sit eget regnestykke, der var blevet publiceret i det peer reviewed tidsskrift Global Policy lige inden COP21.

BL understregede konsekvent, at hans artikel var en videnskabelig anerkendt artikel, og her opstår det første problem. BL pyntede sig med lånte fjer, da artiklen ikke er en almindelig videnskabelig artikel (en såkaldt research article), men derimod var en såkaldt survey article, hvor der ikke stilles samme krav til det teoretiske, empiriske og metodiske indhold.

Som tidsskriftets chefredaktør har understreget, bør man mere se BL’s artikel som en debatskabende regneøvelse, hvor der er anvendt et særligt sæt antagelser, frem for en artikel med nogen større videnskabelig autoritet.

Hvad er så problemet med antagelserne? For at beregne effekten af klimaplanerne vælger BL at beregne (nogle af) CO2-reduktionerne før 2030 og antager derefter, at alle klimaplaner bliver skrottet, og at CO2-udledningerne herefter vil stige eksplosivt. BL fravælger ganske enkelt allerede kendte målsætninger som fx EU’s mål om at reducere CO2-udledningerne med 80-95 pct. i 2050 eller Kinas mål om at toppe i 2030. BL ignorerer dette i sin beregning uden nogen forklaring.

Glemmer mellemregningerne

For at illustrere hvor betydningsfuld den antagelse er, forventer BL, at temperaturen vil stige mere i 2100 (inkl. reduktionerne før 2030) end business as usual-scenarier, der undlader at inddrage klimaplanerne. BL forventer således, at den globale temperatur vil stige hurtigere med klimaplanerne end almindelige scenarier uden klimaplanerne. Regnestykket bestemmes næsten udelukkende af de antagelser, BL gør for den 70-årige periode efter 2030.

Når BL påstår, at pointerne fra hans artikel har gjort mange sure og begiver sig ud i større motivanalyser af årsagerne bag kritikken, er det en smart retorisk afledningsmanøvre for den kritik, regnestykket har mødt.

En ting er, at professionelle meningsmagere som BL insisterer på enkle budskaber uden at forklare mellemregningerne og antagelserne. En anden ting er, at BL systematisk overser det hav af videnskabelige studier, der tegner et andet billede end det, han forsøger at tegne, og konsekvent nægter at forholde sig til rimeligheden i sine egne antagelser.

Heldigvis ligger hans regnestykke frit tilgængeligt, og man behøver ikke en ph.d. for at se, at den er gal med antagelserne. De taler for sig selv.