Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Børsnoteringer slår de øvrige

Jannick Nytoft

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kapitalfondene er Danmarks fremmeste leverandør af nye virksomheder på børsen. Ud af de seneste seks børsnoteringer er fem kommet fra kapitalfonde. Det drejer sig om ISS, Pandora, Matas, Chr. Hansen og OW Bunker. I en artikel i Jyllands-Posten 10/11 kunne man få det indtryk, at virksomheder, der tidligere har været ejet af kapitalfonde, har det svært efter børsnoteringen.

Men går man tallene igennem, tegner der sig et modsat billede. Virksomhederne, som er blevet noteret på børsen af kapitalfonde inden for de seneste fem år, klarer sig markant bedre end aktiemarkedet generelt. Det gælder også, selvom man medregner konkursen i OW Bunker.

Havde man på tidspunktet for børsnoteringen investeret 200 kr. i hver af de fem ovennævnte virksomheder, så var de 1.000 kr. i dag vokset til 2.192 kr. – det svarer til en stigning på knap 120 pct. Til sammenligning ville man kun have tjent 1.811 kr. ved at investere i aktiemarkedet generelt, hvilket blot er en stigning på 81 pct.

Men hvorfor klarer kapitalfondsejede virksomheder sig generelt bedre på børsen? Svaret er, at kapitalfondene lever af at udvikle og sælge sunde virksomheder, der også giver den næste ejer et solidt afkast. Hvis markedet tror, at kapitalfondene ikke gør det, bliver det umuligt at sælge virksomhederne – både til børsmarkedet og industrielle investorer.

Pandora er et lysende eksempel på en succesrig børsnotering fra en kapitalfond. I en periode, hvor aktiemarkedet i gennemsnit er steget 17 pct. om året, er Pandora steget med 30 pct. om året. To andre højdespringere er enzymproducenten Chr. Hansen og servicegiganten ISS.

Der er stadig rum for udvikling, men samlet set ligger de tidligere kapitalfondsejede virksomheder langt over det øvrige marked.

Det er dermed forkert, at kapitalfondsejede virksomheder generelt klarer sig dårligere, efter de skifter ejer. Tværtimod. Kapitalfondsejede virksomheder har en højere organisk vækst end sammenlignelige virksomheder. Og på børsen har virksomhederne præsteret en stigning på 120 pct.

Af Jannick Nytoft, adm. direktør, DVCA, brancheforeningen, for venture- og kapitalfonde.

Jyllands-Posten svarer:

Jyllands-Posten har ikke skrevet, at tidligere kapitalfondsejede virksomheder generelt klarer sig dårligere end alle andre børsselskaber efter en notering. Artiklen beskrev, som korrekt er, at der i nyere tid er adskillige eksempler på børsnoteringer fra kapitalfonde af virksomheder som OW Bunker, TDC og Matas, som siden har vist sig problematiske for de købende aktionærer.

Redaktionen

Artiklens emner
DVCA