Dyrkelsen af godheden er gået amok

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Sørine Gotfredsen har prøvet, hvor vidunderligt det er at være god. Rørt over al den gode vilje, som kan fylde en dagligstue, når alle er enige og ikke mindst enige om, at hvis alle bare var som os og havde samme indsigt, så ville verden blive til et bedre sted. Følelsen varede det meste af den nytårsnat, da den samfundsrevsende præst og debattør havde besluttet sig til at glide med strømmen i det overvejende humanistisk indstillede selskab og bare være passiv og positiv.

»Mon ikke man kan blive så afhængig af at mærke tolerancens og uskyldens forplantning i fællesskabet, at man får lyst til at opsøge tilstanden igen og igen?«

Spørgsmålet stilles i bogen ”Løft blikket, nåde i narcissismens tid”, som over 191 sider analyserer, hvordan dyrkelsen af sig selv og sit eget selvbillede kommer til at stå i vejen for udsynet til medmennesker og det guddommelige i tilværelsen.

Selv tilhører hun afgjort ikke den kreds, som eksperimentet blev foretaget i. Sørine Gotfredsen er en kritisk stemme i indvandrerdebatten og er inspireret af Søren Krarup og Tidehverv. Hvorfor har hun så ikke oplevet samme følelse med meningsfællerne omkring et nationalkonservativt middagsbord?

»Ved det nationalkonservative middagsselskab kan der bestemt opstå en følelse af, at vi har forstået tingene her, men der kan ikke på samme måde opstå en følelse af, at hvor er vi dejlige, og hvor er vi gode. Det skyldes, at når man sidder i et selskab og siger, at vi er simpelt hen nødt til at begrænse indvandringen, så ved man jo godt, at man ikke af den grund siger noget bestemt humant, barmhjertigt eller godt. Det er ikke barmhjertigt at afvise mennesker. Men man siger noget realistisk. I det humanistiske middagsselskab er der et grundlæggende anderledes menneskesyn: en større tro på, at hvis vi gør det gode, så bliver vi også bedre, og at vi sammen kan bevæge os med en bedre verden.. Der er en forskel på at sige noget, som, man selv synes, er realistisk og at sige noget, som udelukkende er båret af trangen til at være barmhjertig. Det er to forskellige ting,« svarer Sørine Gotfredsen og uddyber, at det dybest set har noget med begrebet syndsbevidsthed at gøre.

»Hvis man lever med overbevisningen om, at man er synder, så er der ikke noget godt at dyrke og fremvise for andre,« fastslår hun.

Se mig på Facebook

Ud fra den tilgang kan man med et opslag på Facebook fristes til at drage den konklusion, at det ikke var synden, som fyldte tankerne, da adskillige mennesker i det tidlige efterår drog ud på de danske motorveje og samlede flygtninge op. Rigtig mange lagde billeder og beretninger ud på de sociale medier. Sørine Gotfredsen vil ikke dømme:

»Jeg er ikke på det hold, som bare stempler mennesker og siger sikke nogle hyklere. Man får jo den mistanke, at der kan været et moment af selvpromovering i det, men du kan ikke gå hen og dømme et andet menneskes sindelag. Du kan ikke vide, hvad motivet er. Men debatten om det, der skete, opfordrer til, at vi hver især er på vagt. Vi vil måske gerne have nogle egenskaber knyttet til os selv, som andre gerne må opdage. Man må spørge sig selv, om man bruger andre mennesker som et middel til, at man selv kan føle sig dejlig og godt tilpas og fremstå på en bestemt måde. Det er i høj grad en påmindelse om, hvor mange forræderiske lag vi kan bære rundt på, og at vi ikke må blive blinde for os selv, og at vi skal analysere den narcissistiske åre.«

Den komprimerede begrundelse for, at Sørine Gotfredsen skrev bogen, er en oplevelse af at være pakket ind i en tid, hvor man er selvoptaget og tolker verden ud fra sin egen baggrund, fornemmelse og følelser.

Centrum er en selv, og udgangspunktet personligheden.

»Jeg er overbevist om, at vores afskaffelse af kristendom og gudsforholdet er med til at forstærke den tendens,« siger hun, men medgiver, at kristendommen fylder mere i den offentlige debat:

»Fordi islam er kommet til landet, og at vi dermed har fået en ny anledning til at forholde os til, at der er noget, som hedder religion. Kristendommen er til stede i vores bevidsthed og samtale, men det er ikke det samme som at sige, at den enkelte har et gudsforhold. Kristendommen er blevet en byggeklods i debatten.«

Sørine Gotfredsen understreger, at selv hvis kristendommen kan synes et samfundsanliggende, så er næstekærligheden et personligt ansvar, en stat kan ikke handle næstekærligt.

»Jo mere man gør begrebet næstekærlighed til en overordnet hensigt for en nation og en politik, jo mere vil man trække forpligtende alvor ud af det bud. Det er jo let at være næstekærlig, når man ikke skal ofre for meget af sit eget liv. Man kan sidde i sin Frederiksberg-lejlighed med nøjagtigt de samme privilegier som før og sige, at nu skal vi alle sammen være næstekærlige.«

Et andet hovedsynspunkt er, at kristendommen ikke må være en dominerende samfundsorden. Men var det så klogt at skrive det ind i regeringsgrundlaget?

»Ja, fordi vi lever i en tid med diskussion om religion, og om hvad Danmark er et for et land, men indrømmet, det lægger lidt op til, at man begynder at blande statsvirke og kristendom sammen, og så kan man rode sig ud i sådan noget, som at Danmark skal handle næstekærligt.«

Hvorfor skal Danmark ikke det?

»Fordi kristendommen er en meddelelse til det enkelte menneske, og det er som om, at man i debatten blander godhed sammen med næstekærlighed, som er den afgørende trumf, der skal sætte modstanderen til vægs med beskyldninger om, at man ikke er næstekærlig. På den måde er næstekærligheden blevet taget som gidsel i den store godhedsforståelse. Dyrkelsen af godheden er gået amok.«