Den dag, da medieorkanen kom forbi

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Klokken 10.12 29/9: Som sædvanligt på dette tidspunkt sidder jeg og nyder min kaffe, mens jeg er i gang med skrive på en opgave. Da telefonen ringer, tager jeg den uden at være klar over, at resten af min dag fra det tidspunkt slet ikke går som planlagt.

»Goddag. Det er Søren Sørensen fra TV 2. Jeg vil høre, om vi kan lave et indslag med dig, hvor du uddyber dine synspunkter på Carl Holst?«, siger stemmen i telefonen.

Jeg blinker lidt forvirret med øjnene og tager en slurk kaffe. Det bliver den sidste varme slurk, jeg når den dag.

»Mine hvad?«, lyder mit svar, og set i bakspejlet må jeg da indrømme, at det ikke var særligt skarpt. Men jeg anede simpelthen ikke, hvad han snakkede om.

Ved at falde ned af stolen

Journalisten virker faktisk lidt sur. Han synes, at når jeg kan udtale mig til andre medier, så bør jeg også stå til rådighed for TV 2. På det tidspunkt ved jeg ikke, at jeg har udtalt mig om noget og da slet ikke Carl Holst, så jeg fastholder stædigt, at jeg ikke vil sige noget. Efterhånden går det vist op for journalisten, at jeg mener det, og så begynder han at lede efter, hvor han har set mine udtalelser.

»Det står på ekstrabladet.dk,« fortæller han mig så venligt.

Indrømmet, jeg er ved at falde ned af stolen. For selv om Ekstra Bladet ikke har den samme betydning som medie som tidligere, så vil jeg alligevel mene, at jeg burde kunne huske, hvis jeg havde snakket med avisen.

Da samtalen med TV 2 slutter, går jeg derfor ind på avisens hjemmeside, hvor jeg hurtigt finder en artikel med overskriften ”V-næstformand: Holst er arrogant og skal have nogen over snuden”. Lidt nede står der: »Leif Krarup mener nu (…) «.

En dyb vejrtrækning

Det kræver lige en dyb vejrtrækning at kunne læse resten. Jeg er også bange for, at jeg kommer til at bande temmelig højt og længe. I hvert fald kommer min datter styrtende for at se, hvad der foregår. Hun læser hurtigt artiklen og begynder at grine højt. Hun kan med det samme se, at artiklens citater slet ikke passer med den måde, jeg plejer at udtrykke mig på.

Min første indskydelse er at ringe til chefredaktør Poul Madsen. Artiklen er i mine øjne løgn fra ende til anden, så det må være ham, der skal sørge for at få det rettet. Hans kontaktoplysninger er dog ikke sådan at finde. Meget betegnende for en avis, som lever af at forlange åbenhed ned i de mindste detaljer af vores folkevalgte. Avisens chef gemmer sig for kunder og ofre.

Så jeg må nøjes med at forsøge gennem omstillingen. De første tre forsøg er forgæves. Inden jeg kommer videre, har jeg den næste journalist i røret. Denne samtale udspiller sig næsten som den første, indtil det går op for mig, at hvis jeg skal have stoppet denne historie, skal jeg have andre medier over på min side.

Min side af historien

Derfor åbner jeg for posen og fortæller, hvordan det hele hænger sammen, som jeg ser det. Udtrykket ”løgn og latin” bliver vist også brugt. Journalisten lytter vantro, men bliver efterhånden så overbevist, at hun lover at tage en snak med sin redaktør og så evt. vende tilbage for at lave en historie om den falske historie i Ekstra Bladet. Hun vender aldrig tilbage.

De næste journalister får samme smøre. Jeg får efterhånden øvelsen i at fremlægge min side af historien. Efterfølgende kan jeg konstatere, at kun en enkelt avis bringer min historie.

Da jeg lidt senere får fat i journalisten på Ekstra Bladet, finder jeg imidlertid ud af, at det ikke har været helt forgæves.

»Hvor er jeg glad for, at du ringer«, lyder hans første bemærkning. Det får mig op i det røde felt, og jeg begynder at skælde ud. Men jeg må nok indrømme, at det er rigtigt, at jeg er lidt jysk i det, for jeg tror faktisk ikke, at han opdager, at jeg skælder ud.

Retfærdigvis skal det dog også siges, at han meget hurtigt undskylder og beklager. Jeg kan konstatere, at det virkede, da jeg fortalte andre journalister om min oplevelse. For de har været hurtige til at vende tilbage til Ekstra Bladet og skælde ud over, at avisen ikke har styr på sine kilder.

Usandsynlig forklaring

Da han så fortæller, hvordan historien er opstået, må jeg indrømme, at jeg for anden gang den formiddag må have fat i kontorstolens armlæn for ikke at falde ned. Hans forklaring er simpelthen så usandsynlig, at jeg vælger at tro på den.

Historien er i korthed den, at han troede, han ringede til mig. Personen, der tager telefonen, præsenterer sig som Leif. Derfor tror han, at alt er i orden, specielt da denne Leif beredvilligt svarer på alle spørgsmål. Skal jeg være ærlig, har jeg journalisten mistænkt for at have været glad for, at det var så nemt at få kritiske udtalelser til citat.

Det viser sig, at journalisten er kommet til at trykke et ciffer forkert, da han ville ringe til mig. Det usandsynlige ligger så i, at dette nummer tilhører en anden Leif, men et opslag på nettet bekræfter hurtigt, at det er rigtigt.

Rettet og beklaget

Journalisten fortæller, at han er i gang med at rette artiklen, og kort efter kan jeg konstatere, at der ligger en artikel på hjemmesiden med overskriften ”Ekstra Bladet beklager: Interview med den forkerte mand”. Selv om jeg normalt ikke har meget positivt at sige om Ekstra Bladet, så kan jeg kun være tilfreds med den måde, der bliver rettet og beklaget på i denne sag. Ret skal være ret.

Tilbage er så kun efterspillet. For i dagens Danmark spredes en historie lynhurtigt. Det sværeste er at få trukket historien tilbage. De fleste medier var hurtige til at rette og beklage. TV 2 får prisen som det langsomste medie. Næsten et døgn efter kunne man læse interviewet med den forkerte Leif på TV 2’s tekst-tv.

Begrebet ”at lave en Leif”

Jeg forsøgte at gøre brug af både Facebook og Twitter for at få modhistorien spredt både til mit eget netværk, men også gerne udenfor. Jeg vil dog ikke kunne tage hele æren for, at ”Leif” på et tidspunkt var på Twitters hitliste over trends. For historien er så tosset, at den spredte sig helt selv. Faktisk så meget, at jeg på et tidspunkt kunne konstatere, at det er blevet til et begreb ”at lave en Leif”.

Det sidste efterspil kom dagen efter, da vi fik en ny forsvarsminister. To minutter efter ringede en journalist og bad om min kommentar. Jeg valgte at stå over. Jeg har fået nok medieorkan for et stykke tid.